Kildekritik - Lad os lige tale lidt om det

Har børn en særlig radar?

Photo by lalesh aldarwish from Pexels

 

Det har helt sikkert en ganske naturlig forklaring. Men jeg er ganske sikker på, at mine børn har overnaturlige kræfter. De ved nemlig lige præcis, hvornår jeg har brug for, at de sover, tier stille, ikke larmer eller i bund og grund lige leger selv i 5 minutter. Og så gør de det modsatte. De nægter at sove, nægter at lege selv og nægter at gøre alt andet end at skrige.

I december havde jeg fx et vigtigt opkald på telefonen. Det varede vel 3 minutter. Alle tre børn insisterede på at skrige direkte ind i røret. Så jeg gjorde det alle mødre ville gøre: Jeg gav dem deres chokolade-julekalender og åbnede alle lågerne, så de rigtig kunne more sig hele vejen til jul.

Jeg havde et lidt stramt program i går aftes. Jeg havde noget arbejde, jeg skulle lave og fristen for aflevering af det åndede mig intenst i ansigtet. Jeg vidste, at det ville tage nogle timer at lave. Men det var okay. Jeg har nemlig børn, der sover tidligt. Så med ro i maven spiste vi aftensmad, legede, hyggede  og børnene blev lagt i seng.

Jeg gjorde mig klar til at arbejde.

Børnene sov hurtigt. Kender I det der øjeblik, hvor man har lagt børnene og det lyder som om, at de er faldet i søvn? Man lister derfra. Som en ninja. Med en intens og galoperende frygt for at det mindste knirkende gulv vil vække dem og lade alle festlighederne starte forfra. Man sætter sig tungt i sofaen. Trækker vejret lettet ved tanken om, at man nu kun skal varetage sine egne behov. Ikke flere børn, der vil have vand. Ikke flere bamser, der skal findes under sofaen og ikke flere “Jeg er fæææææærdig” fra toilettet bedst som, at man skal til at tage en bid af sin aftensmad. Det er altid en fornøjelse at skulle tage stilling til andre menneskers afføring midt i et måltid.

Kun fred og ro.

Men lige i det sekund. I det sekund hvor jeg naivt har taget min computer frem. I det sekund skriger et barn fra et værelse.

Et barn er vågent.

Jeg åbner døren på klem. Lader lyset fra gangen lyse ind på det lille værelse. Træder ind. Kniber øjnene sammen og forsøger at se noget i det mørke børneværelse. Prøver at fornemme, hvor slem skaden er. Er det bare en sut, der er gledet ud af munden? Er det en dyne, der er sparket af?

Nej, det er det værst tænkelige scenarie – et barn der er lyst vågent.

Jeg træder frem mod sengen. Foran mig står en 2-årig og griner. Han griner mig lige ind i mit åbne ansigt. Han ser desperationen i mit ansigt og trækker sit es ud af ærmet. Han ved præcis, hvad der virker. Han skriger. Han samler alt luft i sine lunger og skriger. Han græder ikke. Han skriger bare. Som en teenager, der netop har fået øje på en af de søde, unge drenge fra City Bois.

Hans søster begynder at bevæge på sig i sengen ved siden af. Han ved, at jeg for alt i verden ikke orker to vågne børn. Han stopper. For at finde luft. Betragter min reaktion. Som en cowboy i det vilde vesten, der afventer sin modstander. Desperationen siver ud af alle mine porer i kroppen. Han kan mærke det. Dufte det. Som et rovdyr, der kan dufte sit byttes frygt.

Han suger luft ind og gør klar til et nyt skrig, alt imens han skiftevis kigger på mig og kigger på sin sovende søster, der langsomt bevæger sig mod en lettere søvn på grund af sin brors skrigeri.

Jeg taber. Jeg har tabt. Hvad end kampen gik ud på.

Jeg tager ham op af sengen. Han er lysvågen og vi bevæger os hurtigt ud af værelset.

Jeg stiller ham på gulvet i køkkenet. For at betragte ham på afstand og vurdere hvor vågen han er. “BUUUUURGER” råber han og peger op mod komfuret. “BUUUURGER… MAMMAM..” 

What.. the.. fuck…

Jeg fik ikke tændt min computer mere den aften.

HVORFOR sker det? 

Og så kan jeg vende tilbage til min indledning. Den er stensikker hver gang. De kan fornemme den slags. Som ulve der kan fornemme frygt. Eller bjørne. Jeg er ikke den store dyrekender.

Men hvordan kan det lade sig gøre? Hvordan kan de fornemme det?

Jeg læste et sted, at de kan fornemme på os, hvis vi er stressede og derfor reagerer på det.

Jeg køber den ikke.

De har overnaturlige evner. De har en særlig radar, der indfanger forældrenes desperation.

4 kommentarer

  • Anne

    Jeg forstår det virkelig heller ikke og den er stensikker hver evig eneste gang!! For nogle uger siden forsøgte vi 6 aftener i streg at have sex, men blev afbrudt hver gang på et kritisk tidspunkt 🙈🤣

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte S

    Åh Gud, du har så ret. Min 3-årige er altid max på
    Tværs når vi er alene hjemme uden far og særlig lige når jeg skal amme lillesøster 🙄😬

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Man fatter det simpelthen ikke! De ved det bare.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kildekritik - Lad os lige tale lidt om det