Når man siger noget, der er så dumt, at man har lyst til at æde sin egen tunge

Når virkeligheden bliver til virkelighed

Der har været ganske stille på domænet her.

Det har været svært at sætte sig ned og skrive om livet og alle dets trivialiteter. Ferie, badeture, søskende der skændes og det danske sommervejr. Fordi det hele ganske enkelt har været fuldstændig ligegyldigt.

Jeg tror ikke, at jeg på den måde er blevet ramt af en så stor ligegyldighed tidligere. Jeg har altid set et halvt fyldt glas og ikke et halvt tomt.  Jeg har aldrig tidligere oplevet at kigge ud af vinduet og ingenting føle. Være uforstående over, hvorfor fuglene synger og hvordan mennesker på gaden har kunne forsætte deres daglige gøremål.

Jeg har følt irritation helt ind i brystet, når nogen har brokket sig over banaliteter som regn, småsygdom og konflikter på deres arbejde. For hvordan kan man egentlig tillade sig at brokke sig over det? Hvordan kan man tillade sig overhovedet at være utilfreds, når man har de mennesker i nærheden, som man elsker allerhøjest?

Sidste mandag blev verden et fattigere sted. En ung mand satte sig ind i en bil, bragede afsted og kørte direkte ind i en bil, hvor der sad et menneske, som vi holdt meget af. Og som et af de mennesker, jeg elsker allerhøjest, var gift med. Faderen til min søns bedste lille legekammerat på 2 år. Og faderen til hans lillebror eller lillesøster, der ligger i maven på sin mor.

Min brystkasse har været fuld af sorg. En sorg man slet ikke kan sammenligne med den andre sidder tilbage med. Men som alligevel fylder min krop helt ud til fingerspidserne og som jeg har kunne mærke som en tyngde i min krop i hvert enkelte skridt, jeg har taget. Som følelsen af bly på begge skuldre.

“Brug 2 sekunder mere” stod der på et stort skilt, jeg cyklede forbi forleden. Skiltet skal minde os om, at det er bedre at bruge de to sekunder ekstra i trafikken og komme sikkert hjem. Det er svært ikke konstant at tænke på, at hvis bare vedkommende, der kørte den bil alt for hurtigt, var gået ud af døren 2 sekunder senere, havde holdt for rødt lys eller ganske enkelt ikke havde kørt så hurtigt, havde vi ikke siddet her i dag.

Fuld af ligegyldighed.

Så havde vi istedet brokket os over regnvejret og have været småirriterede over, at børnene blev ved med at plage om is. Så havde vi lyttet til fuglenes kvidren og livet havde kørt sin helt faste gang.

Istedet blev alting ændret på et enkelt sekund.

De mennesker, der vælger at køre så uendeligt stærkt, tænker måske, at de har styr på det. At de er unge og udødelige. Eller at det ingen konsekvenser har. Eller også er de ligeglade.

Faktum er bare, at det har konsekvenser. At de kan ødelægge hele liv. Og ødelægge hele familier. Som bliver smidt på gulvet, som en tallerken, der smadrer i tusinde stykker. Som nu skal limes sammen og som kommer til at mangle de allerstørste og vigtigste skår.

I alt forfærdelige og i alt sorgen har der dog også været et lyspunkt. Et lyspunkt der alligevel gør, at ligegyldigheden formindskes en smule. Hele verden har trådt sammen og har dannet en solid ring om den lille familie.

Organisationen Thin Blue Line har oprettet en indsamling til den lille familie, der står tilbage. Den kan støttes på MobilePay 56364

 

 

 

 

 

2 kommentarer

  • Emilie

    Du sætter så fint ord på hvordan chokket og sorgen føles. Jeg kunne selv have skrevet de følelser da jeg for små to år siden mistede min bedste veninde da en lastbil chauffør overså min veninde og hun døde på tragiskvis. Det gør ondt helt ind i hjertet. Jeg tænker på jer alle der var omkring ham ❤️
    Sorgen sætter sig fast som et ar man må bære med sig 💔

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Årh, hvor forfærdeligt. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må føles at miste ens tætteste veninde.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når man siger noget, der er så dumt, at man har lyst til at æde sin egen tunge