Kære Stine på 16 år. Sådan bliver dit liv med børn

Vasa-løbet – del 2

Vasa-løbet. Den 2. marts 2019. Vi stillede op med verdens dårligste forudsætninger. Minimal træning og skiløb havde vi ikke rørt i 3 år pga. tvillinger og kaos. Dette er anden del af historien om vores deltagelse i Vasa-løbet, der er 90 kilometers langrend. Første del kan du læse her.

Starten er gået.

Jeg aner ikke, hvad jeg har i vente. Jeg ved bare, at jeg er sulten.

Jeg bevæger mig frem ad iblandt 17.000 mennesker, der alle er iført ski. Jeg glider fremad i sporet. Langsomt og sikkert. Jeg er bare glad for ikke at ryge på røven.

Alle de mange mennesker går pludselig i stå. Jeg vender mig om for at sige noget til Jesper, men den mand bag mig er ikke min mand. “Fedt nok. Vi er kun lige gået igang og vi er allerede blevet væk fra hinanden” Jeg finder ham dog længere tilbage og vi når lige at aftale, at vi må vente på hinanden i én af de 7 depoter vi skal igennem, hvis vi bliver væk fra hinanden, før alle forsætter.

Vi glider ned af en bakke. “Det her langrend er sgu da ikke så slemt” når jeg lige at tænke, da alle mand stopper igen. Vi står helt stille. Alle skal nemlig over det samme bjerg. Alle 17.000.

Vi står helt op og ned af hinanden. Engang imellem går det op af og så skal man sørge for ikke at komme til at træde på andres ski eller stave. Engang imellem må man krampagtigt holde fast i stavene og bruge alle kroppens kræfter til at holde sig oprejst, fordi vi standser på stejle stykker. Jeg har det som, når man kører op på en færge i en bil og standser på det allerstejleste stykke på broen ind. Samme panik.

Det er hårdt og jeg sveder. Jeg har for meget tøj på, men kan ikke åbne min jakke, jeg krampagtigt holder fast i stavene.

Jeg kigger på mit ur. Der er gået 1 time og 10 minutter og vi er kun kommet 2 kilometer. Vi har brugt 50 minutter på at komme over første bjerg. Hvordan skal vi nogensinde nå 90 kilometer?

Da jeg når op på toppen er Jesper helt forsvundet. Jeg bevæger mig fremad. Det er virkelig hårdt. Jeg synes ikke mine ski glider og ind imellem overvejer jeg at tage dem af og bare løbe. Jeg føler ikke, at jeg løber på langrend. Jeg føler at jeg går langrend.

Da jeg rammer 5 kilometer, har jeg det som om, at jeg har løbet et halvmaraton. Selvom det har sneet mig ind i fjæset i halvanden time, sveder jeg helt vildt.

Jeg føler egentlig, at det går okay. Bedre end forventet. Jeg falder i hvert fald ikke. Endnu.

Første depot – 11 kilometer

Efter ca. 11 kilometer når jeg første depot.

Jeg kan ikke se Jesper nogen steder. Kl. er 10.15. Der er 15 minutter til, at de lukker bommen ned i depotet, hvorefter man bliver taget ud af løbet. Jeg har ikke tid til at finde mad, selvom sulten gnaver i maven. Istedet får jeg en portion blåbærsuppe.

Jeg trækker min telefon ud af lommen. Den store mængde sne gør, at jeg ikke kan ringe op. Tasteturen registrerer ikke, når jeg prøver at taste. Jeg får skrevet til Jesper, at jeg ikke kan vente på ham, hvis jeg skal nå videre til næste depot, inden de lukker det også. Jeg ryster og kan ikke ramme tasterne.

Idet jeg lægger min telefon tilbage i lommen, ser jeg ham. Jeg er et kort sekund ved at begynde at græde. Halvt af glæde. Halvt fordi jeg har ondt af mig selv. Jeg ryster det af mig. “Det er sgu for tidligt at begynde at vræle. Vi er kun ved første depot”

Det er hårdere end jeg troede, det her” siger han, da jeg kommer derhen. Jeg får 2 vingummier fra hans lomme og vi forsætter ud på sporet igen.

Det hjælper. Jeg får mere energi.

Vi kommer frem af. Der er mange mennesker i sporene. Jeg har virkelig brug for vand, men der er ikke plads til, at jeg kan holde pause. Hvis man først hopper ud til siden, kan man ikke komme ind igen. Der er intet glid i Jespers ski og han kæmper sig frem. Jeg tvinger mig selv til at holde koncentrationen. Hver gang jeg kigger op eller tænker på noget andet, snubler jeg.

Der er ingen spor længere. Sneen og vinden får det fjernet. Jeg har ondt i hoftebøjeren, fordi jeg hele tiden skal bruge alle mine kræfter på at holde mine ski samlet.

Jeg er lidt nervøs ned af bakkerne. Det er ikke ligesom Alpi-ski. Det er svært for mig at styre de lange tynde brædder, når der ikke er spor og der ligger store bunker løs sne overalt.

Da vi når til 18 kilometer, skal jeg ned af en bakke. Lige foran mig styrter en englænder. Jeg når ikke at bremse og han tager mig med i faldet. Jeg slår min skulder og min tommelfinger. Alle mine ting ryger ud af mine lommer og alt energi ligger spredt i sneen. Manden rejser sig op. “I am so sorry”, siger han og flygter fra gerningsstedet. Jeg ligger i sneen. Jeg får rejst mig op og samlet alle tingene til mig. Jeg har det lidt som om, at det er en krigsscene, hvor alle bare er sig selv nærmest og ikke kan hjælpe hinanden. Selv når man forårsager, at en anden styrter.

Jeg kommer op på benene igen. Min tommelfinger dunker og det er svært at holde på staven.

Jeg begynder at blive bange, hver gang vi kører ned af bakker. Og da jeg er træt oveni, gør det ingenting godt for mit skiløb. Jeg falder. Hele. Tiden.

“Jeg tror ikke, at vi når det her” siger jeg til Jesper, da vi kan høre næste depot i nærheden.

Andet depot – 24 kilometer

Vi kører ind i depotet. Klokken er 12.11. Det betyder, at det lukker det efter 4 minutter.

Vi kan godt se, at spillet er ude. Nu er spørgsmålet bare, om vi skal forsætte. Mine ben ryster og jeg lider stadig af ikke at have energi nok. Det er der ikke noget at sige til. Det er 9 timer siden, at jeg har spist.

Vi står og væver frem og tilbage. Skal vi kaste håndklædet i ringen eller skal vi forsætte? Selvom hele min krop mest har lyst til at sætte mig ind i en varm bus, kan ingen af os stoppe. 24 kilometer ud af 90 er simpelthen for stort et fallit.

Vi forsætter.

Det går ned af bakke. Det havde været fint, hvis jeg ikke havde været så smadret. Jeg triller ned af alle bakker.

Vi tager den med ro og bliver overhalet. Der er stadig ikke rigtig noget spor og vores fremdrift er mildest talt ikke eksisterende. Vi kan godt se, at vi ryger hjem i næste depot, så vi har trukket alt tempo ud. Vi taler, griner og drikker ind imellem lidt vand. Vi tager billeder og taler med de andre deltagere. Vi føler os efterhånden noget alene derude i den svenske vildmark.

Min hjerne har opgivet. Det gør ondt i min stolthed. Jeg har aldrig opgivet noget som helst. Jeg har aldrig ikke gennemført, hvad jeg har sat mig for.

Min største frygt ved det løb, var bakkerne. Jeg har set denne youtube-video hundrede gange og frygter bakken hele vejen frem. Det er det sted alle styrter. Nu står jeg overfor den.

For enden står en stor gruppe svenskere og hepper.. Eller griner, når folk styrter. Og jeg kan slet ikke overskue mit eget nederlag. Jeg kan slet ikke overskue, at nogen skal til at grine af mig. Jesper kører roligt ned. Ingen slinger i valsen.

Jeg starter. Der er ingen spor. Kun store bunker sne. Jeg kan ikke styre skiene og styrter. Jeg rejser mig op igen. Svenskerne hepper. Jeg rejser mig op og styrter igen. Jeg samler alt mit fokus og kæmper for ikke at styrte på vej ned. Jeg orker simpelthen ikke at styrte foran dem. Det gør jeg. Lige foran gruppen af svenske mænd. Lige på røven. De griner. Det hele bliver for meget og jeg ender med at græde. Bag mine store grimme skibriller. Man kan ikke se det, men jeg græder som en 2-årig, der har fået placeret ketchuppen det forkerte sted på tallerken.

Bakkerne forsætter og jeg bliver ved med at styrte. Jeg ser nu kun frem til, at vi rammer næste depot, så vi kan komme ud af sneen. Jeg kigger på mit ur. Vi har været igang i næsten 6 timer.

Snescooteren med en læge kører forbi os flere gange. Hver gang tjekker de, om vi er ok eller om vi er klar til at kapitulere og blive kørt til næste depot. Jeg nægter. Selvom min krop er smadret og mine ski ikke glider, skal jeg dælme ikke lide endnu et nederlag.

Da der er 2 kilometer tilbage til depotet, begynder jeg at græde bag de grimme briller igen. Min krop gør ondt og jeg kan ikke overskue, hvor stort mit eget nederlag. Jeg kan simpelthen ikke, alt hvad jeg sætter mig for. Det har jeg ellers haft en naiv tro på hele vejen.

Nu er jeg bare træt. Jeg vil bare hjem og have noget mad.

Tredje depot – 35 kilometer

Vi har brugt 6 timer på 35 kilometer. Det gider der ikke at vente på. Det vil nemlig betyde, at vi først ville komme i mål kl. 2 om natten.

Da vi når til tredje depot, er vi ikke i tvivl om, at det er slut. Vi bliver taget imod af 6 officials på rad og række. Chippen bliver trukket af mit ben og der er sat en stor fed bom foran det videre spor.

Det er slut.

Vi bliver placeret i en bus. En dejlig varm bus.

Jeg er enormt lettet, selvom det slet ikke gik, som det skulle.

Nu er spørgsmålet så. Skal det prøves igen?

 

 

3 kommentarer

  • Frk.vest

    Tak for din gode beretning – jeg føler virkelig jeg var der sammen med jer! Det lyder helt vildt – synes stadig det er så sejt i gjorde det – det skal have glimmer på og op på hylden som Hella Joof siger!

    Ud fra din beskrivelse kan jeg ikke helt lade være med at tænke at i jo gik ud fordi det der løb er helt crazy skruet sammen! Altså når man skal stå oh vente midt på en bakke og vælter rundt i hinanden – det er sgu da ikke ordentligt skiløb som vasa løbet så leverer! Hvad tænker du om det? Altså hvis 2 km tager en Time er det jo ikke skiløbernes skyld men dårligt organiseret løb – eller hvad? Er det bare vilkårene i vasa eller hvad?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Du har helt ret. Det var en vild dag. Og jo. Jeg var faktisk en anelse vred på konceptet, da jeg tog der fra. Jeg har efterhånden deltaget i rigtig mange løb – også med ligeså mange menneske. Der var en del logistiske udfordringer, der slet ikke var hensigtsmæssige. Fx havde min oplevelse været helt anderledes, hvis jeg ikke skulle bruge over en time på at stå i kø til toilettet i -5 grader. Det gjorde jo, at jeg ikke nåede at spise inden og var på hælene fra start.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    I er så seje! I nåede 35 km UDEN træning! Overvej hvad bare lidt træning så havde gjort 🤩
    I rokker – man bliver så inspireret af dig/jer! Selvom det nogle gange, er helt galt det du finder på! 🤪

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kære Stine på 16 år. Sådan bliver dit liv med børn