Ægdonation

En barndom med musik

Sommeren er ved at være ovre og jeg er så småt ved at lægge an til at få gang i domænet her igen. Der har ikke været overskud ovenpå en sommer fuld af umenneskelig modgang, men nu er fingrene begyndt at krible lidt igen for at skrive.

Sommerens begivenheder har fået mig til at reflektere meget om livet og hvilken aftryk man efterlader, når man en dag stiller træskoene.

Især i forhold til vores børn.

Jeg kan ikke selv huske min egen far, da han forsvandt ud af vores liv, da jeg var lille. Men jeg kan huske min mor. Jeg kan huske en benhård klippe, der stod stærkt og stabilt på trods af at havet omkring os var noget uroligt.

De fleste ved nok godt at barndommen kan være afgørende for resten af livet, så det er noget af et ansvar man varetager, når man sådan vælger at avle et par børn. Hvis man fucker det up, kan man ødelægge mange generationer fremover, da mennesker har det med at gentage mønstre, de selv er vokset op i som børn.

Så det prøver vi at lade være med. Fucke det up altså.

I stedet har jeg tænkt meget over, hvordan jeg gerne vil have at mine børn, husker deres barndom. Og jeg gad virkelig godt at mine børn voksede op med musik. Og ikke på “Lad det ske” fra Frost eller tvivlsomme russiske sangvideoer på Youtube.

Jeg vil gerne have ægte musik. Jeg vil gerne have, at fødselsdagssange bliver suppleret med et instrument og vi lige hiver en guitar frem og spiller æblemand ved festlige lejligheder.

Det er bare en drøm, der kan være lidt svær at realisere, da vi begge er nogenlunde så musikalske som en død rotte. Jeg forsøgte at lære at spille guitar, men det kunne jeg ikke finde ud af, da den var for stor til mine småhandicappede arme. Efter 4 minutter græd jeg over krampe i underarmen og fingre, der ikke brød sig om strengene.

Derfor kastede jeg mig over tanken om en ukulele. En ukulele har også strenge, bevares. Men det er jo en guitar i mini-version og er lidt nemmere at overskue.

Og i fødselsdagsgave fik jeg en. Søde Christina fra bloggen Karmamilli.dk, gav mig en ukulele, som har været mit største ønske igennem en længere periode.

Det viser sig bare, at man reelt skal kunne finde ud af at spille på den for, at det overhovedet lyder godt. Man tager den ikke bare i hænderne og lyder som Celine Dion. Det ville dog også være mærkeligt henset til at Celine Dion ikke spiller ukulele.

Her bliver Youtube dog alligevel belejligt til andet end de føromtalte russiske videoer. Det viser sig nemlig, at man kan lære noget af de videoer. Jeg har fundet en smuk kvinde, der hedder Cynthia Lin, der allerede har lært mig at spille 2 akkorder.

Bum bum. X factor here I come.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ægdonation