Fra hephopper til Kaj og Andrea

Så meld dig da syg, for fa’en

Kan I godt holde til en lidt småklam historie? Noget med sygdom, betændelse og den slags? Hvis ikke skal I nok hoppe videre til en anden blog, for nu kommer der altså en historie, der indeholder den slags.

Jeg har en sær fobi. Jeg ved egentlig ikke, hvordan og hvornår den blev skabt. Men den lever. Den lever i bedste velgående og kommer til udtryk et par gange om året. Jeg lider af en fobi, der gør, at jeg er bange for at melde mig syg på mit arbejde.

Og det handler ikke om mit arbejde. Jeg har en god arbejdsplads, der passer på mig og aldrig ville stille krav om, at jeg stillede med mine to små fødder på kontoret, når kroppen, de hørte til, burde ligge i sin seng. Jeg ved ikke, hvordan den fobi er blevet skabt.

Den er kommet til udtryk mange gange. Blandt andet i denne uge hvor min gane har forvandlet sig til et univers af nederenhed, hvor små bakterier er kravlet op bag en mandel (altså dem i munden, ikke dem man lever af, når man er på palæo-diæt) og har skabt det, de kalder en halsbyld. Det er egentlig bare en samling af betændelse, der ligger bag ganen og vokser sig stort. Faktisk så stort, at jeg højst sandsynlig var død af det, hvis jeg levede i stenalderen, da den slags har det med at blokere for luftvejene. Og luftvejene er en relativ vigtig kilde, hvis man har et behov for at trække vejret. Det har vi jo for det meste. Det er kun, når børnene er puttet, faldet i søvn og jeg lydløst prøver at forlade deres værelse, at jeg ynder at holde vejret.

Men det kæmper jeg altså lidt med i denne uge. I går var jeg til lægen for at få fikset det der med luftvejene, hvor lægen skar bylde-bassen for at få den gjort lidt mindre. Det var lidt mere end hvad byldemor her lige kunne klare. På vej ud i elevatoren fra lægen fik jeg det, der hedder et vasovagalt anfald. Det kommer når det hele er lidt for meget og man fx har set en mængde blod, der var lige voldsom nok.  Jeg har aldrig prøvet det før og har aldrig været ved at besvime af noget som helst. Men det var jeg altså her. Alt blod forsvandt fra mit hoved og en kvalme slog direkte ind i ansigtet på mig. Jeg så stjerner for øjnene og væltede ud af elevatoren og måtte ligge mig midt på trappen. En sød kvinde kom forbi og spurgte om jeg var okay, men jeg kunne intet sige. Andet end at jeg ikke havde det så godt. Jeg lagde mig i fosterstilling på trappen og hele rummet kørte rundt. Jeg ringede min mand op, der er førstehjælps-instruktør og spurgte ham, hvad der mon var galt med mig. Hans fornuftige forslag gik på, at jeg opsøgte den læge jeg netop kom fra. Meget hurtigt.

Det gjorde jeg ikke. Jeg satte mig op og fik det langsomt bedre. Mærkede at blodet fandt vejen tilbage til hovedet og rejste mig op og cyklede på arbejde. Jeg var dog fornuftig nok til at ringe efter min mor, der hentede mig, hvorefter jeg sov i 16 timer. Indtil jeg tog på arbejde igen.

Og det er egentlig lidt spøjst. Man må sige, at en infektion, der før i tiden slog folk ihjel og som medfører 2 slags penicillin og en daglig tur til en læge, hvor man skal skæres i, fint berettiger en sygemelding, men det er fuldstændig umuligt for mig at lægge mig ned i min seng. Jeg skal fysisk ikke være i stand til at stå på mine ben, før jeg bliver hjemme. Og hvis jeg kan stå på mine ben og jeg ved, at det smitter, arbejder jeg hjemme. Det har jeg dog pli nok til.  Men ikke noget med at restituere. Det er alene min egen skyld.

Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Jeg ved, at der er mange, der slæber sig selv på arbejde, selvom man risikerer, at både ens kolleger bliver smittet og ens sygdomsperiode bliver trukket i langdrag.

Men hvorfor fa’en er det sådan? Hvorfor kan vi ikke finde ud af bare at lægge os ned? Er det fordi, at børnene alligevel skal ud af døren, madpakker skal smøres og tænder skal børstes? Og så kan man ligeså godt smide sig selv afsted, når man alligevel er igang. Er det fordi, at man virkelig er glad for sit arbejde? Jeg elsker mit arbejde og de mennesker, jeg arbejder sammen med, men en dag på sofaen er heller ikke at kimse af. Er man uundværlig? Det er vel få menneskers job, der ikke kan rykkes en dag eller to, uden nogen dør af det. Medmindre man er hjertelæge, men så har patienten måske ikke så godt af, at man står og hoster ned i operationssåret alligevel.

Måske er vi bare nogle små hamstere, der ikke kan finde ud af at afvige og hoppe ud af det sædvanlige hamsterhjul? Måske er det noget, vi er opdraget med?

Uanset hvad er det dumt. Især når man skal være en rollemodel overfor ens børn. For hold da kæft, hvor var jeg blevet træt af min datter, hvis hun havde ligget og rallet på en trappe, ikke havde opsøgt en læge og var taget på arbejde.

Så det gør vi lige bedre. Fra i morgen.

 

 

 

 

4 kommentarer

  • Lisbeth

    Hold fast hvor godt skrevet – det er som at beskrive mig – jeg har det præcis sådan. Og det er så dumt – men man gør det jo alligevel 🙈 Sig til hvis du finder kuren mod fobien 😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Lige den der med ting man selv gør og som man ville flå hovedet af sin datter for hvis hun formastede sig til at gøre det samme….. det burde nok være noget man spurgte sig selv lidt oftere!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Præcis. Det er noget med at være rollemodeller for os selv også, tænker jeg. Vi er vist i den sidst ende den eneste, der passer på os selv

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fra hephopper til Kaj og Andrea