1996 har ringet. De vil gerne have deres tøj tilbage.

Fødselsdag for dovne forældre

Det der med børnefødselsdage er altid angstprovokerende.

I samme uge sidste år skrev jeg indlægget “Børnefødselsdag – den direkte vej til præstationsangst” , som jeg egentlig selv mener, er ganske morsomt. Og tingene har ikke ændret sig siden. Nu er ungen bare blevet større. Og er selv begyndt at stille krav. Desuden er et børnehavebarn aldrig rigtig bleg for at berette om alle de ting, man gør forkert som forældre.

“Anna har altid ostehaps med i madpakken. Jeg har aldrig ostehaps. Jeg har endda sagt til dig, at jeg godt kan lide ostehaps.. “

Og nu kom ugen endnu engang og der bliver ikke stillet færre krav fra det nu 5-årige afkom.

Som mange andre forældre går jeg ofte rundt med dårlig samvittighed. Ikke kun på grund af manglen på ostehaps i madkassen, men også fordi, at vi lever et klassisk hamsterhjul-liv, hvor kvalitetstid er noget vi har i ulvetimen imellem indkøb, madlavning og putning. Så når ungen har fødselsdag, så skal den dælme have en på lampen. Så bliver alt den dårlige samvittighed blended sammen og udmøntet i et brag af en fest.

Jeg har altid haft svært ved at begrænse mig, når det kommer til sociale arrangementer. Jeg elsker mennesker og jeg elsker mennesker omkring mig og meget hurtigt har jeg inviteret 50 mennesker til en børnefødselsdag. Det kan jeg sagtens overskue. I hvert fald indtil 3 dage før. Så kan jeg ikke helt overskue det alligevel.

Men i år sprang jeg i den grad over, hvor gærden er lavest.

Grønlandsk kaffemik

Den bedste tradition vi tog med hjem fra Grønland, er deres kaffemik. Konceptet er rigtig meget kage og så kan gæsterne komme præcis, som det passer dem. Man kan vælge at komme i 10 minutter og drikke en kop kaffe. Eller man kan komme og være med hele dagen. Der er ingen forventninger.

Det er meget i modstrid med danskernes normale kontrol- og planlægningsgen. Man aner reelt ikke, hvor mange der kommer eller hvornår. Man kan have en fornemmelse af mængden af mad, der skal leveres, men det er også det.

Men jeg kan godt lide, at det er ukompliceret og der ikke stilles forventninger til gæsterne. Især i disse år, hvor alt afhænger af ens børns dagsform og man ved, at man bare kan skride, hvis de får en nedsmeltning midt i det hele.

Undgå madspild (og spar mange penge)   

Når man laver den konstellation og inviterer mange mennesker, kræver det også ret store mængder af mad. I mit hoved tænker jeg klart, at jeg har kvaliteter i et køkken, der kan matche deltagerne i den store bagedyst, men sandheden er, at jeg knap nok kan lave en shake and bake-kage uden at brænde den på.

Derfor anvendte jeg for anden fødselsdag i træk konceptet “Too good to go”, hvor man for meget billige penge kan købe lokale forretningers overskudsmad tæt på lukketid. Fredag morgen gik jeg ind på deres app og købte 3 poser fra den bedste bager i nærheden og 2 poser fra kaffekæden Ekspresso-house. Det er egentlig lidt et sats, for man ved reelt ikke, hvad man får med, da det jo afhænger af, hvad der er tilbage. Men jeg fik alt, hvad hjertet kunne begære til en fødselsdag: Muffins, kanelsnurrer, wienerbrød, grove boller, lækre brød og scones og kvaliteten var absolut i top, da det blev serveret lørdag formiddag.

Derudover havde jeg fået min nærmeste familie til at bage et par ekstra kager og en sej veninde til at levere et pragteksemplar af en kage, der fik mit kagebord til at ligne noget fra et ny-poleret Insta-billede.

Konceptet med kaffemik er også at alle kan hænge ud, så længe de vil og derfor er det god stil, at man serverer noget andet end kage, når de sene aftentimer begynder at nærme sig. Vi havde, trods massiv regnvejr, hevet grillen frem og smidt pølser og brød på til børnene, der selv kunne lave hotdogs og til forældrene lavede vi tacos med coleslaw, der var købt i forvejen og majs på grillen.

En ret, der kræver minimal forberedelse, ikke koster en millard, men smager virkelig godt.

Vandhoppeborgen 

Planen var naturligvis, at det skulle være 30 grader og høj sol. Det blev det ikke. Det blev regnvejr hele dagen. Og noget der mindede om 13 grader. Vi havde ellers lavet et massivt indkøb i form af et vandland, der skulle underholde børnene hele dagen. Det kostede 3000 bobs, men vi har sparet udlandsrejsen væk i år og havde lidt ekstra feriepenge på kontoen, der altså blev brugt på børnene. Happy kids, happy parents, som man siger. Vi satser på, at der er mange aktive timer i det fremover og på trods af massiv kulde blev det alligevel taget i brug af de små vikinger.

Nu var min plan så, at jeg ville lave en tilsvarende voksen-fødselsdag, når jeg selv bliver 35 år om en måned. Men nu tror jeg ikke, at jeg orker alligevel.

Jeg har apropos emnet også skrevet følgenede indlæg:

“Hvordan man overlever en børnefødselsdag”

“Ideer til nem uddeling i institutionen” 

“Voksen-fødselsdag. Før og efter børn”

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

1996 har ringet. De vil gerne have deres tøj tilbage.