Skal man skille sine børn ad?

Mine børn gør mig tyk

Jeg har et relativt afslappet forhold til min krop.

Den har produceret tre børn på kort tid. To af dem endda på samme tid. Den har løbet marathons, løbet ironman, besteget bjerge og transporteret mig rundt i snart 35 år. Den har egentlig ret meget at være stolt af.

Alligevel gad jeg godt, at der var bare en smule mindre af den. Som så mange andre kvinder, gad jeg godt at den blev 5 kilo mindre. Jeg gad godt, at min kjole ikke strammede på maven og at jeg ikke havde en mormordelle på undersiden af armen, der gynger flot hver gang, at jeg vinker til nogen. Jeg gad godt at ligne en af de der piger med rigtig stramt maveskind, der lægger billeder af sig selv op på Instagram. Altså ikke fordi, at jeg orkede at lægge billeder op af det, hvis jeg så sådan ud. Det føler jeg mig for gammel til. Andre mødre på 34 år må hjertens gerne lægge billeder op af dem selv. Det må de helt selv om. Jeg tænker bare, at det ikke er noget for mig. Men det må være vildt nok at vide, at man under sin bluse gemmer noget hud, der sidder så stramt.

Jeg er kæmpe fan af, at vi omtaler vores krop pænt og jeg synes, at alle kvinder er smukke uanset størrelse, men når det kommer til mig selv, gad jeg godt at den der lille delle, der har sat sig på maven efter mine børn er kommet til verden, forsvandt.

Det gad jeg altså godt.

Og snart gør jeg noget ved det. Det har jeg sagt til mig selv mange gange. Snart bytter jeg de fleste måltider ud med kål og får startet dagen med morgenyoga og løbeture. Snart.

Men jeg har faktisk lige fundet ud af, hvorfor det er så vanvittig svært. Og jeg er ret sikker på, at det er mine børns skyld. Eller i al fald det hamsterliv vi lever. Jeg skal passe på ikke at give mine børn skylden for alt. Det er trods alt ikke dem, der tvangsfodrer mig med Snickers.

Men nu skal I lige høre, hvad det handler om. Det er faktisk ikke engang for sjov. Det handler om vores hjerne og den måde den arbejder på.

Der er del, der kender Morten Münster, der har skrevet “Jytte fra marketing er desværre gået hjem fra i dag” Den er værd at læse. Hans bog handler om, hvordan man ændrer adfærd og hvorfor vi opfører os, som vi gør. Efter jeg læste bogen sidste år, er jeg begyndt at nørde lidt det her med adfærd. Vores hjerne er sgu en spøjs størrelse. Pt. læser jeg en ny bog om emnet, der er skrevet af en nobelprisvinder. Og nu er det gået op for mig, hvorfor jeg ikke kan tabe de åndssvage ekstra 5 kilo, som jeg gerne vil af med.

For en række år siden, blev der lavet et forsøg, der handler om sammenhængen mellem vores selvdisciplin, herunder valg af fødevarer, og det pres vores hjerne er underlagt. En gruppe forsøgspersoner blev bedt om at huske en række tal udenad. Herefter skulle de gå fra et lokale til et andet. Undervejs blev de tilbudt en lille lækker snack i form af et stykke kage og et stykke frugt, de skulle vælge imellem. Det viste sig, at jo færre tal, de var blevet bedt om at huske, jo større var oddset for at de valgte frugten frem for kagen. Jeg kender ikke mere til selve forsøget, men forskerne angav, at jo større krav, der blev stillet til ens hukommelse, desto mindre overskud har man til at håndtere ens selvdisciplin. Jo mere pressede vi er, jo dårligere er vi til at håndhæve de beslutninger, vi har truffet, der er gode for os.

Det kan vel direkte overføres til mængden af børn, madpakker, rengøring og hvad der ellers kan presse i hverdagen.  Jo flere ting vi skal huske, ordne og fixe, jo større et pres er vi underlagt. Jo større er chancen for, at vi lige hapser onsdagskagen på kontoret, når vi ellers havde besluttet, at vi egentlig bare skulle spise en gulerod. Det er egentlig lidt rart, at hjernen er indkodet til den slags. Så er det jo ikke bare mig, der er svag.

Jeg kan især genkende det fra det første år med tvillingerne. Jo sværere børnene var til at få til at sove, jo nemmere var det at hoppe i posen med vingummier for at holde sig selv kørende.

Så kære mødre. Det er altså ikke vores skyld, at vi ikke kan lade kagen være. Det er klart vores børns skyld.

 

 

 

1 kommentar

  • Sarah

    Spændende, og ja! Det giver god mening. 😁 Du virker i øvrigt som sådan et dejligt menneske.

    Jeg selv var en tur i fitness idag, og mens jeg sad og svedte, valsede de der sygt stramme, unge piger forbi i hobetal. Om jeg begriber hvordan de både kan have den smalleste talje, og så samtidig en røv der kan stå potteplanter på. Altså jeg har det da fint med min krop, bevares.. Jeg ville bare gerne prøve at have den anden slags, også. 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skal man skille sine børn ad?