Gave-ideer til fars dag

At blive gravid og miste sin identitet

Jeg har heldigvis fundet den igen.

Men den forsvandt. Den forsvandt en periode. Sammen med al overblik og min glatte, rynkefri pande.

Jeg kan sagtens huske, hvornår jeg mistede den. Jeg var gravid. Rigtig meget endda. Jeg var så gravid, at jeg ikke kunne se mine egne fødder. Og det var nok meget heldigt, for mine fødder indeholdte så meget vand, at jeg ikke kunne have sandaler på, uden at min fod begyndte at svulme op og få sandalen til at forsvinde ind i foden.

Jeg havde netop afleveret min telefon og min computer til mit daværende arbejde. Porten var netop smækket bag min ryg. Lige i det sekund forsvandt min identitet. For hvem var jeg nu?

Jeg har altid været sådan én, der gik på arbejde. Det var vist ret meget min identitet. Inden jeg startede med at gå på arbejde, var jeg sådan én, der læste på universitet. Ja, det lyder frygtelig højrøvet. Det var det ikke.

Faktum er bare, at vi i Danmark har tendens til at identificere os selv og andre med deres hverdag. Det er altid det første, man spørger om, når man netop har sat sig ned ved siden af fætter Lars til ens studievenindes bryllup. “Nå, fætter Lars. Hvad laver du så? Og vil du desuden række mig vinen” Der var mange andre spørgsmål man kunne trække ud af ærmet inden man begynder at tale arbejde, der sjældent er særlig interessant: “Har du et kæledyr?”, “Hvornår er du glad?”, “Hvad gør dig rasende?”. Den sidste er nok bedst, hvis man er den lidt mere konfronterende type, der ønsker at sætte lidt fut i bordet.

Men det gør vi ikke. Istedet handler det om vores arbejde. Og derfor er det nemt det, vi identificerer os med.

Derfor forsvandt min identitet, alt imens jeg slæbte mine tykke fødder over fortorvet en junidag i 2014.

Jeg vidste ganske enkelt ikke længere, hvem jeg var. Nu skulle jeg nemlig være sådan en, der gik hjem og bagte et barn færdig. Og når jeg var færdig med det, var min nye identitet, at jeg skulle være nogens mor. Og det kunne jeg i den grad ikke forholde mig til.

Udover at arbejde havde jeg trænet rigtig meget. Jeg havde kørt Ironman og al den tid, der nu er slugt af børn, madpakker og konflikter over blå IKEA-kopper, brugte jeg på en mountainbike i en skov, i et par løbesko eller i et Fitnesscenter. Og man kan sige meget om, at graviditet ikke er en sygdom og alt det der. Men man går altså ikke lige ud og løber en ironman med en baby i maven.

Men hvem var jeg så? Ja, jeg var Stine, bevares. Men Stine uden arbejde og Stine uden sport. Så Stine var nu en anden. Og det tog mig lang tid at finde ro i.

Roen er kommet. Min krop, mit hjerte og min hjerne fortæller mig, at identiteten som mor er vigtigere end både arbejde og træning til sammen. Men det tog mig lang tid at nå hertil. Det første år efter mit ældstebarn var blevet født, holdt jeg stadig krampagtigt fast i, at jeg var præcis det menneske,  som jeg var før. Men det var jeg ikke. Man kan aldrig vende tilbage. Mest af alt fordi, at ens liv pludselig bliver væltet af et godstog i form af et barn, der kærer med 250 kilometer i timen.

Jeg traf nogle besynderlige valg. Jeg havde fx besluttet, at jeg skulle køre en ironman senest 12 måneder efter, at jeg havde født. Det virker jo helt hjernedødt på mig nu. Særligt fordi, at jeg knap nok kan overskue at cykle på arbejde.  Men det handlede ganske enkelt om, at jeg ikke var klar til at slippe det menneske, jeg før lige med det samme.

Med barn nummer 2 og nummer 3 blev det menneske definitivt puttet ned i en kanon og skudt langt væk. Der er ikke meget tilbage af hende. Det er dog ikke alene børnenes skyld. Om 1 måned fylder mit ældste barn 5 år. Så det er nok helt naturligt, at man ændrer hvem man er over en periode på 5 år.

Men en ting jeg har lært er, at jeg ikke længere bare er en enkelt ting. Nu er jeg ikke mit arbejde. Jeg er heller ikke min sport. Jeg er heller ikke mine børn. Nu er jeg det hele. Puttet ned i en blender og lavet til en mos. Livet ændrer sig nemlig hele tiden og jeg skal nødig stå igen en dag og føle, at jeg har mistet mig selv. Hvis jeg nu alene så mig selv som mor nu, vil jeg den dag børnene flytter hjemmefra, stå som jeg gjorde den sommerdag i 2014. Og føle at jeg ikke længere ved, hvem jeg selv er.

Men den rolle der er vigtigst, er den som mor. Det kan jeg i hvert fald mærke. Alt det andet er ikke så vigtigt. Alt kan klares, hvis de har det godt derhjemme.

Men dig der sidder og ikke føler dig helt i zen som enten i rollen eller i din kommende rolle som mor. Dig, der ikke er så interesseret i at blive hjemmepasser og hellere vil komme tilbage igen på arbejde. Du må ikke skamme dig. Det er helt normalt.

 

 

 

 

1 kommentar

  • Jeg glemte min identitet et sted under barslen. Min mor fik konstateret kræft da min søn lige var blevet født og døde da han var 9 måneder, mens jeg var på barsel, og et sted i løbet af den tid glemte jeg mig selv. Så begyndte jeg på arbejde igen og brugte AL min energi der, og endte med at få liv at gå ned i tid 4 måneder med en ugentlig fridag, hvor jeg skulle finde ud af hvem det lige var jeg var, når jeg ikke var mor eller på arbejde. Det hjalp heldigvis 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gave-ideer til fars dag