Sommerens børneløb i København (og en lille konkurrence)

Om at forberede et farvel

Okay, det her bliver et lidt mere dystert indlæg.

Det er så moderne for bloggere at skulle bryde tabuer. Det er ikke mange tabuer, jeg sådan går rundt og bryder. Altså ikke fordi, at det ikke er vigtigt, det mine blogger-kolleger gør. Mit liv er bare ikke som sådan særlig tabubelagt. Det er mest bare leverpostej, arbejde og børn. Så der er jeg jo egentlig heldig, at jeg ikke kæmper med psykiske sygdomme eller andre ting, der er vigtige at råbe op om.

Det er dog et emne, vi sagtens kunne tale lidt mere om: Døden. Ja, det ser dystert ud på skrift. Man har næsten lyst til at sige det med en dyb og uhyggelig stemme. Og det er jo egentlig noget pjat.

Min mors historie

Min mor er begyndt at skrive en bog. Det er en anden ting, der er moderne – at skrive bøger. Hun skriver ikke, fordi hun har en aftale med et trendy forlag. Heller ikke fordi nogen (endnu) har set lyset i hendes forfatter-evner. Hun skriver, fordi hun er startet på forfatterskole. Det er hun startet på for at fortælle sin historie. Til mig.

Hun mistede sine forældre, da hun var ganske ung. På et tidspunkt hvor man slet ikke skal miste sine forældre. Hun kendte ikke hele deres historie. Der var mange ting, de ikke havde talt om. Ikke fordi de ikke ville, men fordi livet bare gik. Ugerne tog hinanden. Og en dag var de der ikke mere til at fortælle den.

Så nu skriver hun altså en bog til mig. Den starter med hendes barndom. Hendes unge dage. Mine brødres opvækst. Min opvækst.

Så er vi sikre på, at jeg  har hendes historie, hvis hun pludselig ikke er her mere. Og det er måske fornuftigt nok. For pt. får vi ikke foretaget mange fornuftige samtaler, fordi der hele tiden er børn, der råber højt. På trods af at vi bor i samme hus. 

Min mor er 72 år. Hun er frisk som ingen anden. Der er intet, der indikerer at hun skal herfra lige foreløbig. Heldigvis for det. Og alligevel blev jeg bange. Skød hendes planer og tanker til hjørne. Negligerede tanken med argumentet om, at der i den grad ikke var nogen grund til, at skulle gøre det nu. Hun skulle jo ingen steder. Hun kunne jo bare fortælle mig de ting til mit ansigt.

Jeg blev bange. Istedet for at sætte kæmpe pris på den gave i en historie, jeg en dag skal modtage.

Men hvorfor?

Og det er jo egentlig lidt åndssvagt, at vi er så berøringsangste.

I en periode lavede jeg testamenter for folk. Det betød, at man jo skal holde et møde, hvor man kigger på, hvordan ens aktiver skal fordeles, når man en dag ikke er her længere. Det er svært for folk at tale om. Langt de fleste personer lagde ud med at sige, at det var rart at få det praktiske på plads, hvis de en dag ikke skulle være her mere..

“Hvis” er nok lidt spøjst at bruge i den sammenhæng. For lige den del af det, kan du godt være ganske sikker på. Forhåbentlig ikke lige nu og her. Men medmindre at botox fremover kan blive skudt direkte ind i blodet og sikre evigt liv, er det den vej vi alle skal.

Så det er egentlig lidt fjollet, at vi ikke er mere afklarede i den kontekst. Vi behøver ikke at gå rundt og reflektere over døden hele tiden, men om ikke andet skal vi sige de ting, vi gerne vil sige, alt imens vi har muligheden.

Derudover skal vi måske være lidt bedre til at tage chancer. Lade være med at spilde tiden på ligegyldige konflikter og dårlige relationer. Måske skal vi forsøge at blive bedre til at gøre de ting, vi gerne vil. Nu. Istedet for i morgen. Eller om 5 år. Eller hvornår det lige passer ind.

Måske ville vi alle blive lidt bedre til at leve livet, hvis de talte mere om døden.

Og elske lidt mere. Og grine lidt mere.

 

 

6 kommentarer

  • Betina

    Hej..
    der er en udarbejdet en platform der hedder minlivshistorie.dk, hvor der er mange gode og brugbare spørgsmål, som man udfylder.. mega god side, der kan sættes billeder/videoer ind, som man gerne vil gemme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Årh, det lyder som et fint tiltag. Det må jeg se an.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Døden er helt naturlig for os at snakke om herhjemme, jeg mistede min far da jeg var 17 år, vi mistede vores ufødte barn i uge 23, og jeg arbejder som sygeplejerske. Vi taler åben om det, vores dreng på 4,5 år snakket ind i mellem om hans morfar som vi har snakket om er i himlen, det er det vi omsætter det til i børnehøjde, morfar har sin helt egen stjerne der lyser om natten og det snakker vi om sommetider. Vores dreng konstatere også at vi skal besøge ham, hvilket jeg har italesat at det skal vi alle sammen, på et eller andet tidspunkt, men at det først er når vi er gamle. Vi snakker også om at det er okay at være ked af det når en dør, fordi man savner dem. Døden er forfærdelig for dem der er tilbage, især når det ikke giver mening, men der er også så mange smukke aspekter i det, på en eller anden finurlig måde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Sikken en hård historie med jeres lille baby. Jeg er helt enig i, at det i den grad skal være en naturlig del af livet. Man skal ikke være berøringsangst, når det gælder ens børn. Tværtimod.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lis Y

    SÅ VIGTIGT ET EMNE AT SKRIVE OG TALE OM!!! Vi har lige haft et dødsfald i den nærmeste familie og det sætter tanker i gang… nu vil jeg prøve at omsætte de tanker til handling og få forberedt nogle ting i forhold til to disse scenarier – 1 Jeg ryger før “min tid” og 2 Jeg dør tudsegammel og mæt af dage. Jeg ved selvfølgelig godt, at der er en milliard scenarier der i mellem 😁 Men jeg starter her og tager nogle valg, så mine efterladte ikke skal stå og træffe en masse svære valg, når den tid kommer. For det gør den ganske vist 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det er sådan en god ide. Om ikke andet bare at have overvejet, hvad der skal ske. Også for ens pårørendes skyld. Jo mere der er styr på jo bedre.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sommerens børneløb i København (og en lille konkurrence)