Så er der dælme børnepenge på vej

Vores aktiviteter i påskeferien

En ny skoleferie har ramt os. Påskeferien.

Det er tid til kvalitetstid. Vi skal slukke for hamsterhjulet og se hinanden i øjnene.

Lørdag formiddag, da vores to yngste begge havde kastet deres kærlighed over den samme dukke og nu stod og skreg hinanden ind i hovedet, som hvis de var 2 halvtykke mænd i mærkelige dragter, der deltog i en wrestling-kamp, kiggede min mand og jeg på hinanden.. “11 dage endnu”

Vi er meget opmærksomme på den måde, vi strukturerer alle vores fridage på. Vi følger den model, jeg har skrevet om i dette indlæg, der hed “Skal du underholde børn en hel dag?”  Alle vores dage skal helst følge den samme struktur. Selvom jeg ikke er et menneske, der har det ret godt med at alt skal passe ind i et skema, er det i bund og grund det børnene trives allerbedst med. Ellers er det, at tingene udvikler sig til en wrestling-kamp.

Vi har derfor lagt en fin plan for ugens begivenheder, så børnene ved, hvad der skal ske og derfor ikke slår hinanden ihjel inden den første kop kaffe.

Søndag

I går besøgte vi M/S museet for søfart, der ligger i Helsingør.

Som navnet nok indikerer er der tale om et museum med fokus på sejlads og skibe. Området for børn er ikke verdens største, men børnene havde i den grad en fest og vi måtte slæbe dem med videre efter halvanden time for at se resten af udstillingen.

Også den del af udstillingen, der ikke var så orienteret mod børn, gav anledning til mange snakke om eventyr, de store verdenshave og kommende ferier. Så jeg synes egentlig, at det var en god oplevelse.

Hver dag i påskeferien kl. 12.00, 13.00 og 14.30 er der en aktivitet, hvor messedrengen Ingolf holder madkursus og der skal fanges fisk og insekter. Børnene så mest med fra sidelinjen, da der stod fra 5 år, men de var i den grad underholdt.

Det kostede 120 kr. pr. voksen at komme ind. Børn er gratis.

Mandag 

I dag har vi taget den lidt med ro.

Kaya er stadig lidt medtaget og Hvidovre hospital har muligvis givet os en lille omgangsyge med hjem, som nu har ramt den mandlige del af husstanden.

Børnene skal stadig luftes, så i den situation kan det være belejligt med en aktivitet i nærheden og med en sikker adgang til et toilet.

Naturcenter Vestamager ligger i cykelafstand herfra, hvor vi bor og derfor er det vores go to place, når børnene skal have en hurtig luftetur. Der er en lille forhindringsbane for børn, der er ofte bål og der er stort set aktiviteter hver weekend, hvor børnene kan få lov til at være kreative. Vi har blandt andet været nede og bygge en drage. Det var vi ikke sønderlig gode til. Den styrtede direkte i døden i første hug, men vi havde det sjovt, imens vi byggede den.

Det er gratis at bruge området og det koster som oftest max en rund tyver at være med til de ting, de arrangerer.

I dag kunne man holde kyllinger til stor begejstring for alle børn. Jeg håber ikke, at kyllingerne fik  posttraumatisk belastningssyndrom, da de to 2-årige gerne vil vise dem alt deres kærlighed. På en meget fysisk måde.

Tirsdag

Brandmuseet i Københavns sydvestkvarter har æggejagt i morgen.

Vi har ikke været på brandmuseet før, men mit ene barn er besat af brandbiler og de 2 andre er besatte af påskeæg, så det kan umuligt gå galt.

Og så er der gratis adgang.

Derudover skal jeg holde foredrag i morgen – om parforhold og børn med en parterapeut. Jeg glæder mig helt vildt og der er stadig billetter, hvis du ikke har andre planer. Både til det fysiske i Nordvest og online.

Onsdag 

På Vesterbro ligger folkehuset Absalon. 

Jeg opdagede det desværre først i slutningen af min barsel med tvillingerne. Og det er i den grad et “desværre”, da det er sted fuld af aktiviteter for børn og voksne.

Det er ingen undtagelse i påskedagene. Hele ugen er der aktiviteter, som man ville ønske, at man selv kunne planlægge for sine børn.

Onsdag kan man lave ståltrådsdyr. Selvom vi ikke har så god erfaring med ståltråd her hjemme (læs her om sindssyge ting børn gør, der potentielt kan slå dem selv ihjel), tænker jeg, at det er noget, der kan holde de små numser i sædet et par timer.

Resten af ugen

Resten af ugen er ikke planlagt.

Der skal være plads til at tulle rundt i nattøj og se 8 afsnit i træk af Gurli Gris. Men vi har overvejet et smut i Tivoli til deres påskeunderholdning og en tur på bakken, hvor Kristian fra Ramasjang Mysteriet holder show den 20. – 22. april.

Vi er flere herhjemme, der er fan af Kristian fra Ramasjang mysteriet..

Hvad har I af planer for påsken? 

 

4 kommentarer

  • Anne

    Her er det mor som kun er hjemme med datter på 4 år. Far arbejder hele påsken selv på helligdage og har kun fri på søndag og mandag. Vi er alle forkølede og vaskemaskinen er gået i stykker. Så her går det godt. Hvorfor er det lige at forkølelsen rammer første dag i ferien. Heldigvis har påskeharen været forbi med påskeæg. God ferie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Puuuh. Alt det sygdom og stakkels dig som græsenke. Jeg håber, at I er blevet raske

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte

    Alle planer er lige røget ud af vinduet, vores 3-årige har fået skoldkopper. Er dog lykkelig for tidspunktet nu hvor både far og jeg alligevel er hjemme 🙏🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Damn. Jeg kan dog ikke helt fornemme om jeg er misundelig. Vi har det stadig til gode.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så er der dælme børnepenge på vej