Har børn en særlig radar?

Hvor er der en voksen ?

Hvordan er vilkårene i de den danske institution? Hvor er der en voksen? I lørdags gik mange tusinder af forældre på gaderne. Der var tale om en lidt atypisk demonstration. Gaderne var nemlig fyldt med barnevogne, klapvogne og balloner. Jeg deltog også. Fordi det er vigtigt at råbe op, når noget føles helt forkert. 
Foto: Christian Larsen

For kort tid siden blev et lovforslag stemt ned. Eller det blev rent faktisk stemt ned inden det overhovedet kom til afstemning i Folketinget. Et lovforslag der skulle regulere, hvor mange pædagoger pr. barn, der skal være i de danske institutioner. Det fik en mor til tasterne og i løbet af kort tid, var der skabt en bevægelse af forældre, der ikke ønsker at acceptere de vilkår, børn har i dag.

Foto: Linda KurtsdottirFoto: Pernille Eyrich

Foto: Line Aaes Pedersen

Jeg pakkede min 4-årige og den 4-åriges mormor under armen. Det var vigtigt for mig at vise flaget. At tilkendegive, at vi i vores lille familie også mener, at tingene bør gøres bedre.

Vi altid har været umanerlig glade for børnenes institutioner. Dygtige pædagoger har gennemsyret stederne og børnene er blevet udviklet og har været glade. På trods af omstændighederne kan man tillade sig at skrive.

Der har været episoder, hvor jeg har oplevet, at tingene ikke har været, som de burde. Oplevelsen af at noget er gået galt. At en enkelt pædagog har siddet med desperation i øjnene med 6 vuggestuebørn omkring sig. Børn der græder og uden mulighed for at trøste alle.

Foto: Pernille Krag Larsen

Det har selvfølgelig ikke været meningen. Måske har en pædagog været syg. Måske har en pædagog været forsinket. Men det har været nok til at et enkelt menneske, har skulle varetage 6 små børn. 6 små børn, der havde reaktioner på at være blevet afleveret. Nogen af dem har grædt. Nogen af dem har søgt kontakt hos den ene voksen. En kontakt der ikke kan imødekommes.

Det har været et tegn på, at det system vi har nu er for skrøbeligt.

Jeg har været heldig. Jeg har været i god tid. Jeg har kunne sætte mig ned på gulvet sammen med mine børn. Kun for at vente på, at der skulle komme to yderligere pædagoghænder. Jeg har sat mig på gulvet for både pædagogens og for børnenes skyld. Den mulighed eksisterer ikke for alle, fordi man har en hverdag, der skal passes og et arbejde, der ikke venter. Måske fordi, at man er kommet ud af døren i sidste øjeblik, som er et udgangspunkt, når man skal have små børn i tøjet.

Mine egne oplevelser kombineret med de historier, der fortælles fra de mennesker, jeg kender, der er pædagoger, er netop årsagen til, at jeg personligt mener, at vi skal reagere. Jeg læste blandt andet Nutidens mors indlæg. Johanne er selv pædagog og du kan læse nogle af hendes oplevelser her og dette indlæg fra den kreative pædagog, der beskriver en hverdag fra morgen til eftermiddag.

Og forældrene er ikke de eneste, der råber op. Psykologer og fagpersoner har længe sagt, at noget skal gøres anderledes. At vores børn ikke bliver varetaget ordentligt. At de kan tage skade, fordi de ikke bruger det tilknytningssystem, de er født med. Hvilket betyder, at de ganske enkelt ikke kan bruge en voksen som rettesnor, fordi der ingen voksne er. Pædagogerne kan ikke nå at møde alle børn i deres blik, når de søger vejledning og omsorg. Ikke fordi at pædagogerne ikke er dygtige nok,  men fordi de ikke kan være alle steder på en gang.

Foto: Christian Larsen

Jeg er personligt ikke den store fortaler for hjemmepasning. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor man vælger det. Det er verdens største privilegium, at kunne være sammen med sine børn hele tiden. For mig er det vigtigt at gå på arbejde. Ikke fordi, at jeg ikke elsker mine børn, men fordi jeg også elsker mit fag og har et konstant behov for at blive udfordret mentalt.

Af den årsag er det så afgørende, at jeg kan aflevere mine børn i en institution, der fungerer.

Vores samfund er skruet sammen med en forventning om, at man går på arbejde, så vidt det overhovedet er muligt. At man skal bidrage til samfundet og samtidig forsørge sig selv. Men det kræver, at vi som forældre kan stole på, at vores børn også bliver passet på. At de ikke bare bliver deponeret i en form for børnehul, hvor de befinder sig de 8 timer, hvor mor og far er på arbejde.

Hvis den samfundsmodel vi har nu, skal fungere, skal forældre vide, at staten giver vores børn de bedst mulige vilkår. De skal passes på, udvikles og ses i øjnene. De skal høres og ses og guides.

Ganske enkelt skal vi som forældre kunne gå på arbejde uden at få ondt i maven.

Jeg kan dælme godt forstå, at det er svært at være politiker. Der er pres overalt i den offentlige sektor og der skal hele tiden spares og løbes hurtigere. Men nogen ting er for vigtige til at gå på kompromis med.

Blandt andet vores fremtid og de så skrøbelige børnehjerter.

Foto: Diana Kløvedal

Det er derfor vigtigt, at vi konstant råber op og får formidlet, at vilkårene skal gøres bedre i de danske institutioner.

#Mitbarnminstemme

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Har børn en særlig radar?