Fra tørshampoo til live-tv

Er bloggere sådan nogen, man hader?

 

Billedet har ingenting med noget at gøre. Men det er Ellie som baby med en babygris. Og det er jo altid nuttet.

 

Jeg havde en sær oplevelse forleden.

Jeg startede bloggen her i maj sidste år, fordi jeg godt kan li’ at fortælle historier. Fordi jeg godt kan li’ at gøre noget ved ord og få folk til at smile.

Siden jeg skrev første indlæg, har det kun været en dejlig oplevelse. Der sidder dejlige mennesker i den anden ende. Mennesker, der lever i det samme velsmurte hamsterhjul, som vi gør og mennesker med gode hensigter.

Men forleden havde jeg en oplevelse, der for første gang, gjorde at jeg faktisk overvejede om det her bloggeri, overhovedet var det værd. Jeg fik pludselig smidt en masse kommentarer efter mig, der var udskældende og gav mig hensigter, som jeg ikke har. Kommentarer, hvor der egentlig stod, at jeg skulle skride af helvedes til, at jeg skulle lade være med at udnytte mine børn og at jeg, som alle andre bloggere, hørte til i en form for helvede.

Og så overvejede jeg, hvordan jeg selv havde det for nylig, da jeg skrev dette indlæg om,  at jeg havde svært ved at definere mig selv som blogger. Altså på trods af, at jeg har en blog, jeg skriver på.

Og hvorfor er det et skældsord, at være blogger? Og hvorfor er der nogen, der mener, at det er et frygteligt folkefærd? I min optik er der slet ikke tale om et folkefærd, der kan angives under en fælles betegnelse. Vi er jo alle sammen meget forskellige mennesker, der fælles for alle, bare skriver vores tanker på internettet.

Og det er der jo mange, der gør. Jeg har ikke kunne finde et præcis tal, men jeg fandt en gammel artikel, der angav, at der fandtes ca. 100.000 danske blogs. Det er dælme mange mennesker, der udgiver deres tanker. Uanset om det handler om fiskeri, børn eller moduler-voks.

Hvis man eksempelvis skriver sine tanker i en bog og dermed tituleres forfatter, er det en anden og noget mere velanset sag.

Hvorfor er det sådan? Er det mængden af billeder af croissanter på Instagram, der har udviklet en negativ holdning? Eller er det enkelte personer, der har givet hele fænomenet et negativt ry? Eller har det bare en useriøs klang, fordi man straks forbinder det med personer, der nu skal finde sig en anden levevej, efter de har været med i Paradise?

Hvad tænker du?

8 kommentarer

  • Anna

    Dét at være forfatter, er ikke nødvendigvis et kvalitetstempel, dog adskiller bøger sig fra blogs, fordi der som regel er et forlag, som vælger at udgive bogen, og derfor har der været en vis form for kvalitettjek samt en objektiv stillingstagen til, hvorvidt indholdet er interessant og relevant. Afhængigt af Forlaget selvfølgelig…

    Når det er slået fast, så er der alligevel paralleller, mellem bloggere og forfattere (måske snarere mellem journalister og forfattere, synes jeg), og størrelsen af en blogs læserskare kan bruges som en målestok for kvaliteten og den er samtidig et udtryk for relevant/interessant indhold.

    Dér, hvor kæden hopper af for mig, er når der kommer meget sponsoreret indhold. Jeg synes, det er så sindssygt utroværdigt at læse et indlæg om, hvordan en blogger pludselig elsker nutella, merrildkaffe eller oral-B tandbørster, når indlæggene er sponsoreret af selvsamme firmaer. Eller en anmeldelse/praise af en gratis seng/ferie/leasingbil/måltidskasse etc. Jeg vil gerne høre rigtige menneskers anbefalinger af ting de oprigtigt føler for, og den oprigtighed finder jeg meget få steder i blogland. Bloggere er (for manges vedkommende) blevet en del af en masse, som styres af samme bureau, og man skal altså ikke følge mange forskellige for at kunne identificere, hvornår en kampagne ruller. Pludselig er alle blevet fans af samme produkt. Og jeg køber slet ikke disclaimeren om, at bloggeren er betalt for at deltage i kampagnen, men ikke købt til at skrive noget bestemt. Ja ja, så lader vi som om det passer… når jeg en dag ser en blogger, som anmelder noget bare en smule negativt, så tror jeg på den.

    Er dog villig til, i et vist omfang, at se igennem fingre med sponsorerede indlæg, hvis bloggeren viser lidt af et rigtigt mennesker, som lever et rigtigt liv jeg kan relatere til. Simple hverdagsting, som at man henter børnene som den sidste. Igen. At man ikke ved hvad de skal være til fastelavn. Af man alligevel nyder familien midt i kaosset.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Irma

    Jeg mister også interessen når bloggere ændrer sig fra nogen der vil dele ud af deres hverdag til at være reklamesøjler. Når hvert 4. Billede på IG er et personligt indslag mens resten er reklame og se-mig opslag. Kort sagt, de bliver influencere, æv! Jeg har droppet mange “perfekte” se-mig profiler og nyder nu de uperfekte, som dig (= kompliment). God tur i Sverige!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    For mig er det nok mest at det virker useriøst.. Jeg har tidligere fulgt en del blogs af mennesker jeg synes var interessante, men det er som om at de alle undtagen en har tabt mig i et væld af reklamelinks og irrelevante reviews.. Jeg følger dig fordi jeg synes du er sjov, jeg elsker folk der ikke tager sig selv pisse højtideligt.. Men den dag bloggen flyder med tandpasta anmeldelser, er jeg den første på”unfollow” knappen og Jeg finder dig useriøs.. Vi kan så godt blive enige om at man ikke skal skrive grimme ting, man skal bare klikke væk:).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Misundelse er en virkelig grim ting…
    Og det tror jeg oprigtig folk er!
    Det at være blogger – og levet af det – ser så nemt ud, så vi andre som sidder med vores fedtet hår og surt optjente penge på et larmende kontor, kigger i blogger retningen med “ih hvor nemt” hvilket uden tvivl er langt fra tilfældet, jeg tænker det kræver hårdt arbejde, strategier og meget andet. Men fordi det kun er hyggen man ser, og man ser det jo MEGET, i en virtuel verden, så er det nemt at hade lidt på hele konceptet.
    Lidt ligesom når man fejlagtigt, siger om pædagogerne at de ik laver andet end at drikke kaffe, fordi det kun er DET man ser når man hentet.
    Her på Instagram ser vi kun “hente situationen”
    Og så er det nemt at dømme det ude som nemt og plat.

    Du har en pisse fed blog, keep it up 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Irene

    Når der er 98% positive tilkendegivelser er der ingen grund til at lytte til de 2% negative. Ligesom du gerne vil fortælle en god og sjov historie fra hverdagen er der omvendt et fåtal, som kun kan se det negative ved livet. Alle skal jo have lov til at ytre sig, men man kan selv bestemme, hvem man vil lytte til.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Jeg tænker at der er nogle bloggere der får lige lovligt travlt med at pille fnuller ud af egen navle, når de lever af deres blog. Pludseligt skal der død og pine produceres personlige indlæg som hurtigt bliver til “åh jeg har så travlt at jeg næsten ikke nåede mit møde over en croissant inden jeg hentede børn kl 3”. Og det bliver jeg selv så’n lidt træt af. Heldigvis er du IKKE een af dem! Så skriv du endeligt videre – jeg elsker selv sarkasme humor som nok var det der primært gjorde at jeg selv overlevede at opfostre 3 stks afkom uden at blive helt bindegal.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie Louise

    Hmm, jeg tror at bloggerens blakkede rygte har noget at gøre med de mange meget kommercielle og overfladiske blogs, der findes. Blogs der gerne vil se fede ud, men som ikke har meget andet på hjerte end ‘se mig, se hvor perfekt jeg er’. Bloggere som deler produkter og ‘viden’ ukritisk.
    Men man kan jo bare lade være med at følge dem og så følge dig og andre fornuftige folk i stedet. Problem løst 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte Schmidt

    Jeg synes helt generelt at hvis man ikke kan sige/skrive noget pænt eller i det mindste noget konstruktivt til andre, så skal man lade være. Men desværre tror folk at ytringsfrihed er det samme som ytringspligt 😉 Jeg synes din blog er mega god fordi der er masser af hverdag, kaos, kærlighed og indimellem store tanker, så tak for det – god fornøjelse med Vasa løbet 💪🏼💪🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fra tørshampoo til live-tv