Sommerferie i Jesperhus

Ting jeg har lært af 30’erne

Jeg har fødselsdag.

Og når man er mor og har fødselsdag, er det lidt som om, at fokuset ikke var helt som før i tiden.

Men modsat min fødselsdag sidste år, sov mine børn længe og jeg blev vækket i vores fine telt med kaffe, flag, gaver og fødselsdagssang. Min kære mand har virkelig gjort en indsats.

Og når man sådan har fødselsdag og er halvvejs gennem 30’erne, er det fint at reflektere lidt over, hvad man har lært.

Jeg er jo efterhånden ved at være et voksent menneske, må jeg hellere se at indse. I følge en 18-årige er man jo stort set skindød, når man rammer de 35. Da jeg spurgte Ellie i morges, hvor gammel jeg blev, svarede hun 57. Tak for det min ven. Du må se langt efter fredagsslikket i aften.

Men jeg elsker det sted, jeg er livet lige nu. Om end man godt kunne ønske sig lidt færre mennesker omkring én, der skriger og lidt flere omkring én, der selv kan finde ud af at tørre sig i nummeren efter toiletbesøg.

Jeg har lært så uendeligt meget om livet de sidste 5 år, så det må være på plads med opsummering

1. Man kan godt som forældre være så desperat, at man gaffataper en banan sammen igen. 

Sagtens.

Jeg indrømmer det. Jeg har ingen værdighed. Bananer er den mest konfliktfyldte frugt, der eksisterer. Den kan lægge op til en million hysterianfald og det er faktisk stort set umuligt at undgå. Så ja. Jeg hedder Stine og jeg taper bananer sammen for at undgå skrigende børn.

2. Ryd op i dine relationer og sig undskyld 

Med alderen kommer også lidt selvindsigt. Jeg ved præcis, hvornår jeg har hovedet oppe i min egen bagende og jeg ved præcis, hvornår jeg er en kæmpe idiot. Det er vi alle ind imellem. Det skal man åbenbart være som menneske.

Men jeg har lært, at livet er for kort til uafsluttede konflikter. Jeg har lært at sige undskyld og få ryddet op i de ting, der gør ondt. At råbe op og holde fast i at tingene skal løses.

Ting må gerne blive talt ihjel. Og jeg orker simpelthen ikke at have ondt i maven over ting, der kan løses.

3. Du går ikke glip af en skid

I mine 20’ere havde jeg desperat frygt for at gå glip af alt, hvad der var sjovt. Sofaen en fredag aften var det værst tænkelige scenarie.

Men nu er alt anderledes. Nu bliver de fleste fredage brugt på sofaen og hver gang jeg bevæger mig ud i det Københavnske natteliv, indser jeg, at jeg meget hellere vil sidde og drikke rødvin og føre dybe samtaler med mennesker, jeg godt kan li’.

Det er nemlig sjældent, at det er i byen at alt der sjove sker.

4. Alle mennesker dør på et tidspunkt 

Ja. Det er noget dysterst. Men det gør vi altså. Det har jeg om noget lært denne sommer med 3 dødsfald på 3 uger.

Også dem som man slet ikke forventede skulle dø.

For langt de flestes vedkommende, sker det heldigvis først, når vi er gamle og når det er meningen. Og det er hverken noget, vi skal gå rundt og være bange for. Livet skal leves på de levendes vilkår, som jeg læste så fint i en bog forleden.

Så det er måske fint, at vi taler noget mere om det og sikrer hinanden. Da min mand for et par år siden blev udsendt, skulle han stort set planlægge sin egen begravelse.

Det er måske lidt ekstremt. Men man kan måske gøre lidt for at sikre, at der er penge på kontoen til den, der er tilbage. Lave krydslivsforsikringer, skrive testamenter og sørge for, at der kommer nogle penge ud, hvis man en dag skulle ryge i svinget. Jeg har i al fald set på tæt hold, hvor vigtigt det er, at man ikke også skal flytte fra hus og hjem, fordi pengene ikke rækker.

5.  Det er ingen skam at lave ting alene. 

For 10 år siden var der intet i verden, der kunne føles så grænseoverskridende eller angstprovokerende, at tage alene på restaurant, i biografen eller hvor end der fandtes andre mennesker, der kom i par.

Nu vil jeg gerne give en 2-3 tæer fra min venstre fod for selv samme.

Tænk engang at sidde og nyde et helt måltid mad alene. Et varmt måltid. Uden at skulle diskutere, om hvorvidt kartoflerne på min tallerken egentlig tilhører mig selv eller bør spises af en anden. Uden selv at skulle tørre mælk op fra gulvet og uden at få sprængt sine trommehinder af en gaffel, der gentagende gange skal hamres ned i en tallerken.

30’erne er en fantastisk tid, hvor livet i sandhed giver mening. Hvor man på sin vis ved, hvad man kan og hvad man ikke kan. Hvor man har sit eget lille hold af mennesker og hvor man ved, hvor mange fadøl man kan klare.

Jeg glæder mig til 5 år mere i dette fantastiske årti.

 

 

6 kommentarer

  • Karina Simonsen

    Tillykke med fødselsdagen. Du skriver SÅ underholdende. Tak for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea

    Det der med punkt 4 ku’ jeg godt tænke mig at høre mere om: er man ikke sikret godt nok (mand/kone mellem) med en vielse?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ikke nødvendigvis. Det kommer jo an på, hvad I ejer og hvad jeres udgifter er. Hvis I fx ejer et hus, kræver det jo en ekstra sum penge for at man kan sidde i det alene, hvis man fx har gæld i det. Det kræver fx. en krydslivsforsikring, medmindre din mand har en 2 milloner stående på en pensionsopsparing. Men tjek evt. med din bankrådgiver. Han burde have et overblik over, hvad der ville blive udbetalt, hvis den ene af jer skulle gå bort. Men livsforsikringer er en rigtig god ide, hvis man har gæld i fast ejendom.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det med bananen, glæder jeg mig til at lære – er 28 og har tyvstartet lidt med nogle af punkterne, men det første kommer jeg helt klart til kort på!

    Og psst. Kæmpe tillykke til dig, kloge dame (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • mette

    tillykke!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sommerferie i Jesperhus