At tage beslutninger på små menneskers vegne - fra vuggestue til dagpleje

Fredags-pip. Hvordan er ugen gået med institutionsskifte?

 

X-factor kører for fuld hammer.

Børnene er lagt i seng og jeg spiser lakrids-piper. Det er det tætteste jeg kommer på de smøger, jeg festrøg i starten af 20érne fredag aften.

Jeg har brugt meget af ugen på at tænke. På at have dårlig samvittighed. Og på at tænke igen. Hvad udsætter jeg mine børn for? For hvis skyld, handler vi, som vi gør? Burde vi gøre det hele om?

Og ud fra de spørgsmål kan du godt foranlediges til at tro, at mine mange skrupler skyldes alvorlige sager. At vi er ved at blive skilt. At jeg er blevet afhængig af narkotika. Eller at jeg havde besluttet, at de skulle leve af Digestive-kiks. Men det handler slet ikke om det. Det handler blot om, at de i denne uge gik fra deres elskede vuggestue til en dagpleje.

“Og hvad så?” tænker du nok.“Du skal da slappe af. Du sender dem ikke i militærlejr. Du sender dem i dagpleje”

Og jeg kan sagtens forstå dine tanker. Især, hvis du ikke har børn. Men det der sker, når man bliver nogens mor, er at man bliver bekymret over alt. Fx lå jeg engang og spekulerede over, hvad der ville ske, hvis historien fra Teenage Mutant Ninja Turtle blev virkelighed og rotten i menneskestørrelse, ville komme og tage børnene, mens de lå i klapvognen.

Ja, man bliver vanvittig.

Hvordan er det så gået?

De små labaner har gjort alle mine bekymringer fuldstændig til skamme. De er glade for at være afsted. De har fået en rigtig god dagplejemor og alt er godt.

Indtil videre.

Det kan naturligvis være, at de får en reaktion i næste uge. Næste år. Eller når de bliver voksne. Det kan være, at de bliver reality-deltagere og hopper med i Paradise Hotel, når de bliver voksne på grund af netop, hvad der sker i deres liv nu.

Men så tager vi det med.

Jeg elsker naturligvis også mine børn, hvis de melder sig til Paradise.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At tage beslutninger på små menneskers vegne - fra vuggestue til dagpleje