Min telefon har smeltet min hjerne

Måske kan jeg slet ikke passe på jer?

Det er sjovt med minder.

De dukker ofte lidt uventet op. En duft, et område, et stykke musik eller en tilfældig sten på vejen, forårsager at man ender i et minde, der ellers lå gemt langt væk i underbevidstheden.

Det skete i dag.

Jeg befinder mig i Nuuk. Her boede vi lige inden, tvillingerne blev født. I dag har jeg gået byen tynd. Jeg har udnyttet, at det alene har været mine behov, der skulle varetages. Så jeg har gjort ting i dag, som jeg ikke har gjort længe. Luksus-ting som træning og at læse et blad fra ende til anden med en kop varm kaffe i hænderne. Jeg har endda været i bad helt alene.

Bedst som jeg kom gående, med frihed blæsende i håret og med solskin i ansigtet, blev jeg pludselig ramt af et billede. Et billede, hvor jeg gik selv samme sted, men med et helt andet udtryk i ansigtet. Jeg var på inden måde glad. Tværtimod strømmede tårerne ned af mine kinder. Og jeg græder sjældent. Et par gange om året. Det er ikke hverdagskost.

Det tog mig noget tid at finde tilbage til situationen. At få defineret hvorfor, jeg dog var så ked af det – lige der på et tilfældigt fortorv i Nuuk. Jeg er så heldig, at jeg har en mand, der ganske sjældent giver mig anledning til at græde. Mænd har ellers været kilde til tårer mange gange. Men ikke siden faderen til mine børn stødte til for snart 7 år siden.

Pludselig stod det mig ganske klart, hvorfor jeg var så ked af det dengang. Jeg var ganske enkelt rædselslagen. Jeg var rædselsslagen på grund af de to små bankende hjerter, der pumpede under mine ribben.

Jeg gik og hørte radio. Glad og gravid. Men jeg hørte et program om nogle af de mange forfærdeligheder, der foregår ind imellem ude i verden og som er svære at forholde sig til. På én gang væltede frygten op i mig. Hvad hvis det slet ikke var muligt for mig at passe på de børn?

Den slags skal man jo ikke sige alt for højt. Så har man pludselig fagpersoner, sagsbehandlere og andre fra kommunen, der står og banker på ens dør. Man skal nødig italesætte alt for meget usikkerhed, når det kommer til tanker om ens kommende børn. Udover overfor den sundhedsplejerske jeg havde i Esbjerg, da Ellie var lille. Hun var sej. “Så længe du giver det barn kærlighed og mad, skal du ikke være så bekymret. Giv du bare dit barn noget grød på pose. Og giv det et kys bagefter. Så lover jeg, at alt bliver godt”

Alle sundhedsplejersker burde være som hende.

Men følelsen var helt oprigtig lige der midt i Nuuk. Jeg kunne simpelthen ikke se, hvordan jeg skulle kunne passe på 3 små børn på én gang.

Og jeg kan egentlig sagtens forstå følelsen. I bagklogskabens lys har det jo ikke været noget problem, men på det tidspunkt, hvor jeg stod med erfaring med at være mor til et enkelt barn på et år, kan jeg sagtens forstå, at jeg var en lille smule skræmt ved tanken om, at vores børneflok skulle udvides med 200 %

Skulle jeg binde dem fast til et eller andet? Evt. til hinanden? Hvordan skulle jeg sikre, at de ikke løb hver deres vej og ud på en vej?

Jeg følte mig enorm fejlcastet til rollen. Hvordan skulle et ustruktureret menneske som mig, nogensinde kunne varetage tvillinger?

Og så gik jeg i panik. Jeg har altid været et ret fattet menneske. Det er sjældent, at jeg stiller spørgsmålstegn ved, om hvorvidt jeg kan klare en situation. Jo, støvsugning måske. Men udover rengøring plejer jeg godt, at kunne overskue de udfordringer livet kaster i skødet på mig.

Men det her var altså for meget. Jeg følte mig presset op i en krog.

Det hele gik jo fint. Det er nu 3 år siden og jeg har 3 relativt velfungerende børn. Jeg har kun en sjældent gang imellem bundet snore fast til tvillingerne, men jeg fik helt ret i, at de ville løbe hver deres retning. De løber faktisk sjældent samme vej. Jeg leger stadig med tanken om at binde dem fast til hinanden og se, hvad der sker.

Men måske er det vigtigt, at vi lige taler om, at det er okay at udvikle små hverdags panikanfald, når det gælder vores fremtid med børn? Måske skal vi gøre det mere i orden, at man som gravid må sige, at man er lidt bekymret for, hvad der sådan vil ske, når der kommer børn ind i ens liv.

Og så er det så os, der allerede har børn, der skal fortælle, at det hele nok skal gå.. At det slet ikke er så slemt.. Med fingrene krydset på ryggen..

For ind imellem er det fandme hårdt. Så hårdt at man har lyst til at binde børnene fast til en radiator. Men lad os lade være med at sige det alt for meget til de gravide. Så ender det bare med, at de får et panikanfald på et tilfældigt fortorv i Grønland.

 

2 kommentarer

  • Mette

    Puh kan godt følge dig – står lige nu i samme båd med en 2 årig pige og et sæt tvillingedrenge på vej. Nogle gange (tit) tar jeg mig selv i at tænke FUCK hvordan klarer jeg det her, men krydser fingre og tænker det nok skal gå😂😂😂 Ellers sender jeg SOS til familien🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Min telefon har smeltet min hjerne