Gæsteindlæg: Gaven til far, der har alt

1996 har ringet. De vil gerne have deres tøj tilbage.

Kære Bilka i Fields. Måske er det en god ide at få pudset jeres spejle. 

 

Venner.

Der er noget vi skal tale om.

Det er ganske alvorligt.

Jeg tror, at vi er røget et smut tilbage til 1996.

Det er ikke så ofte, at jeg bliver lukket ud i den store virkelighed. Jo, bevares. Jeg har da et ganske vigtigt arbejde, som jeg ynder at besøge hver dag. Men udover det er jeg lidt som en anden fodlænke-afsoner tvunget til at transportere mig selv direkte til mit hjem hver dag. Det er noget med kommunens åbningstider i daginstitutionerne, der skal passes. Ellers kommer kommunen og henter mine børn. Og det er ikke sådan at anbefale. Så shopping og andre fornøjeligheder er et sjældent set fænomen i mit liv.

Men i dag blev jeg altså lukket ud i virkeligheden. Eller hvad vi kan kalde Fields shoppingcenter. Om 2 dage fylder mit ældste barn nemlig 5 år og naturligvis har jeg inviteret 40 mennesker til hotdogs og kage på lørdag, fordi jeg aldrig rigtig har indsigt i mit eget overskud. Men det kræver altså nogle indkøb, som jeg fordeler lidt ud over ugen. Sådan for at undgå at dø af stress og en brækket nakke af at bære 7 bæreposer.

Og mens jeg gik rundt i butikkerne og overvejede, hvad jeg skulle vælge af fødselsdagsgaver og betale mig fra den massive dårlige samvittighed, som man automatisk får som mor, bemærkede jeg noget: Det tøj, der hænger på bøjlerne, gik jeg rundt i i 1900érne.

Eller jeg gjorde nok ikke. Jeg var mere sådan en Harley Davidsen-gamache-type pige, men de andre seje piger gjorde. Bluserne går kun til navlen (Og i forlængelse af det: Kære tøj-producenter. Vi er nogen, der stadig gerne vil betale for det nederste af trøjen også. Hilsen os, der er har født børn), alt er i denim og der sælges Buffalos (Altså uden at det er en joke).

Men så kiggede jeg ned af mig selv. Og det VISER sig fandme, at jeg selv er røget tilbage i 90érne. Jeg havde nemlig selv samme sko på, som jeg havde på, da jeg gik i 6. klasse. Jeg tiggede og bad om dem og havde dem i flere farver: Sand, gule og sorte. De tidsløse Kawasaki-sko.

Og vi slutter slet ikke der. Jeg læste engang, at kun 2 % af alle flytter mere end 10 kilometer væk fra, hvor de voksede op som børn. Det er sikkert slet ikke rigtigt. Jeg husker helt forkert. Men jeg har heller ikke sovet ordentligt i knap 5 år, så min hukommelse er omkring ligeså troværdig som en æggesnaps. Æggesnaps er rå æggeblomme pisket op med sukker – det er fra dengang vi levede på kanten og ikke var bange for at dø (Hvis nu jeg skulle have nogle yngre læsere her på domænet).

Men sådan husker jeg det. At det er altså er de færreste af os, der flytter længere væk end 10 km. Og selvom vi både har boet i Esbjerg og i Nuuk, er jeg endt et sted, som jeg kender ganske godt. Få hundrede meter fra, hvor jeg bor nu, boede min første kæreste. Ham jeg fik, da jeg var 14 år, gik i 8. klasse og som jeg cyklede hjem til efter mine første brænderter, hvor kastede sten op på hans soveværelses-rude (Dengang fandtes der nemlig ikke mobiltelefoner, som vi kender dem i dag)

Så altså. Vores liv kører i ring. Og jeg elsker det. Buffalo-skoene kunne vi dog godt være foruden.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gæsteindlæg: Gaven til far, der har alt