Kan kun én udvikle sig?

Jeg har aldrig følt mig så ensom

Som efter jeg er blevet mor.

Og jeg startede med at lave en kodyl slåfejl i overskriften. Jeg kan ikke engang tænke, når jeg får ro til det.

Det er jo som sådan lidt spøjst. For samtidig har jeg heller aldrig fyldt mig så.. ahem.. Hvad er det modsatte af ensom? Socialt udfordret? Jeg kan i hvert fald ikke tælle på mange hænder, hvor mange gange jeg har haft et moralsk heppekor, når jeg sad på tønden, inden jeg fik børn.

Alene-tid er ikke rigtig noget, jeg som sådan har gjort mig i på det seneste. Særligt ikke efter vi er gået fra, at være en familie på 3 til en familie 5. Jeg tror, at børnene har lavet en form for vagtplan, der sikrer, at der altid lige er én, der følger mig, når jeg er igang med at gøre mig klar om morgenen, skal lave mad eller skal varetage almindelig hygiejne som at børste tænder eller tage et bad.

Måske er det af den årsag at ensomheden rammer hårdt og brutalt, når mine små haler ikke er i nærheden af mig.

Jeg er netop blevet sat af i lufthavnen. Jeg skal 6 dage til Grønland for at undervise. Efter vi boede deroppe for et par år siden, har jeg fastholdt min undervisnings-tjans og har muligheden for at tage til verdens største og koldeste ø et par gange om året.

Jeg har stadig en række tætte venner deroppe og Grønland og den grønlandske befolkning har mast sig dybt ind i mit hjerte, så jeg elsker at have muligheden for at tage afsted. Grønland er jo ikke ligefrem noget man bare lige tager til, som hvis der var tale om en smuttur til Sverige og vores pressede familie-økonomi har i den grad svært ved at trække 30.000 kroner ud alene til flybilletter.

Og nu er mine børn kysset på gensyn. Hvilket i den grad gør ondt i en mors hjerte.

Det gør endda så ondt, at jeg var ved at fælde en tåre i sikkerheds-kontrollen, fordi et barn gik i banjo og hystade, fordi ungen skulle have sin jakke af. Vi stiller også mange urimelige og store krav, fx. det der med at tage jakken af, så jeg kan naturligvis godt forstå reaktionen.

Jeg skrev engang dette indlæg, der handler om valget mellem at få børn og ikke få børn, for jeg kan egentlig godt forstå fravalget. Men dette savn er i den grad noget af det bedste. Eller værste kan man vel egentlig også argumentere for. Jeg savner og elsker, som jeg aldrig har savnet og elsket før.

Jeg har aldrig tidligere følt at mit hjerte krøllede sammen, fordi et andet menneske ikke var i min nærhed. Jeg har ikke tidligere følt mig så bundet til mit hjem, som efter, at det er blevet fyldt med 3 små rode- og skrigebasser.

Hvor det før i tiden kunne være tomt og ensomt at vende hjem til en tom lejlighed, er det nu det, jeg glæder mig allermest til, uanset hvor jeg har været henne. Så snart jeg lukker døren bag mig, kan jeg med sikkerhed garantere, at der minimum er et barn, der løber mig i møde med smil og åbne arme.

Måske er det det faktum, at man altid er omgivet af små mennesker som mor, der gør at ensomheden kan føles kvælende og invaliderende, så snart man ikke er sammen med de små kræ i mere end en dag.

Jeg ved simpelthen ikke længere, hvem jeg selv er uden dem. Og gudskelov for det.

Jeg har egentlig ikke dårlig samvittighed over at tage afsted. De er sammen med deres far, som de elsker lige så højt, som de elsker mig. De forsætter deres hverdag og leger med deres små venner.

Men ondt på mig – det gør det. Og det skal det gøre.

 

2 kommentarer

  • Majken

    Så stærk skrevet, og jeg kan virkelig genkende dine følelser.

    Jeg ser ikke mig selv som en pylre-mor, jeg pakker ikke ind i vat, jeg har det fint med at andre passer min dreng, og jeg elsker alene tid med mig. MEN savnet er der altid på en eller anden måde og det havde jeg nok ikke set komme ved at blive mor.

    Mine følelser omkring savn til ham er fordoblet mange gange efter jeg er blevet alene-mor. De dage hvor han er hos hans far er han så på en anden måde væk, og jeg har en viden om at jeg ikke kan komme i kontakt med ham der gør savnet ondt. Jeg forstiller mig det er lidt det samme som en rejse som din, du ved der går et stykke tid før du igen er sammen med børnene.

    Men savn er jo på en måde negativt, men alligevel positivt og bekræftende af kærligheden når man først er sammen igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det kan jeg virkelig godt forstå. Jeg kan forestille mig at savnet er ambivalent, når man er alene-mor. For når man er alene om børn, er der nok mange ting, der er svære at nå i hverdagene, som man kan nå de er hos far. Men samtidig må det rive og flå i hjertet.

      Og det er nemlig lige præcis det der med at man skal se det positive i det. Tænk have små mennesker i ens liv, der fylder så meget

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kan kun én udvikle sig?