Dårlige råd: Når du skal rejse med dine børn.

Vasa-løbet 2019 – Del 1

Vasa-løbet. 90 kilometers langrend, der blev til 35.

Kufferterne er ved at være pakket ud, skiene er sat på loftet og nu er det kun kroppen, der bevidner søndagens oplevelser i de svenske fjelde.

Den ligner et trafikoffer. Hele min ene balle er lilla og jeg går som en ældre mand, der burde få hjælp af en rollator. Mine arme føles som om, at de kunne falde af kroppen hvert øjeblik, det skulle være.

Alt det taget i betragtning, at vi kun nåede 35 kilometer. Ikke engang halvdelen af løbet.

Vi starter lige fra en ende af..

Lørdag eftermiddag kyssede vi børnene på gensyn hos farfar og kørte mod målområdet. Her skulle vi hente startnumre og få styr på det sidste grej.

Vejrudsigten sagde sne. Og vind. En kombination der er møg træls. At få pisket sne direkte ind i fjæset er aldrig fedt. At få pisket sne direkte ind i fjæset 12 timer i streg, er nok noget af det mest nederen, jeg overhovedet kan forestille mig. Så vi fik stocket up på ekstra varme vanter og en vaskeægte hurtig-brille, som ellers er noget af det grimmeste, jeg ved. I ved, de der sportsbriller som ofte bliver båret af mænd i 30érne, der dyrker rigtig lidt sport, men spiller rigtig meget computer.

Turen gik herefter til en skole ca. en times kørsel fra start, hvor vi skulle overnatte med en række andre danskere. På den måde kunne vi hoppe med i deres bus søndag morgen og skulle ikke bekymre os om de 17.000 andre deltagere, der måske også skulle finde en parkeringsplads ved start.

Lørdag aften

Da vi satte os til rette i en spisesal med 100 andre og kiggede ned på en tvivlsom omgang mad bestående af overkogt pasta og en form for hvid sovs, overvejede jeg, om vi mon brugte vores børnefrie døgn helt hensigtsmæssigt.

 

Sidst vi havde en kærestetur, var i februar for et år siden. Der var vi på spa-ophold. Der var ikke meget spa-ophold over denne tur. Det fik jeg igen bekræftet, da vi lagde et 2 mm tyndt liggeunderlag ud på gulvet i et klasselokale. Der skulle vi overnatte. Ikke særlig romantisk. Og ikke særlig behageligt heller.

Jeg lagde mig til at sove i det tøj, jeg skulle stå på ski i. Så skulle jeg i det mindste ikke tage stilling til det, når vækkeuret ringede midt om natten.

Kl. 19.45 blev lyset slukket

Søndag morgen nat

Kl. 02.50 vågner jeg med et sæt. Klasselokalets meget lidt behagelige lysstofs-rør står i lys lue og giver en fornemmelsen af at ligge i en tandlægestol. Nogen har tændt lyset.

Kl. 02.50.

Og vi skal op.

Frivilligt.

Ikke fordi en unge hyler.

Mener vi det her?

Jeg er ikke helt overbevist, da vi klasker havregrød op i en skål. Igen i en sal med 100 andre. Klokken har sneget sig op på 03.10. Kvalmen stiger op i halsen og kroppen skriger med alt, hvad den har. Den skal ikke være vågen. Den skal ikke spise.  Jeg tager 3 bider af grøden, der føles så klæg som tapetklister.

Jeg skal virkelig spise. Det er nu, der skal energi på motoren, men kroppen vil ikke.

Da vi bevæger os tilbage igennem skolegården, daler sneen fint ned. Jeg havde ellers håbet til det sidste, at vejrudsigten løj, at sneen var afblæst og vi ville få høj solskin.

Klokken er nu 4.00. Bussen er på vej mod start. Nu er der ingen vej tilbage.

Præcis en time senere går vi hånd og hånd i mørket. Startområdet er allerede fyldt med mennesker. Alting damper af spænding og ud af højtalerne lyder Avijiis “Wake me up when it’s all over”.

Mange er mødt op 3 timer før starten går, for at undgå at blive den sidste. At stå som den sidste som nr. 17.000 er ikke ønskværdig.

Vi finder en plads. Vi stiller skiene og går derfra og håber, at vi kan finde dem igen. 17.000 sæt ski sættes på rad og række som små soldater, der er på vej i krig. Heldigvis er vi ikke de sidste.

 

Kl. 5.30 er vi tilbage i bussen. Nu kan jeg nå en times lur.

Kaos

Jeg vågner kl. 06.20. Jesper er væk og jeg beslutter, at jeg hellere må finde et toilet. Der kommer nok ikke til at være mange toiletter de næste mange timer, så det er om at komme afsted. Inden længe skal numsen dyppes i den kolde sne, hvis der opstår den slags behov.

Jeg finder en af de mange køer til de festival-toiletter, der er stillet op. Jeg tæller de mange mennesker foran mig. Der står vel omkring 90 og med 5 toiletter giver det en ventetid på over en time.. Jeg står i sneen. Og i blæsten. Jeg forsøger at bevæge mig, men det er svært i en toilet-kø. Jeg bliver koldere og koldere. Mit tøj bliver mere og mere gennemblødt af sneen og mine hænder fryser.

Jeg kigger utålmodigt på klokken. Der er stadig lang kø. Klokken er 7.15. Klokken 7.30 bliver bussen med alle mine ting låst. Jeg ringer til Jesper “Det er helt af helvedes til det her. Tager du ikke mine ting med?”

Da jeg kommer ud fra den grønne bås, er klokken 7.33.

27 minutter til start. Jeg er gennemkold. Mine handsker er gennemblødte og jeg er skidesur. Hvordan kan det komme bag på de arrangører, at folk skal på toilettet, inden man bliver sendt afsted ud i ødemarken? Jeg havde planlagt, at jeg skulle spise, inden vi skal afsted. Min mad ligger i bussen og jeg har ikke fået noget væske i halvanden time. Jeg har spildt 1 time og 20 minutter på at stå i en fucking kø.

Jeg møder Jesper, der galant som han er, giver mig sine handsker og tager mine våde handsker ind på maven, så de tørrer hurtigere.

Han har taget en pose med med mine ting og jeg skifter min våde jakke ud med en anden. Mine tænder klaprer. Min mave knurrer.

Afsted

Vi går i zigzag mellem alle de mange deltagere og finder vores ski.

De bliver klikket på. Vi tager vores ekstra tøj af og smider det i en pose langs sporet. Vi står i samme spor. Mig foran Jesper, da jeg jo nok ikke ligefrem er den hurtigste knallert på molen. Eller langrendsløber i sporet.

Vi venter. Nu er der få minutter til start. Min mave knurrer insisterende og har svært ved at forstå, der skulle indtages mad klokken 3.00 og ikke nu, hvor klokken er 8.

“Det er ikke særlig smart, det her”, når jeg lige at tænke, da starten lyder og 17.000 mennesker begynder, at bevæge sig fremad.

 

 

 

 

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dårlige råd: Når du skal rejse med dine børn.