Hvordan er menneskeracen overhovedet overlevet?

Kildekritik – Lad os lige tale lidt om det

Vi har glemt alt om kildekritik. Jeg faldt over et opslag i går på et socialt medie. Der stod noget i retning af, at 1. april er den eneste dato, hvor mennesker reelt forholder sig kritisk til de ting, de læser på internettet. 

Photo by rawpixel.com from Pexels

 

Kildekritik og sindssyge ting man læser på internettet, og efterfølgende mener er den pureste sandhed spundet af guld, er en af mine allerstørste kæpheste. Hvis det stod til mig, indførte vi det som obligatorisk undervisning på alle folkeskoler. Lige efter Klassens time om fredagen, skulle de hormonfyldte teenagere undervises i benhård kildekritik. Krydret med sociale færdigheder på det store internet.

Der er desværre rigtig mange, der forholder sig alt for ukritisk til de ting, de læser på internettet. Min påstand er, at du rent faktisk ikke kan stole på noget som helst, du læser. Du kan faktisk knap nok tro på, hvad jeg skriver. Udover at en af mine allervigtigste dyder som blogger, er at jeg aldrig skriver noget herinde, som jeg ikke er stenhamrende sikker på. Du kommer aldrig til at se mig skrive om, at mælk er sundere end rismælk. Eller at vingummier er dårligt for dine børn. Og du kommer i den grad aldrig til at høre mig fortælle, at jeg har fundet den helt rigtige metode til at håndtere børn. Mine egne børn måske. Men ikke alle børn. Og det skyldes den simple årsag, at jeg reelt ikke aner en skid om de pågældende emner. Jeg er i hvert ikke uddannet indenfor emnet og derfor har jeg intet belæg for, at sidde her og fortælle dig om, hvordan verdenen faktuelt hænger sammen.

Jeg har skrevet lidt om klimaet herinde. Mest af alt fordi det reelt bekymrer mig. Men selv i forhold til det emne, er der mange forskellige holdninger og meninger. Og meget hurtigt vil du faktisk kunne finde frem til sider på internettet, der kan underbygge præcis den holdning, du sidder med. Du kan fx finde sider, der skriver, at cowboy-bukser udskiller meget mere C02 end flyrejser. Du kan endda finde tusindevis af sider, der skriver, at menneskeskabte klimaforandringer slet ikke eksisterer. Der findes lige så mange sider, som der findes holdninger.

For et par år siden var der sket et forfærdeligt angreb ude i den store verden. Et angreb, hvor der var gået menneskeliv tabt. Dagen efter var der meget vrede på Facebook. Der lå billeder af jægerfly og forkulede huse og der blev skrevet hadske kommentarer om lande og folkefærd.

Hvis man lavede en simpel google-søgning kunne man se, at de billeder, der gav anledning til alt den vrede slet ikke stammede fra det pågældende angreb. De stammede fra et helt andet land og en helt anden tid, men ingen af de mange vrede mennesker, havde brugt 4 sekunder på at forholde sig kritisk til de pågældende tekst og de pågældende billeder. De blev bare vrede.

Det er desværre ikke kun noget, man ser på sociale medier. Nu til dags får nyheder vinger og bliver sendt ud på internettet, inden det reelt er blevet undersøgt helt til bunds. Det betyder, at vi reelt heller ikke, kan være sikre på, at det der står i aviser og på nyhedsider er den endegyldige sandhed. Ind imellem kan journalistik være ensidet og unuanceret.

Et meget fint eksempel er den meget omtalte dokumentar “Leaving Neverland”, der pt kan ses på DR. Programmet omhandler Michael Jackson og hans mulige seksuelle krænkelser af mindreårige.

Der opstod meget had efter det program. MJs musik er blevet gjort forbudt i dele af verden og selv i Danmark havde det den konsekvens, at en række forældre krævede at en MJ-dukke blev fjernet fra en udstilling i et storcenter.

Nu er troværdigheden af den pågældende dokumentar blevet genstand for tvivl, fordi det efterfølgende er kommet frem, at de steder, der bliver nævnt slet ikke eksisterede på det pågældende tidspunkt. Jeg skal i den grad ikke gøre mig klog på, hvad der er op og ned i den pågældende sag, men det er et klassisk eksempel på journalistik, man ikke skal tillægge værdi som værende den absolutte sandhed. Det er fint, at man ser det. Det er fint, at man danner sig sin egen holdning. Men man skal tage det for, hvad det er. Og det er altså i bund og grund unuanceret.

Hvordan ved vi så, hvad der er op og ned?

Det ved vi desværre ikke, men der er enkelte ting, man nemt kan gøre

  1. Lad være med tage andre menneskers ord for gode vare, medmindre de reelt har noget at have det i. Jeg er blogger. Jeg har ikke en skid at have det i. Jeg har en juridisk kandidateksamen, men jeg skriver sjældent noget om jura herinde. Så tro på videnskabsmænd, forskere, veluddannede og personer med pålidelige kilder. Drop at tro på alle andre.
  2. Bed om kilder. Der er rigtig mange mennesker med flotte holdninger på sociale medier. Det kan fx være, at man gør ens børn hjerneskadede, hvis de ser for meget Gurli Gris. Spørg hvor de har den viden fra og bed dem fremføre dokumentation for deres påstand. Og mind dem så om punkt nr. 1.  En artikel i Alt for Damerne er ikke en videnskabelig kilde.
  3. Forhold dig motherfucking kritisk. Stil spørgsmålstegn til alt, hvad andre mennesker forsøger at bilde dig ind. Uanset hvem de er. Tro ikke på noget som helst. Hvis noget virker for godt til at være sandt eller for dumt til at være virkelighed, er det det som oftest.
  4. Tjek billeder. Lav google-billede-søgninger. På den måde kan du se, om billedet reelt hidrører fra den situation, de siger den gør. Jeg tænker, at det også er et meget godt trick til eksempelvis Tinder eller hvis du får en besked på Facebook fra en mand, der hedder Captain Morgan, der gerne vil have dig til at overføre en masse penge.

Og så fortæl mig lige – Hvad er det dummeste, du har set på internettet?

Og forresten – så skrev jeg sgu da engang noget om bedrageri på internettet, når nu vi alligevel beskæftiger os med det emne.. Det kan læses her. 

 

 

 

 

 

3 kommentarer

  • Lotte

    Det dummeste jeg har læst på nettet er at det er farligt at vaccinere sine børn. Åhhh jeg bliver så træt over at Hanne fra facebook kender én der kender én har en datter der blev skadet efter vaccine. Mmm, helt sikkert – og nu skal vi så i stedet forholde os til mæslingeepidemier og skader efter HPV vaccine (som vi så ikke har hørt meget til de seneste år siden de såkaldte beviser blev tilbagebevist igen igen igen)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er SÅ enig med dig! Jeg tror heller ikke på noget som helst, og bliver voldsomt irriteret på folk der tager overskrifter på eb.dk for fakta.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, det er virkelig ærgerligt, at man ikke altid kan stole på medier. Men sådan er virkeligheden bare.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvordan er menneskeracen overhovedet overlevet?