Aftenens største konflikter med mine tumlinge

Noget om klimaet, om hjemmepasning og om generel retorik

Jeg har indset en tendens.

Og jeg mærker selv, at den er sneget ind under huden på mig.

Da jeg for et par måneder siden skulle flyve til Grønland, ville jeg lægge en story op fra lufthavnen. Men jeg lod være. Jeg pakkede telefonen ned i lommen igen ved tanken om, at nogen skulle have en holdning til, at jeg skulle til at sætte mig ind i flyet og flyve 4000 kilometer.

Jeg er ikke den eneste, der har det sådan, kan jeg se.

Da jeg i for nylig kiggede mit Instagram-feed igennem, havde en person lagt et billede op med en tekst om en kommende ferie. Denne tekst sluttede af med, at hun godt var bekendt med, at hun for nylig var ude og flyve og det altså ikke var ensbetydende med, at hun fløj hele tiden. Hun forsøgte at undskylde, som hvis hun stod og hældte 2000 liter afløbsrens ud i en sø.

Vi er nået til et punkt, hvor vi føler, at vi skal retfærdigøre vores valg hele tiden.

Jeg kan sagtens se dilemaet. Når man vælger at skrive om sit liv på det store internet, bliver man også automatisk en rollemodel, fordi man implicit spreder et budskab. Man udtrykker valg og holdninger ved at dokumentere sin adfærd. Og det kan selvfølgelig smitte af på de personer, der læser med.

Det er meget klassisk. Pludselig bliver en given adfærd social uacceptabel og man kan med ét føle sig helt forkert, fordi man handler eller lever på en specifik måde.  Eksempelvis er der meget fokus på hjemmepasning i øjeblikket. Her kan retorikken hurtig blive hård og vi begynder at angribe de, der lever anderledes end os selv, for at beskytte vores egne pointer. I stedet for bare at vippe med hatten og give high five over, at nogen vælger at leve anderledes end 0s selv. Jeg gør det selv. Jeg kan føle et stort behov for at finde argumenter for, hvorfor vi i vores familie skal have en hverdag med arbejde og pasning, i stedet for at passe mine egen tallerken, sætte pris på mit valg og være nysgerrig ved, at andre prioriterer den store glæde det må være sammen med sine børn hele tiden.

Min pointe med dette indlæg er, at vi måske skal holde på med at skælde hinanden ud og i stedet forsøge at forstå og oplyse. Jeg bruger utrolig meget tid på at læse om hjernen og om adfærdspsykologi i øjeblikket og udskamning og udskældning hjælper ikke, når man forsøger at få folk til at ændre adfærd. Tværtimod. Så giver man folk lyst til at råbe skældsord til alle omkring én og smide endnu mere affald i havene.

I forhold til klima handler det om, at vi alle sammen gør det bedste, vi kan. Vi forsøger selv at tage skridt i den rigtige retning. Jeg har de sidste 3 måneder ladet bilen stå og har for det meste cyklet de 24 kilomenter tur/retur på arbejde. Vi har booket ferie i Danmark, vi samler skrald, køber lokalt og jeg forsøger at affaldssortere som aldrig før. Jeg har stadig områder, jeg kan arbejde med. Jeg køber stadig ind imellem nyt tøj til mig selv og så har jeg et par flyveture årligt i forbindelse med arbejdet. Men jeg synes, at vi allerede er nået langt.

Vi prøver. Vi forsøger. Og så dur det ikke at blive skældt ud.

Det er sjældent, at jeg herinde bliver banket oveni hovedet. Det sker ind imellem på andre medier. Men herinde er I dælme seje. Så tak fordi. Tak fordi, at I altid holder en dejlig tone.

 

2 kommentarer

  • Tine

    Kan du anbefale en god bog om adfærdspsykologi?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det kan du tro. Af letlæselige er der jo den meget populære “Jytte fra marketing er desværre gået hjem for i dag”, der er skrevet af Morten Münster. Morten har derudover skrevet en bog, der hedder “Personlig indflydelse” jeg egentlig synes er ret god – bedre end den anden. Den er letlæselig og koster måske 80 kr.
      Hvis det skal være lidt tungere teoretisk, læser jeg pt. bogen “At tænke – hurtigt og langsomt” af nobelpristager Daniel Kahneman. Den er noget tungere end de andre, men han er en af de primære forskere på området. Af podcasts hører jeg fx “Hjernen på overarbejde” og “Braninstorm”

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Aftenens største konflikter med mine tumlinge