At blive gravid og miste sin identitet

Smagen af utilstrækkelighed

“18:53… 18:53.. 7 minutter. Jeg skal bare være hjemme om 7 minutter”

Hjernen sender signaler ned til benene med besked om, at det skal gå hurtigere. Jeg tramper hårdere i pedalerne. Benene sitrer. Det syrer let i benene. I munden melder sig en let smag af jern. Hjertet hamrer i brystet.

6 minutter.. 6 minutter.. Hvis du er hjemme om 6 minutter, kan du nå at putte. Så ser du dem i det mindste lidt. Jeg har det som en narkoman, der er på hjem for at få sit fix.

Det sortner let for mine øjne, men mængden af dårlig samvittighed i min krop, ignorerer det faktum. Jeg lytter ikke. Jeg skal hjem.

Jeg sad engang til et middagsselskab med en kvinde. Jeg havde ikke selv børn på det tidspunkt. Kvinden fortæller, at hun lige er startet på arbejde efter sin barsel. Det gør ondt på hende. Hun fortæller om sin utilstrækkelighed. Hun vil gerne vise på sit arbejde, at hun ikke er mindre fleksibel, fordi hun er blevet mor. Hun vil gerne vise, at hun stadig er noget værd for sin arbejdsplads. Men når hun skal arbejde sent, betyder du, at hun slet ikke ser sit barn den dag.

Dengang slog jeg det hen. Ikke til hendes ansigt, men jeg tænkte, at hun vel så bare så ungen dagen efter.

Men sådan hænger det slet ikke sammen. Bare en enkelt dags adskillelse kan medføre at den dårlige samvittighed smerter som en skruetrækker, der bliver boret ind i brystet. Igen og igen. Det gør ondt. Fornemmelsen giver kvalme.

Jeg har alene tænkt på mig selv i dag. Jeg har afleveret mine børn her til morgen, taget på arbejde og så taget ud for at træne. Det er ikke mine børns behov. Det er alene mit. Jeg har alene prioriteret mig selv. Det valg må jeg tage konsekvensen af og lade den dårlige samvittighed fylde min trætte krop. Sådan er livet ind imellem. Alt er valg og fravalg. Og i dag har jeg altså valgt at få trænet min ryg, der på bekymrende vis er begyndt at sige, at kroppen den sidder på er ved at blive anderledes ældre. Det gør pludselig ondt steder, det ikke har gjort ondt før. Og det kræver altså en form for vedligeholdelse. Også selvom fravalget i dag har været samvær med mine børn, de få timer de er vågne og den medfølgende smerte, der på nuværende tidspunkt jager op igennem kroppen.

Men så kommer jeg hjem. Jeg putter ind i vores dobbeltseng med 3 børn. De er alle glade, griner og har tilsyneladende haft en god dag. De putter ind til mig og krammer mig og jeg kan mærke min krop falder til ro igen.

Det er imponerende med børn. De er kilden til så mange frustrationer. Ind imellem overvejer man, om man kan tage bare en lille ferie fra sit eget liv, men selvom deres tilstedeværelse omslutter hele ens verden, indtager alle ens egne behov og kræver én det meste af ens vågne timer, er der i bund og grund intet, der føles bedre i hele verden end at komme hjem og få et kram og et kys.

 

 

2 kommentarer

  • Ditte

    Åh hvor jeg kender alle de tanker 💔 Jeg kan få det helt dårligt hvis der er lidt kø på vej hjem fra arbejde, fordi den dårlige samvittighed så fortæller mig at de mangler mig. Men man er sku’ også nødt til at pleje sig selv hvis man skal være en god mor 🤗

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det er jo det. Ind imellem er vi nødt til at også at være os selv

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At blive gravid og miste sin identitet