Vasa-løbet - del 2

At tage beslutninger på små menneskers vegne – fra vuggestue til dagpleje

I dag skifter de små fra vuggestue til dagpleje og jeg har måååterfååårker dårlig samvittighed

 

Jeg er ikke den store beslutningstager, når det kommer til mine egne private forhold. Sådan noget med at beslutte, hvad man skal have til aftensmad, er nok ligeså svært for mig at beslutte, som det er for den danske regering at indføre nye love. Det vil sige, at jeg lige skal overveje det 1 gang eller 2, spørge nogen andre, hvad de synes og så lige overveje det engang mere. Og så alligevel ende med rugbrøds-madder.

Jeg er generelt rigtig dårlig til at træffe beslutninger. Da vi sidste år skulle købe et hus (læs om processen her), endte jeg med at melde os til programmet “boligkøb i blinde”, som vi faktisk blev valgt til, fordi jeg ganske enkelt ikke kunne overskue beslutningen og alle de ting, man skulle tage stilling til. Programmet går ud på, at man bare stikker programmet en blanko-check og så bruger de lige en 3-4 millioner på at købe et hus, man aldrig har set. Vi nåede dog ikke at blive en del af programmet, da det hus vi nu bor i, dumpede ned i skødet på os.

Som voksen slipper man ikke for at træffe beslutninger. Man skal krafteddeme gøre det hele tiden. Hver dag. Og ikke kun på vegne af én selv, men også på vegne af alle andre i familien.

Og én af de beslutninger jeg har truffet på mine børns vegne, kommer til udtryk i dag. De sagde nemlig farvel til deres vuggestue i fredags og i dag starter et nyt liv. Et nyt liv som dagplejebarn. Hele processen og alt kaosset kan du læse om her

Og det bekymrer mig. Det har faktisk bekymret mig så meget, at jeg har ligget vågen hele natten.

Ellie startede i dagpleje, da hun skulle starte institutionslivet op. Det var den perfekte start for en lille baby, der havde brug for en tryg start med få andre børn at tage stilling til. Det føltes rart at aflevere hende i et privat hjem frem for i en stor institution med lysstofrør i loftet og mange forskellige pædagoger at holde styr på.

Men det er ikke der, vi er med tvillingerne. De er 2,5 år.

De er vant til mange andre børn. De er vant til at lege vilde lege og slås om legetøjet med jævnaldrene. De er vant til junglelove og mange pædagoger. Nu har vi taget dem væk fra deres små venner på deres egen alder og placerer dem et sted, hvor de kun er de to og et tredje barn, der kun lige er startet op på institutionslivet.

“De har hinanden”

siger folk hver eneste gang, jeg nævner min bekymring. Og det er netop det, der reelt er min bekymring. De er nemlig ikke den type tvillinger, der lever i symbiose og ikke kan undvære hinanden. De er tværtimod den type tvillinger, der ligger ovenpå hinanden og slås, som hvis de var gæster på LA-bar en fredag nat, der var blevet uvenner over en flaske vodka.

I deres vuggestue blev de delt op, uanset hvad de lavede og nu skal til tage stilling til hinanden i døgnets 24 timer. Det kan jeg godt forstå, kan være lidt drænende. Hvis der var noget, jeg ikke orkede, var det, at arbejde på samme kontor som min mand. Nu har de så kun hinanden.

Den dårlige samvittighed river og flår i mit indre, fordi jeg har truffet en stor beslutning på deres vegne. En beslutning der måske, måske ikke, er en fordel for dem. Fordelen for mig er, at de nu ikke skal transporteres igennem hele byen. Det er så tæt på, at de kan gå på deres små 2-årige ben og de skal ikke hver dag, hives tidligt ud af deres seng for at blive kastet ud i Københavns morgentrafik.

Børn er så mega seje. Og de skal nok få gjort mine bekymringer til skamme. Men lige nu er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg har truffet den rigtige beslutning på vegne af mine børn.

 

6 kommentarer

  • Håber de havde en god første dag forleden.
    Hilsner
    Pernille

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Tusinde tak, Pernille. Det er heldigvis gået så godt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frk.vest

    Helt kort: Det er det rigtige. Selvom de skal trækkes kun med hinanden (har også ikke-symbiotiske twins her) så bare det at de ikke skal slæbes igennem Kbh hver morgen og eftermiddag, opvejer det hele. Om et splitsekund skal de i børnehave og så er der masser af venner igen. Seriøst, om et splitsekund. Imens kan i få skuldrene bare lidt ned i hverdagen – det tæller også (mega-meget). Hilsen hende der bor overfor institutionen og som derfor hver dag sender børn over uden overtøj. Prøv lige at tænke over tidsbesparelsen i det!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh hvor jeg kender det med ikke at kunne tage beslutninger, og skulle vende det både med mig selv og andre en masse gange, før jeg kaster mig ud i noget. Og nu siger sundhedsplejersken at jeg skal se at få besluttet hvor min baby skal skrives op o.o Mit lille pus, som jeg endnu slet ikke kan forestille mig skal være nogen andre steder end hos mig! Aaargh!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bitten

    Vi står overfor fuldstændig det samme her til sommer. Vi går fra en vuggestue 20 km væk (som vi ELSKER) til en dagpleje i nabobyen, 5 min væk. Vi har godtnok valgt en privat dagpleje med 5 børn, hvoraf den ene er født samme dag som tvillingerne, og derfor vil være der hele tiden de går der, samt et ældre barn der så stopper en gang i efteråret. Jeg er SÅ nervøs for hvordan det skal gå, fordi jeg føler at vi indskrænker deres verden. Den formildene omstændighed er at det er på et nedlagt landbrug, så der er høns og kaniner og masser af plads. Fortæl endelig hvordan det går, så kan det være at mine nerver falder lidt til ro.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Du har absolut truffet det rette valg, ellers havde du ikke gjort det. Det er nemlig en af de der mommy powers..

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vasa-løbet - del 2