Om at forberede et farvel

Aldrig godt nok

 

Jeg har tyvstjålet den overskrift.

I går var jeg inde og se Katrine Gisiger og Anders Nedergaards foredrag med samme titel. Deres foredrag omhandler myter og anbefalinger indenfor kost og sundhed og var rigtig godt. Især hvis man går rundt med dårlig samvittighed, fordi man ikke følger alle de gældende kostråd og får slæbt sig selv i fitnesscentret i tide og utide.

Men overskriften er ganske sigende. For jeg har i den grad følelsen af, at jeg aldrig gør det godt nok. På nogen fronter. Overhovedet. Hvilket ganske enkelt er deprimerende.

Og jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Mit hjem har en tendens til at eksplodere. Legetøj man på en eller anden måde troede, at man havde givet til Mødrehjælpen eller havde gemt langt væk i en kasse, bliver på magisk vis tryllet frem og spredt ud over gulvet. HER. ER. ALDRIG. PÆNT. Okay, det passer ikke. Ind imellem indtræder et magisk øjeblik efter en 3-4 timers oprydning, hvor der intet vasketøj ligger, ikke er faldet en bombe i form af legetøj og  gulvet ikke er gennemklistret, fordi saftevand ikke er hældt ud over bordet og nu drypper ned på gulvet. De øjeblikke varer som regel mellem 1 og 3 minutter…

Og så begynder man at rydde op, indtil man indser, at det netop er nu – denne eftermiddag – man bør se sine børn dybt i øjnene, lave perleplader og lave meditative sanglege, der udvikler og stimulerer børnene. Så det prøver man. Lidt tid. Indtil man alligevel bliver bekymret for, at kommunen får nys om tilstanden i ens køkken, hvorefter man begiver sig til at prøve at skure den gryde ren, der står og stirrer bebrejdende på én, fordi man brændte havregrød på denne morgen.

På arbejdet er det heller ikke helt, som tingene var engang. Engang var arbejde det vigtigste. Så skulle jeg dælmedulme vise, at jeg var den dygtigste og mest hårdtarbejdende.

Da barn nummer 2 og 3 ramte matriklen måtte jeg gå hen og hive min arbejdsgiver i benet og sige noget med, at jeg altså ikke helt kunne arbejde særlig meget. I hver hvert fald ikke så meget, som jeg havde gjort engang. Inden der var 3 børn, der var syge hele tiden og inden jeg indmellem var nødsaget til at gå klokken 13.00, fordi man altså skal til klippeklistre i ens afkoms vuggestue eller fordi én har fået myldrebæ for 3. gang denne måned.

Og parforholdet kører heller ikke ligefrem på den store klinge. Det er ikke meget, man får talt sammen i løbet af sådan en dag. Der er nemlig hele tiden en gryde, der skal vaskes af eller et knæ, der skal have plaster på knæet eller en konflikt, der skal tages over et forkert valg af tallerken. Og når ens fælles produkt man har leveret på ren kærlighed, er blevet lagt i seng, har man kun energi til at falde om i en form for koma på sofaen, hvor man kun lige kan overskue, at fjernsynet stiller krav til, at man kigger på det. INGEN. ANDRE. SKAL. STILLE. KRAV. Ingen, siger jeg dig.

Men indimellem rammer en dag, hvor ingen skændes over morgenbordet. Hvor man cykler på arbejde med solskin i ansigtet og vind i håret. Hvor man har sovet og kører fuld gas på over-etagen og får hamret så hårdt og hurtigt i tastaturet,at man kan gå til tiden med god samvittighed. Hvor man henter børn, der har jord i ansigtet og smil i øjnene. Hvor man kører hjem og når at få lavet aftensmad, inden humøret eksploderer ud i gråd og kasten med kartoflerne. Hvor man lægger børn i seng med sang og godnatkys uden at man får smækket en sovebamse lige i nakken på vej ud, fordi ungen er utilfreds valget af sang. Hvor man endda har overskud til at kysse sin mand efter man har sat sig i sofaen.

Ja, så er man lykkelig. Mere lykkelig end man har følt før. Jeg læste engang, at man ikke bliver mere lykkelig af at få børn. Men når man ind imellem føler lykke, føles det mere intenst. Og det tror jeg, at der er en pointe i.

Og de mange dage (lad os sige 363 dage om året), hvor det hele ikke spiller helt så crazy. De resterende dage, hvor nogen bliver sure undervejs. Hvor overskuddet svigter og hvor ens køkkengulv klistrer. Så skal man lige huske på, at det netop er disse øjeblikke, man kommer til at se tilbage på, når man er 80 år og ens børn er flyttet til Costa Del Sole som udlandsdanskere.

 

 

 

 

9 kommentarer

  • Astrid

    Det er jo også et umuligt regnestykke, hvis man skal nå det hele på 24 timer i hverdagene: 8 timers søvn+ 8timer arbejde + 1 times putning af umulige børn + 1,5 timers transport til og fra arbejde (inklusiv henten i børnehave/vuggestue) + 30 minutter mad lavet fra bunden + 30 min træning i gennesnit + 15 minutter socialiseren med venner i gennemsnit, 30 min husligt arbejde som rengøring, oprydning og vasketøj, 30 min personlig hygiejne inklusiv toiletbesøg, brusebad og make up, 1 time til måltider (morgenmad + aftensmad inklusiv oprydning efter små børn) leg med børnene: 30 min. indkøb/madplan/nemlig: 10 min i gennesnit dagligt.

    Der er lige 35 min tilbage til alle de ting man ikke lige kan planlægge: hysteriske anfald, børn der tisser i bukserne, tandlægebesøg, lægetid, køb af nyt tøj, legeaftale, legeplads, undersøge markedet for bedste flyverdragt, solcreme, cykel osv, ekstra transporttid pga af punkteret cykel, havearbejde, overarbejde, vinduespudsning pga klistrede børnehænder, sex, voksensamtaler med kæresten, familiebesøg, forældremøder, arbejdsdage diverse steder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Haha, det er dælme vildt, når man stiller det sådan op. Ikke noget at sige til at vi alle er trætte 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Hold op hvor det indlæg lige redder den smule der er at redde idag!!! Jeg lider af kronisk hovedpine og mange andre besynderlige ting efter en kinesisk taxachauffør smadrede ind i et autoværn og jeg tordnede ud af ruden. Jeg rammer ind i mellem et hul så dybt som Marianergraven fordi jeg føler mig utilstrækkelig, mentalt fraværende, energi forladt. Jeg arbejder ikke ret meget hvilket også giver en kronisk dårlig samvittighed. Jeg er taknemlig for, at jeg trods alt ikke er den eneste der ikke går rundt med en følelse af ikke at slå til. Af hjertet tak for en opløftende indlæg ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det lyder som en forfærdelig ulykke. Der er vist ikke noget at sige til, at det hele er lidt svært. Jeg tænker du – af alle – skal klappe dig selv på skulderen hver dag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bitten

    Ph shit, den ramte lige plet. Jeg græd i sidste uge fordi en veninde følte sig valgt fra, og det hele bare væltede, fordi jeg ikke synes jeg er helt tilstrækkelig på nogen som helst punkter. Jeg er ikke social nok, mit hus er ikke rent nok, jeg arbejder ikke nok, jeg ser ikke familien nok, jeg er ikke sammen med børnene nok, jeg er ikke aktiv nok. Jeg holder den bare nogenlunde lige kørende på alle fronter. Jeg har børn som det tager over en time at putte, og jeg falder tit i søvn selv når jeg putter dem, nok fordi jeg generelt er træt af at prøve at følge med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det er så svært. Jeg har det på samme måde. Det er svært at være noget for alle, når hundrede ting skal passes. Man føler man kun slår til 60 % alle steder.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helle

      Det der kunne jeg have skrevet. Bortset fra det kun er min mor, der synes vi ses for lidt. Ingen veninder savner mig tydeligvis. Prøver at holde kontakten via msn.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    DET var et skønt indlæg! Og tror du har helt ret.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at forberede et farvel