Med følgere følger der et ansvar

Børn, opdragelse og langtidshukommelse

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg de første år af min datters liv lænede mig lidt op af, at det var okay, at jeg ikke var sådan en præmie-mor i alle henseender. Ungen kunne jo ikke huske fra uge til uge eller time til time for den sags skyld, så det gjorde jo i virkeligheden ikke noget, at jeg lovede en tur i Tivoli, hvis hun frivilligt hoppede i flyverdragten. Så snart vi havde trådt uden for døren, havde barnets lille guldfiskehjerne produceret så mange så tanker, at Tivoli var ude af barnets erindring for evigt.

Jeg skrev på et tidspunkt indlægget “Heads-up til kommende forældre“, der rummer nogle af situationer, hvor man ikke føler sig sønderlig stolt i øjeblikket. Der er blandt andet tale om den katastrofale “Jeg klemmer mit barns lilletå i sandalen” og den der er endnu værre “Jeg klikker cykelhjelmen ind i hagen på barnet”, der nok er det nøjagtige tidspunkt, at jeg har følt mig som den allerdårligste mor.

Indtil videre har jeg lænet mig lidt op ad hendes alder og det faktum, at hun ikke ville kunne huske netop den episode, når hun en dag er voksen og skal se tilbage på sin barndom. Der er ligesom et vindue på et par år, hvor man godt kan fucke en smule op uden, at man bliver stillet til ansvar for det senere i barnets liv.

Men det er slut nu. Nu er hun 5 år.

De fleste har typisk minder fra de er 4 år. Nogen før. Nogen efter. Men som udgangspunkt vil de fleste have minder fra 5 års-alderen. Så det er nu. Det er nu alt, hvad jeg gør, kan blive tværet ud i mit fjæs om 20 år, når mit afkom har slået hånden af mig, fordi jeg har gloet for meget mobiltelefon eller har klikket cykelhjelmen ind i hendes hage for mange gange.

Det stresser.

Nu bliver jeg jo i sandhed nødt til at medbringe the parenting A-game. Nu er det slut med at springe over, hvor gærdet er lavest. Nu skal alting bestå af hjemmelavede speltboller søndag morgen og frugtfigurer til hendes fødselsdag.

Shit mand. Det kommer jo ikke til at ske. Det kan jeg allerede konstatere nu, da jeg knap nok orker, at lave havregrød, så speltbollerne kommer jo ikke til at ske. Og jeg har simpelthen ikke evner til de frugtdyr.

Jeg håber ikke, at hun slår hånden af mig, når hun bliver voksen.

Men indtil da vil jeg gøre mit aller ypperste for at holde hendes lille hånd så meget som muligt. Hvis jeg bare holder fast de næste 13 år, kan hun umuligt blive alt for vred. Man kan jo håbe på, at det gør alt det andet uvæsentligt. Lige udover det der med cykelhjelmen. Det tilgiver hun mig jo aldrig for.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Med følgere følger der et ansvar