Jeg har giftet mig med min diametrale modsætning

Traditioner jeg vil skabe for mine børn

Påske er lig med hundredevis af traditioner. Jeg gad gerne skabe mange flere for mine børn og min familie. 

Da jeg var et lillebitte menneske, var påskesøndag noget magisk.

Hele mit liv har vi brugt påsken på Fyn på en gammel landejendom, hvorfra jeg har nogle af mine mest dyrebare barndomsminder.

Når lysets stråler ramte mit ansigt den anden søndag i påskeferien, hoppede jeg ud af sengen og gik på bare tæer over et koldt stengulv. Man kan sige meget om byggerier fra 1800-tallet, men de var ikke særlig leveringsdygtige i varme i gulvet. Køkkenet summede af mennesker, men mit fokus var alene et sted: På spisebordet. Der var der nemlig tradition for, at der stod et stort påskeæg og smilede til mig netop denne søndag morgen.

Og spændingen og den udløste glæde var den samme hver eneste år.

Alt imens, at jeg navigerer i morskabets uendelige og til tider svære univers, tænker jeg tilbage på de traditioner, der betød noget, da jeg var barn. Ud fra de oplevelser overvejer jeg, hvad vores familie skal indføre af traditioner. Én af dem skal i hvert fald være påskeæg søndag morgen.

Børn elsker gentagelser og genkendelighed og selvom vi lever et liv, der ikke altid er så forudsigeligt med 2 fuldtidsjob, rejser, kurser og 3 børn, vil jeg give det et skud.

Men hvad kan man egentlig samle af traditioner i en børnefamilie som vores? Det skal helst ikke være omstændigt og krævende og stille krav til mine kreative evner. Jeg følger en del mødre på sociale medier, der i den grad lægger tid, energi og penge i de traditioner, vi forbinder med vores børn. Det kan eksempelvis være den famøse nissedør, der stilles op første december i de små danske hjem for at tilkendegive, at nissen nu er flyttet ind.

Jeg brugte tid på at finde en sådan dør sidste år. De var revet væk, som var det en guldbelagt Kähler-vase eller en blogger-flamingo  i uge 31. Det var væk. Jeg brugte noget, der minder om 32 afsnit af Gurli Gris på at lede i alle butikker og i alle indkøbscentre i nærheden. Og jeg hader indkøbscentre.

Det lykkedes til sidst. I sidste øjeblik. Den 1. december listede jeg ud af sengen inden børnene vågnede, det vil sige omkring klokken 3.30 om morgenen og satte døren op.

Den 1. december klokken 9.15 var nissedøren revet ud af væggen, hans små nissesko lå i toilettet og alle tegn på, at der havde eksisteret en nisse i vores hjem var tilintetgjort.

Der følte jeg mig som en idiot. Bevares, de små var kun lige fyldt 2 år, men det er sidste gang, at jeg lægger så meget energi i noget, hvis nu de i sidste ende enten er ligeglade eller ikke fatter alle mors gode hensigter. Jeg ville fandme have en form for diplom efter den indsats.

Af den årsag skal det være noget simpelt og med det for øje, overvejer jeg følgende:

Fastelavn:

Fastelavnsboller og fastelavnsris naturligvis. Jeg har dog kunne læse mig til, at tanken med fastelavnsris er at børnene skal slå på forældrenes dyner for at gøre dem mere frugtbare.. Det tænker jeg vi udelader. Mængden af børn taget i betragtning. Vi behøver ikke flere.

Påske: 

Jagt efter påskeæg i den første weekend af påskeferien og så selvfølgelig påskeæg påskemorgen.

Grundlovsdag: 

Som jurist skal mine børn naturligvis punkes med vigtigheden af demokrati. Vi behøver ikke at terpe grundloven. Det venter vi lidt med. Men måske skal det være en del, hvor vi laver noget kulturelt og besøger steder, der er vigtige for demokratiet. Folketinget, domstolene eller andre steder, som børnene helt sikkert elsker..

Sommerferie: 

Da jeg var barn var sommerens højdepunkt, når vi i løbet af sommerferien besøgte Tivoli. Det kunne være en hyggelig tradition at indlede første dag i sommerferien med en tur i den gamle forlystelsespark.

Efterårsferie: 

Det er vigtigt for mig, at mine børn ved, hvor madvarer kommer fra. Jeg havde engang et barn med ude og plukke jordbær en varm sommerdag. Ungen var vel en 6-7 år. Da jeg tilbød barnet de første 5 nyplukkede jordbær, råbte han: “Aaaaaad, ting fra naturen er ulækre..”

Det skal vi gerne undgå. I efterårsferien er der gang i æble- og pæretræerne og det er et oplagt tidspunkt at besøge en frugtplantage og  hente æbler til hele efteråret.

Halloween:

Jeg skal i den grad være den mor, der er lidt for pinlig og går lidt for meget amok, når det kommer til Halloween. Det er en amerikansk tradition, hvor mange måske rynker på næsen. Men at iklæde hele mit hjem i spindelvæv og skrige fremmede børn ind i ansigtet, når de kommer for at tigge slik, er en mulighed jeg umuligt vil lade passere.

Første december: 

Sidste år startede vi en tradition, der gik på at lave risengrød og spille billedlotteri 1. december inden vi skulle se julekalender. Den holder vi fast i.

Santa Lucia: 

Det er kun et par år siden, at jeg blev introduceret for konceptet om luciabrød. Jeg elsker det. Der er vist safran i, som er både dyrt og kræver en køretur til en fancy Irma i den rige ende af byen, men det ofrer jeg gerne.

Det kunne være hyggeligt, hvis børnene blev vækket med luciabrød denne morgen, inden de blev sendt afsted i skole og børnehave.. Ja, man har vel lov til at drømme sig til et overskud, man godt ved, man aldrig opnår.

Det er sikkert lige så mange traditioner, som der er familier. Men jeg leder i den grad efter inspiration til dage, der har gjort jeres barndom mere magisk eller som I laver med jeres børn?

 

 

 

 

 

10 kommentarer

  • Så hyggeligt et indlæg – jeg har samme tanker om, at lave nogle gode af slagsen, når jeg engang skal have børn – min kæreste og jeg har allerede et ton efter 8 års forhold.
    Vi ‘børn’ i min familie er 22, 28 (mig) og 32 og mange af vores barndomstraditioner, holder vi stadig i hævd – det er så hyggeligt, med ritualer, udflugter eller lege, der går igen 😀

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Jeg tror helt ærligt også, det er noget af det, der gør, at man senere holder sammen som familie.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Har 3 børn, en på 1,5 en på 3 og en på 8. Sad netop og tænkte på det med traditioner, for altså det meste der laves med gode intentioner bliver enten smadret, spist eller gemt. Det jeg kom frem til er, jeg vil gøre de ting jeg selv husker tilbage på med glæde. Min mor lavede påskeæggejagt efter et skattekort.. Skide omfangsrigt men det er sjovt! Vi fik altid kæmpe frokostbord i weekenden – den når vi til når de ikke kun vil leve af æg og pizza. Så nu er min regel, det der gjorde mig glad giver jeg videre. Jeg vil ikke og kan ikke lave 1000 ting.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg har valgt at farve vat med frugt farve i vand, sammen med vores ældste (næsten 3 år) og så karse i år og så vil jeg selv gerne puste æg og male dem når hun og lillebror blive lidt ældre. Bedste forældrene sørgede for påskeæg og påskeæg jagt i haven. Når det er jul tror jeg ikke vi har nogle juletraditioner udover at lave kalenderlys og hjemmelavet konfekt. Da jeg blev lidt ældre hjemme hos mine forældre begyndte vi også at lave glaseret æbler og hjemmelavet bolsjer. Min far og mor havde altid pyntet op i stalden til jul med en julemand på loftet der kunne kigge ud ad staldlemmen, mega hyggeligt og alt deres julelys. Og min far var altid julemand når der kom børnehave børn på besøg <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Årh, hvor lyder det hyggeligt. Det der med glaserede æbler og bolcher gad jeg virkelig også godt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Vi har to gange om året hvor hele familien mødes til stor sommerfest og store julefrokost
    Og sådu har vi bare den helt tætte familie som samles om pakkeleg 1 dec

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det er en god måde at se familien på. Når alle har hundrede planer og aftaler kan der godt gå lang tid mellem man ser hinanden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura Ø

    Den bedste ide jeg har fået er slikhalskæde når man får sommerferie. Det er en håndfuld bland-selv-slik i fine, koordinerede farver udvalgt af mig, der bliver trukket på lidt fiskeline. Symmetrisk, naturligvis. Det er pissepænt, rimelig billigt, begrænset indsats fra mig (jeg melder mig helt frivilligt til at have alenetid med noget bland-selv-slik) og børnene (2-5 år) er vilde med det.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg har giftet mig med min diametrale modsætning