Når virkeligheden bliver til virkelighed

En tur i Sverige og en nat fra helvede

 

Sidste lørdag kørte vi til Sverige, hvor vi skulle på ganske primitiv ferie.

“Det kan vi da sagtens klare”, tænkte jeg, da jeg læste om et dansk par, der havde købt en lille gård ud til en sø og havde stillet tippier op, som man kunne leje. Artiklen jeg læste, var godt nok fra 2011 og jeg anede ingenting om det, men det kunne da umuligt gå galt.

Så vi bookede det.

Hjemmesiden fortalte ikke meget og ej heller gjorde ejerne selv, så vi vidste ikke meget, da vi drejede op imod den lille gård, hvor ejerne boede. Ejerne var ikke længere danske, men svenske og tippierne var ikke længere tippier. De var blevet til hytter. Eller hytte. Bare en enkelt. Helt ned til verdens smukkeste sø.

En lille hytte med et bålplads i midten og intet andet. Ingen strøm og intet vand midt ude i en skov.

Vi gav 3500 kr. for en uges leje. Vi var der kun i knap 4 dage, så vi nåede slet ikke at se hele området eller ro i den kano, der hørte med til hytten.

Børnene klarede det dog virkelig fint og hvis vi havde haft lidt mere overskud, havde det virkelig været en dejlig tur. Men en tur med 3 børn ude i en skov kræver overskud. Og på trods af, at vi har vandret 75 kilometer med børn i rygsække, var der intet overskud i år. Så småting som bistik og børn, der ikke ville sove i en hytte midt i en skov, var mere end vi lige rummede. Og så hjalp det ikke ligefrem på situationen, at Kaya tabte en meget tung sten ned over hendes bare tæer ca. en time efter, at vi var ankommet, hvilket betød en hel aften og nat på et svensk hospital med 3 trætte børn og et 2-årigt barn, der ikke kunne gå.

Natten fra helvede

Børnene var netop faldet til ro i den lille hytte.

Natten forinden havde det lille barn med den maste tå, vågnet i smerte og havde grædt så højt, at ingen var i tvivl om, at der var nogen, der boede i den lille skov, selvom der ikke var nogen mennesker i nærheden af den lille skov.

Men lige nu var der ro. Mørket havde sænket sig og vi havde naturligvis medbragt romantikken til Sverige, hvorfor vi lå i hver vores lille enmands-bænk. Min kære mand sovende og mig med min mobiltelefon.

Pludselig lød der et højt brag fra skoven. Som et skud, der var blevet affyret blandt træerne og som nu bragede afsted gennem skoven. Jeg satte mig op, så luftmadrassen gav sig under mig. Lyttede. Så kom det igen. Højt og bragende. Åbenlyst tæt på hvor vi var.

Jeg satte mig rat op. “Jesper”, hvæsede jeg panisk og på trods af søvnen havde han hørt det samme og hviskede tilbage. “Jeg har hørt det. Sæt din telefon på lydløs og sluk for skærmen. Hvis der er nogen med dårlige intentioner, er det bedst at ingen hører, at vi er her”

Og så sad vi der helt stille. Og lyttede. Og jeg granskede min hjerne. Både i forhold til, hvad det kunne være, men også hvordan jeg skulle få mine tre sovende børn væk fra situationen. Midt ude i en skov. Langt fra alting.

Min krop sitrede og gjorde sig i den grad til at flygte. Alt imens jeg lå og granskede min hjerne for at finde ud af, hvad det mon kunne være. Jagt? Ikke klokken 23 om aftenen i en mørk skov. Unge mennesker, der fyrede af for sjov? Ikke så langt væk fra byen.

Minutterne sneglede sig afsted. Indtil Jesper fik kontakt med ejerne af hytten, der kunne fortælle at nogle tyskere, der havde lejet et vandrehjem ca. 800 meter væk, fyrede kanonslag af.

Ingen fare.

Nu skulle min krop bare overbevises om det, så jeg lagde mig ned på ny og forsøgte at sove.

Så kom uvejret.

Regn i absurde mængder. Der faldt mere regn den nat, end der havde gjort hele sommeren til sammen. Og derudover kom der lyn og torden. Hele himlen var oplyst og min hjerne, der var i beredskabsmode kunne ikke slippe tanken om, at den lille træhytte lå helt ned til en sø i en lysning med træer omkring. Hvis et af de lyn ramte et af de træer, kunne det potentielt betyde et træ væltet ned over os.

Så jeg lå og talte kilometer. Sekunder fra lynet ramte til tordenbraget kom. Når jeg talte til under 3, satte jeg mig op og stirrede ud af vinduet og gjorde mig klar til at hoppe op og hive børn ud af sengene, hvis nogen skulle komme tættere på.

En frygt der nok ikke var synderlig rationel, men som nok skyldtes andre omstændigheder.

Så det var nok helt på plads at pakke tingene og køre hjem.

Men videoen derfra viser også, at det var en dejlig tur. Med badning, havregrød lavet over bål og en hel masse kys og glade børn.

2 kommentarer

  • Kathrine

    Hej.. igen.. mig med de tre børn der også sms’er til min mand i teltet om aftenen og som skulle afsted sydpå til ukendt destination.

    Vi var mange steder i år, bl.a. i Tyskland i så forfærdeligt uvejr at vi to gange måtte rive sovende børn og baby ud af teltet og ind i bilen fordi vi var omgivet af alt for store træer og for mange lyn.

    Så! Kæmpe high five til jer for at blive i hytten..:-)

    Apropos jeres lille kanonslag-situation. Vi ankom et år til en lille bitte fransk campingplads i alperne. Vi kom ind 5 minutter i stilletid (som er 22.00) og pladsen var øde. Men det buldrede og bragede og var ikke torden. Jeg lå helt stille og tænkte.. Frankrig.. alle de der angreb.. åh.. indtil vi fandt ud af at det var Bastilledag og en anden by fejrede det med fyrværkeri vi ikke kunne se for noget bjerg/bakke/skov ish. Man når virkelig at gå i panik og når det er mørkt, der ingen andre lyde er så er alle sanser bare skærpet med mange procent. Puh!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, præcis. Og det hele føles lidt mere sårbart, når man har sine børn med. Så er det svært bare at løbe for livet.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når virkeligheden bliver til virkelighed