Jeg løber om natten, når jeg er stresset

Følelsen af ikke at kunne passe på sine børn

Jeg er på vej på arbejde. Tårene løber ned ad mine kinder. Ikke fordi at det er mandag, selvom det er en ganske legitim årsag til at græde. Men fordi min mandag morgen på 1 sekund udviklede sig fra rolig – i hvert fald så rolig som vores morgener kan være – til virkelig forfærdelig.

Vores 3 børn går i 2 forskellige institutioner. Min mand afleverer derfor de små ved dagplejen og jeg cykler med Ellie. Ellie er 4 år og lærte for et halvt års tid siden at cykle. Hun elsker den cykel og vi bruger gerne timevis sammen i weekenden, hvor hun cykler og jeg løber.

Hun er efterhånden blevet så stabil, at jeg kan cykle ved siden af hende uden de store bekymringer.

Vi bor på en meget rolig villavej. Her er sjældent nogen biler, men vejen op til hendes børnehave er noget mere trafikeret og bilerne kører enormt stærkt. Der er tale om en vej med parcelhuse i hver side og dertil en masse indkørsler. Det første stykke er der cykelsti på, men de sidste ca 300 meget er der kun fortorv. Jeg lader hende cykle på fortorvet, da hendes 4-årige cykelskills ikke er helt rummelige nok til, at der kører biler tæt på hende i høj fart.

I morges kørte vi det sidste stykke. 4-årige taler enormt meget og i morges var ikke en undtagelse. Vi fik talt om forskellen på en spade og en skovl lg hvorfor det er en god ide at have bukser på.

Bedst som jeg forsøgte at få hende til at fokusere lidt på hendes pedaler, kunne jeg høre en motor sætte igang på en bil i den næste indkørsel, vi netop var ved at passere.

Ellie er ikke stor nok til selv at registrere den slags ting, så jeg råbte hende op for at få hende til at standse. Bilen har nemlig ikke en chance for at se, at vi er på vej, da der er buske i hver side.

Det lykkedes ikke. Kommandovejen kan være lang og selvom jeg råbte hende op forsatte hun. Og det samme gjorde bilen.

Ellie blev ramt. Af venstre side af bilen. Hendes lille cykel blev kastet en halv meter og det samme gjorde hun. Jeg fløj af cykel. Kvinden i bilen fløj ud. Det lille menneske rejste sig bare op og sagde “Der skete ikke noget” Og det gjorde der heldigvis ikke. Kvinden i bilen var om muligt mere rystet end jeg. Og jeg påtog mig en del af ansvaret, fordi hun cyklede på fortorvet.

Både kvinden og jeg var ekstremt chokerede, men da der heldigvis ikke skete noget, kørte vi videre.

Jeg har lige talt med hendes børnehave og informeret om, hvad der er sket. Hvis nu der kommer en reaktion.

Så skal jeg bare lige have styr på mig selv. Det værste i verden er at blive mindet om, hvor svært det er at passe på sine børn og hvor hurtigt tingene går. Og hvor tilfældigt det hele kan være. Hvis vi var kørt bare 2 sekunder senere, havde den bil paseret uden problemer.

Så nu skal jeg lige græde færdig. Og så bliver næste projekt at få kommunen til at anlægge en cykelsti på den vej.

 

6 kommentarer

  • Mette

    Min den store er så småt begyndt at cykle på (meget små) veje, men ellers også primært på fortovet (han er 5,5) og jeg er igennem det samme som dig hver morgen ift. bakkende biler osv. Man skal kende hvert et move for de andre trafikanter for at kunne passe ordenligt på sine børn, og det gør man jo ikke. MEN, jeg har taget en beslutning om, at HVIS det går galt så er det biler i meget lav fart der kan ramme dem, det er den eneste grund til jeg tør. Jeg kendte iøvrigt ikke til reglen med de 6 år – den skulle jeg have brugt de gange jeg er blevet råbt af fordi mit barn cykler på fortovet… Knus til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det fik vi heldigvis bekræftet. Bilen bakkede så langsomt, at der intet der skete. Den eneste, der er traumatiseret er mig. Heldigvis.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Shit, et chok. Jeg ville også være hylet ud af den.

    Jeg er for øvrigt ret sikker på at reglerne er sådan at børn under 6 år kun må cykle på fortovet og skal være i selskab med en voksen – det synes jeg at jeg læste for nylig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det er jeg alligevel glad for at høre. Så var det ikke mig, der gjorde noget forkert

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puha, sikke noget – kan godt forstå hjertet nær fløj ud af brystet på dig.
    Håber det var første og sidste gang, det skulle overgå jer – godt I slap med en forskrækkelse, selvom det også kan være rædsomt.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg løber om natten, når jeg er stresset