Campingtur: Jeg har tænkt mig at proppe 3 børn ind i et telt til sommer

Når gamle følelser vækkes til live

 

Kl. er 00.18.

Jeg har en svag kvalme, der er et resultat af alt for mange vågne timer. Min krop skriger efter søvn.

Det får den ikke lige foreløbig.

På nuværende tidspunkt sidder jeg på en hospitalsstue. Ved siden af mig ligger min yngste datter og sover med sin far.

Her er ingen senge, så vi har mast os ned i en 2-personers sofa.

Tvillingerne har været syge siden mandag. Du ved – sådan noget vuggestue-pest alle børn render rundt med. Snot, hoste og feber.

De har egentlig ikke været sønderlig påvirket af det. Det er det mest imponerende ved små børn. Selv med et feberniveau, der havde sendt os andre direkte i brædderne, kan de stadig slås om den samme gule legeklods eller lige tage en sving-om til lidt lækker Kaj og Andrea-musik.

I går virkede de egentlig ok. De havde stadig lidt feber, men intet alarmerende. Det var dog nok til, at mit moralske jeg ikke kunne sende dem i institution i dag. Det er noget med et feberfrit døgn, de kære pædagoger ynder at håndhæve.

Aftenen udviklede sig lidt anderledes. Kaya blev pludselig helt slatten. Hun ville ikke rejse sig fra sofaen, ville ikke spise eller drikke. Hendes lille mave kørte op og ned i gallopfart, som en lille fisk, der var røget på land og nu lå og sprællede desperat for at få luft eller vand er det vel..

Jeg ringede 1813 og forsøgte at holde mig fra at lyde som en panisk mor. Jeg forklarede rationelt og fandt ord frem som “normaltilstand”, “vejrtrækningsbesvær” og “respirationsfrekvens”, så de umuligt kunne spise mig af med den sædvanlige “2 panodiler og søg egen læge i morgen”

Hendes larmende og hivende vejrtrækning fandt sin vej til lægen i telefonen og vi blev sendt afsted mod det nærmeste hospital.

2 timers ventetid..

Og nu sidder vi her.

Det er sjovt så hurtig, man kan genkalde sig erindringer, men ellers havde gemt væk i en kasse, når man rammer det samme miljø. En kasse der er blevet stillet på en hylde med en label på, hvor der står “tvillingernes fødsel” Jeg tænker jo sjældent længere over, at de er tidligt fødte (Du kan evt. læse om dengang ambulance var på vej) . De er præcis som de skal være og er præcis ligeså irriterende nuttede som alle andre 2-årige.

Jeg har aldrig haft et problem med hospitaler. Det har for mig altid været et trygt sted med kompetent personale, der var til for at hjælpe. Det sidste er det sådan set stadigvæk. Men trygheden forsvandt lidt, da jeg for første gang så livets skrøbelighed i øjnene. En skrøbelighed der sneg sig langs væggene, da vi lå på neonetal-afdelingen i forbindelse med tvillingernes fødsel.

Den intense kontakt med liv og død. Desperationen i de andre forældres øjne, når de pludselig kom i en berettiget tvivl om, hvorvidt de overhovedet ville få deres barn med hjem. Samtaler i køkkenet med forældre, der havde været det værst tænkelige igennem. Nemlig det faktum at miste et barn.

Et meget kort øjeblik følte jeg, at jeg skulle blive en af dem. Historien om det lille hjerte kan læses her, men kort fortalt havde Kaya tendens til at holde op med at trække vejret, da hun var lillebitte og vejede under 2 kg. Det var ikke særlig dramatisk. Hun fandt selv vejen tilbage til en normal vejrtrækning, men hver gang alarmen gik og Kaya stoppede sin vejrtrækning, placerede mit hjerte sig solidt i halsen. Verden gik i stå og jeg holdt også op med at trække vejret, mens jeg stirrede på den skærm, der fortalte mig, om min datters hjerte forsat slog.

Jeg kan huske, at jeg så mig selv i spejlet på et af Rigshospitalets toiletter. Med tårerne trillende ned af kinderne og med et blik ind i mine egne øjne, der skreg af desperation ved tanken om, at mit barn måske havde et dårligt hjerte. Jeg havde følelsen af, at skulle være én af dem, der ikke fik smit barn med hjem.

Følelsen var heldigvis ikke plantet der så længe. Den varede kun i et par timer og så fik en sygeplejerske overbevist mig om, at alt var godt.

Men når Kaya bliver meget syg. Som hun fx blev i aften. Så vælter alle de kvælende tanker og følelser indover mig igen. Alting bliver skrøbeligt og sårbart og jeg bliver bange helt ind i knoglerne.

Der er meget længe siden. Der er løbet meget vand under broen siden og jeg har fået nogle store velfungerende børn, der heldigvis sjældent bliver alvorligt syge. Når jeg går rundt på en hospitalsgang, bliver jeg hurtigt kastet tilbage til den sindstilstand, vi var i dengang. Blå striber på gulvet og en påmindelse om konstant at afspritte hænder.  Jeg ryger lige tilbage til 2016:  Nybagte forældre til tre og en bekymring så stor, at den ikke kunne rummes i kroppen. På trods af at vi havde et ukompliceret forløb. Modsat så mange andre. En bekymring der hang tungt i luften, overalt man gik. En besættelse med at alt skulle sprittes af, ved tanken om at en lille bakterie kunne sætte børnenes liv på spil. Og jeg er absolut ikke særlig hygiejnisk ellers.

Det er en del af at blive forældre. Kvælende bekymring. Jeg ved, at den aldrig forsvinder. Den udvikler sig bare. Da de var små og begyndte at spise rigtig mad, var jeg bekymret for kvælning. Så blev jeg bekymret for, at de ville falde ned ad en trappe eller gå ud foran en bil, da de lærte at gå. Om et par år vil jeg blive bekymret, når de cykler i skole. Når de bliver teenagere vil jeg være bekymret, når de er i byen.

Men lige nu er min bekymring her. På mit lille barn der ikke vil trække vejret.

Klokken er nu 3.00 og hun skal have ilt igen.

 

 

8 kommentarer

  • Mia Eriksen Sinnbeck

    Åh den maske kender jeg godt (alt for godt siger min svigermor). Vores tvillingepiger startede også livet lidt tidligt og deres lunger bærer desværre lidt præg af det. Men en ting ved om masken, den virker kl 3 om natten når alt andet har spillet fallit. God bedring med hende! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Årh, det lyder hårdt altså. Jeg håber ikke, at det er noget, der sker alt for ofte.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia Eriksen Sinnbeck

    Åh den maske kender jeg godt (alt for godt siger min svigermor). Vores tvillingepiger startede også livet lidt tidligt og deres lunger bærer desværre lidt præg af det. Men en ting ved om masken, den virker kl 3 om nae

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadine

    Det er det er står med småt når man bliver forældre, angsten der følger med. Vores ældste datter på 5år gik pludselig i krampe en dag under aftensmaden, vores datter som jeg gik og troede var sund og rask skulle pludselig udredes for epilepsi. EEG, blodprøver, indlæggelse og MR scanning. Jeg sov ikke i de 3 uger det tog at få svar. Jeg var i total alarmberedskab for hvad nu hvis hun fik et nyt anfald og jeg ikke var der, hvad nu hvis det skete mens vi sov. Jeg ved det ikke er samme situation men jeg ved, hvordan det føles at være bange og angst helt ind i knoglerne! Min datter vist sig at være sund og rask, de små væsner er så afsindige stærke og vi som forældre må stole på at de klare skærene. Med stor kærlighed følger stor sårbarhed. De bedste ønsker og tanker til jer om at det hele bliver godt igen for Kaya ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Puha. Kramper er forfærdelige. Var det feberkramper eller fandt de ud af, hvorfor det opstod?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nadine

      Hun havde haft lidt ondt i maven om eftermiddagen så lægen mente at det kunne være den smerte som fik hendes blodtryk til at falde og hun derfor gik i krampe. Men vi ved ikke, hvad det med sikkerhed var. Jeg går stadig hver dag og er bange for at hun får et krampeanfald selvom der intet er der tyder på det. Det ligger i baghoved. Kæmpe kram og helbredende tanker til jer ❤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Sender jer positive tanker ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Campingtur: Jeg har tænkt mig at proppe 3 børn ind i et telt til sommer