Syvårskrise burde hedde børnekrise

Når man siger noget, der er så dumt, at man har lyst til at æde sin egen tunge

 

Det er et stort ansvar at blive nogens forælder.

Man får en lille klump dej stukket i hånden, når de bliver født og så har man det fulde ansvar for, at den klump dej bliver formet til et ordentligt menneske gennem hele barndommen. Et menneske, der som voksen træffer ordentlige valg og som ikke er alt for ødelagt af barndomstraumer og dårlige mønstre, der har sat sig fast i barndommen.

Man kan ødelægge sine børn noget så grusomt de første år af barnets liv. Man kan give dem personlighedsforstyrrelser og man kan ende med at blive ansvarlig for, at det lille menneske man har leveret til verden, får et kaotisk forhold til andre mennesker som voksen.

Det er noget af et ansvar. Og et ansvar jeg er meget bevidst om. Derfor skærer det i hjertet, når man kommer til at sige eller gøre noget, der ikke er særlig hensigtsmæssigt. Men det sker. Det sker nok for langt de fleste af os. I større eller mindre grad.

For nylig skrev jeg dette indlæg, der handler om, at det er en anelse stressende, at i hvert fald det ældste barn nu kommer til at huske som voksen, hvad der sker i disse år.

Jeg er glad for at jeg har små børn, når nu samfundet og forventninger ser ud, som det gør.. At jeg ikke har teenagepiger, der skal tage stilling til falske øjenvipper, fillers i læberne, kropdsidealer og kampen om likes på sociale medier. Vi aner jo ikke, hvordan verden ser ud om 15 år, men jeg håber, at den kropspositivisme vi oplever nu, har bundfældet sig så meget, at der ikke er en rigtig eller en forkert måde at se ud på i år 2030.

For netop det der med kroppe og forbilleder er noget, jeg virkelig overvejer, når det kommer til mine børn. At give dem et naturligt forhold til både mad og bevægelse. At der ikke findes forkerte fødevarer, men at vi heller ikke kan leve af chokofanter, som de ellers foreslog forleden, da de fik lov at vælge frokost. Der er dælme mange, der lider af spiseforstyrrelser og der er vi som forældre nok med til at plante de første frø.

Det er svært at navigere i, men jeg har lovet mig selv, at jeg i hvert fald ikke skal pådutte dem kropsidealer. Jeg håber, at de arver den glæde for idræt, som jeg har haft hele mit liv. Men det har aldrig handlet om kropsidealer eller vægttab. Det har alene handlet om glæden ved at klatre, hoppe, løbe og få store oplevelser sammen med andre.

Men i aften sagde jeg noget alvorligt dumt. Noget så dumt, at jeg skal finde en måde at rydde op i det i morgen.

Selvom vi ikke har meget tid i hverdagen, forsøger jeg at få trænet 4-5 gange om ugen. Det gør mig både gladere og giver mig mere energi. Nogen uger lykkes det slet ikke, andre måske en enkelt gang, men jeg lever efter devisen at lidt er bedre end ingenting, da det rydder op i min hjerne og giver overskud. Jeg forsøger at få det lagt ind på tidspunkter, hvor det ikke går alt for meget ud over familielivet. Enten tidlig morgen i weekenden inden resten af huset er vågnet eller sent om aftenen, når børnene sover. Derudover får jeg det lagt ind som transport. Jeg løber og cykler på arbejde, når det passer med morgenmøder og aflevering.

I går aftes havde jeg lavet en træningsaftale med en veninde klokken 20. Der sover alle børnene som regel, men i aften var putningen blevet skudt lidt, hvorfor jeg havde min 5-årige datter stående i nattøj i døren, da jeg skulle afsted. Hun var ikke meget for, at jeg skulle gå og hun ville gerne med. Jeg forklarede hende, at hun skulle i seng, men at jeg snart ville være hjemme igen. Så bad hun mig om at blive hjemme. Min hjerne producerede så verdens dummeste vittighed for at give mit afkom et validt argument, der skulle få hende til at se, hvorfor det var vigtigt, at jeg fik lov at gå.

Jeg hev op i blusen, pustede maven op og sagde “Skat, mor bliver nødt til at komme ud og bevæge mig. Ellers bliver jeg jo bare tyk af alt den mad, vi har spist til aftensmad. ”

Med det samme følte jeg mig som en kæmpe idiot. Jeg kunne se på hendes skeptiske lille blik, at hun med det samme tog ordene til sig og hun sagde “Nå, nå..” og vente sig om og gik.

Jeg gik ud af døren og følelsen af skam skyllede ind over mig. Jeg havde brudt min allervigtigste regel omkring min egen opdragelse. Og det skulle endda bare forstås som en dum vittighed. Jeg forbander min hjerne væk lige pt.

I dag skal der ryddes op. Jeg skal bare lige finde ud af hvordan.

Det her morskab kan i den grad være kompliceret.

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Syvårskrise burde hedde børnekrise