Hvad man helst ikke skal gøre i nærheden af én med flyskræk..

Skal man skille sine børn ad?

Det kan man sagtens have lyst til.

Ind imellem kan man sagtens have lyst til at stille et barn i haven og et andet barn på toilettet og på den måde skille søskende ad. Især efter de har brugt en hel søndag på at stjæle hinandens legetøj eller stjæle hinandens kiks, hvorefter der udvikler sig et regulært slagsmål, som jeg ikke har set mage siden min tid som bartender på LA bar.

Man stiller selvfølgelig ikke nogen børn ud i haven. Det er heller ikke den type adskillelse, jeg mener. Det er mere den type adskillelser, hvor det ene barn klandrende kan kigge på én og sige “Moar, hvorfor tog du kun Kaya med i Tivoli?”

Jeg er begyndt at gøre det. Og der er faktisk en række ting, jeg indser, når jeg en sjælden gang, har dem på egen hånd.

I november gik jeg all in på alenetid og tog min store pige på 4 år med på roadtrip i USA . Det var bare os to og så mormor. Jeg kan anbefale den slags til alle.

Det skal nok ikke være nogen hemmelighed, at man med 3 meget små børn ikke altid har tid til at kigge sådan indgående på dem. Det havde jeg på vores flyvning fra København til Atlanta. 11 timer hvor jeg faktisk ikke rigtig skulle lave andet end at kigge på hende.

Et eller andet sted over Atlanterhavet opdaget jeg en tendens. Først vurderede jeg det som en tilfældig bevægelse. Men da den lille hånd blev ved med at bevæge sig mod hovedbunden, kunne jeg se, at det kun kunne handle om én ting – lus.

Hvor lang tid de havde været der, aner jeg ikke. Men de var der.

Lusene forsvandt, men det gjorde den dårlige samvittighed ikke. Har jeg virkelig formået, at kigge så lidt på det ældste barn, at jeg end ikke opdagede at hun var blevet indtaget af en form for klamme insekter?

Selvom jeg var 14 dage væk fra mine yngste børn, kunne jeg mærke en forskel på mit og ældstebarnets relation, da vi vendte hjem. Vi havde pludselig mange fælles oplevelser, som blev lidt mere magiske, fordi de alene var delt mellem hende og jeg.

At skille tvillinger ad 

Det er sjældent, at vi skiller de små ad. Jeg har tænkt, at det faktum, at de reelt har delt moderkage i maven, seng som spædbørn og værelse som tumlinge gør, at de ikke skal skilles ad, medmindre der er en konkret årsag til det.

Det var der for nylig. Kaya fik voldsom lungebetændelse (mere om det her) og måtte indlægges med vejrtræknings-vanskeligheder. Det var ikke et særligt sjovt døgn. Hun skulle have ilt og saltvandsmasker en hel nat og det er ikke særlig sjovt, når man kun er 2 år og ikke helt forstår, hvorfor man pludselig skal sove med en maske på.

Men det gjorde godt for noget – vores relation. Efter den tur på Hvidovre Hospital blev hun ved med at lægge sine små buttede arme omkring min hals og knugede sig tæt ind til mig og kyssede mig på næsen. Og det har hun faktisk ikke tidligere gjort på trods af mine mange tilnærmende forsøg.

Så den dag besluttede jeg at gøre det noget mere. Skille dem mere ad og medbringe dem til begivenheder, så de kan få min næsten udelte opmærksomhed.

I dag gjorde jeg det igen. Jeg skulle til babyshower hos en veninde og tog på ny min yngste datter under armen og igen udviklede det lillebitte menneske sig.

Det er tydeligt, at hun elsker kontakten med både mig og alle andre. Og hun folder sig ud, som hun aldrig har foldet sig ud tidligere, når hun får lov til at være på egne ben. Hun sluttede endda ud med at give samtlige deltagere en krammer. Normalt orker hun slet ikke fremmede mennesker.

Min pointe med dette indlæg er nok, at vi ikke skal have så meget fokus på at være bange for at gøre forskel på vores børn. Måske skal vi netop fokusere på at give dem særskilte oplevelser og alenetid med mor og far.

Efter mine oplevelser skal jeg i den grad gøre det meget mere.

 

 

 

 

16 kommentarer

  • Sofie

    Åh jeg elsker alene tid en til en 😍 Det var noget nemmere da den store ikke gik i skole og man bare kunne tage en fridag 😅 Nu skiftes de to ældste (lillebror på 13 mdr har så mange sygedage, så han får masser af alene tid 🤦‍♀️) til hver måned at have en alenedag med mor 😍 Det kan være alt fra en hjemmedag med LEGO til en tur i legeland, og nogle gange bliver der sneget et lægebesøg ind over, det vigtige er bare at det er mig og dem ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Interessant læsning, for det er noget jeg har tænkt meget over siden jeg blev mor for to år siden og nu venter nummer to. Jeg forestiller mig, at jeg vil nyde at have lidt kvalitetstid med dem hver især, men jeg spørger mig selv om det er mit eller deres behov.

    Jeg er nemlig selv en del af et tvillingepar som aldrig er blevet skilt ad. Derudover har vi en lillesøster som er 2,5 år yngre og en storebror som er 6 år ældre. Der var altid søskende omkring mig, og som barn kan jeg tydeligt huske, hvordan det nærmest føltes akavet, når jeg var til ørelægen alene med min mor. Og det er altså ikke fordi jeg ikke elsker min mor, men jeg manglede bare nogle søskende omkring mig for at udjævne opmærksomheden lidt. Faktisk har den følelse fulgt mig som voksen, hvor jeg næsten var 30, før jeg vænnede mig til at være alene med mine forældre. Jeg synes simpelthen at de andre mangler.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Isabella

      Jeg har det præcis som Anna (ovenstående kommentar)
      Der er 14 mdr mellem min søster og jeg, vi har aldrig været skilt ad. Hun er derfor blevet min bedste ven, den jeg deler alt med, selv alt det pinlige og det der gør ondt. Idag har jeg selv 4 børn, 7 år, 6 år, 1 år og 1 mdr.
      Vi skiller sjældent holdene ad. Altså de to ældste og de to yngste, og det er bevist. Vi dyrker det simpelthen ikke, tildels fordi det er ret så besværligt med så mange børn, men også fordi det ikke er deres virkelighed. Mine børn er ikke solo, de er en del af et stort kaos. De er højt elsket allesammen.
      Jeg plejer at sige, at hvis man har ét barn, og barnet havde haft besøg af en ven, så ville man jo ikke italesætte hvor fedt det var med en ven på besøg, og sammenligne det med at have en søskende, som barnet jo alligevel ikke havde..barnets virkelighed ville være at det var enebarn..så hurra for det..
      Og det kan godt være at din ældste har haft lus lidt længere en hvis hun havde været enebarn, men hvis hun kunne vælge ville hun nok hellere gå med lusene lidt længere end at skulle undvære det helt perfekte kaos hun er en del af. Jeg tror man skal passe på med at skabe et savn til noget der ikke er barnets virkelighed.
      Ved nu ikke om noget af det ovenstående giver mening, ahaha.. God dag derude.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det giver fin mening. Men jeg tænker heller ikke, at det skal italesættes som om, at jeg helst ville nøjes med et barn. Tværtimod. Fx går min store pige til dans om lørdagen. Og der fortæller hun mig ofte ting fra ugen, som jeg egentlig ikke tror, at hun ellers ville have fortalt. Kan du få ro til at have længerevarende samtaler med de store, når I har de små? Det synes jeg ikke helt, at vi formår, medmindre vi skiller dem ad. Vi bliver simpelthen afbrudt hele tiden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Isabella

      Jeg har det præcis som Anna (ovenstående kommentar)
      Der er 14 mdr mellem min søster og jeg, vi har aldrig været skilt ad. Hun er derfor blevet min bedste ven, den jeg deler alt med, selv alt det pinlige og det der gør ondt. Idag har jeg selv 4 børn, 7 år, 6 år, 1 år og 1 mdr.
      Vi skiller sjældent holdene ad. Altså de to ældste og de to yngste, og det er bevist. Vi dyrker det simpelthen ikke, tildels fordi det er ret så besværligt med så mange børn, men også fordi det ikke er deres virkelighed. Mine børn er ikke solo, de er en del af et stort kaos. De er højt elsket allesammen.
      Jeg plejer at sige, at hvis man har ét barn, og barnet havde haft besøg af en ven, så ville man jo ikke italesætte hvor fedt det var med en ven på besøg, og sammenligne det med at have en søskende, som barnet jo alligevel ikke havde..barnets virkelighed ville være at det var enebarn..så hurra for det..
      Og det kan godt være at din ældste har haft lus lidt længere en hvis hun havde været enebarn, men hvis hun kunne vælge ville hun nok hellere gå med lusene lidt længere end at skulle undvære det helt perfekte kaos hun er en del af. Jeg tror man skal passe på med at skabe et savn til noget der ikke er barnets virkelighed.
      Ved nu ikke om noget af det ovenstående giver menning, ahaha.. God dag derude.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det er faktisk lidt sjovt at høre fra én, der selv er vokset op i det. Jeg er lillesøster og meget efternøler og er stort set vokset op som enebarn, så jeg har altid haft min mor for mig selv. Tror du, at følelsen af akavethed havde været anderledes, hvis hun reelt havde brugt tid med jer hver især udover, når man fx skulle til lægen osv? Jeg tror, at jeg ville blive ked af det, hvis mine børn følte det akavet at være sammen med mig alene.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna

      For mig har det nok i høj grad været den MEGET tætte relation til min tvillingesøster, som har været årsagen til akavetheden. Frem til vi blev studenter, har vi brugt hver eneste dag sammen. Samme klasse, samme fritidsinteresser, samme jobs, samme venner. Og meget af det valgte vi selv. Kun vores kærester var forskellige.

      Jeg ved, at min mor har følt, at det er svært at komme rigtigt ind på os, når min søster og jeg er sammen, så hun kunne da helt sikkert tænke sig, at det var anderledes. Men jeg ved ikke, om min mor ville have skilt os mere ad, hvis de kunne gøre det om.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Nej, det ville egentlig også være synd. Og unødvendigt. Jeg tror egentlig, at det faktum, at vi har dreng/pige-tvillinger, måske gør alenetid mere naturlig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tror det er rigtig vigtigt med alene-tid. Måske især for tvillinger?
    Tænker du at de skal i samme klasse fx?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Jeg er faktisk virkelig meget i tvivl. For min skyld, ja. Fordi jeg ikke orker 3 gange forældremøder, klassefester mv. Men jeg tror egentlig ikke, at de har et behov

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Mine tvillingedrenge på 14 mdr, er i dag adskilt, for første gang! En var syg og en trængte til at komme i vuggestue, og det er sgu nok meget sundt for både dem og mig, at de bliver set på som to i stedet for en 🙈 Så dit indlæg ramte det her lille tvillingehjem meget godt (igen) i dag 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Hvordan gik det? Vi har som udgangspunkt altid kun den hjemme, der er syg. Mest fordi den syge ellers simpelthen ikke får ro.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Det gik så fint! Tror det var værst for moren 😂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du har fat i noget rigtig godt her! Det er en fejl at man ikke skal gøre forskel, fordi det har de netop brug for en gang i mellem. Især når der er 3 stks som konstant skal forholde sig til at de andre stjæler opmærksomheden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, det kan i hver fald være svært at få ørenlyd ind imellem. Jeg tror særligt den store faktisk giver op, når hun skal formidle et eller andet. Ganske enkelt, fordi vi bliver afbrudt hele tiden

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad man helst ikke skal gøre i nærheden af én med flyskræk..