Langrendsugen - VASA 2019

Fra tørshampoo til live-tv

Min tanke var egentligt, at hele Metro-sagen skulle dø fint i tavshed nu. Sagen er slut for vores vedkommende.

Og jeg tænker, at alle i hele verden er kommet i kontakt med et medie, der redegør for mit barns færden i en Metro i august sidste år, men henset til, at det har fyldt jævnt meget i mit liv de sidste 48 timer, er det svært ikke lige at knytte et par bemærkninger til dagen herinde.

I tirsdags talte jeg med den journalist, der fangede den video, jeg lagde op på Metros hjemmeside sidste år. Videoen var egentlig bare ment som en joke. Ligesom for at belyse alt det skøre ved at give et lille barn, der knap nok ved, hvad hun selv hedder en afgift for at have handlet forkert. Hvis du ikke aner, hvad jeg taler om, kan du læse lidt mere her og her

Vi talte lidt om, hvad der var sket siden sidst. Om at jeg havde indbragt bøden for et ankenævn, om at Kaya havde vundet sagen i ankenævnet og at vi nu ventede på endnu en afgørelse, fordi Metro havde bedt om, at få sagen genoptaget i ankenævnet. Altså det faktum, at sagen stadig ikke var slut nu her 7 måneder efter.

Tirsdagen gik og da jeg gik i seng, havde jeg egentlig fået fornemmelsen af, at BT havde fået en snak med Metro og det så var det. At de måske ville bringe en lille notits efter de bragte historien i sommer.

Da jeg stod op onsdag morgen, var det onsdag morgen. Sjovt nok. Og onsdag morgen er ikke anderledes end andre morgener. Der skal 3 børn køres igennem hele møllen: Morgenmad, tøj, hyleri, skænderier om legetøj og hvad sådan en morgen ellers forløber med at glædelige ting. Jeg nåede dog at observerede, at artiklen var røget på BT.

Og ligesom mange andre morgener nåede jeg ikke i bad. Faktisk så jeg mig selv i spejlet og tænkte “Det er ikke rigtig godt det der. Det må klares med noget tørshampoo”

Lige denne morgen ville skæbnen dog, at jeg skulle til et møde og havde fået min mor til at give mig et lift. Derfor hørte jeg radio for en gangs skyld. Normalt er Frode Får det eneste public service, vi får på det tidspunkt.

Vi sad og smalltalkede i bilen, da radioværterne på P4 pludselig begyndte, at tale om Kaya. Om Metro. Og om mig.

Da jeg var færdig med mødet lå, der en mail fra en journalist fra TV2. Vi talte kort om sagen og hurtigt lå der også en historie på TV2 News. Børn og transportmidler er tilsyneladende noget, der er læsertal i.

Den artikel blev til en invitation til Tv2News. Man er dælme voksen  (eller meget kværulant) , hvis man bliver inviteret i TV2 News. Så mellem arbejde og et tog til Sønderjylland, var jeg kort forbi Teglholmen, hvor et panel skulle diskutere sagen. De stemte vist mest på kværulant. Det kan jeg godt forstå. Det må man gerne synes.

Selve interviewet gik meget stærkt. Journalister er ret gode til at styre en samtale, så jeg nåede kun at tale en masse jura. Og den vinkling var egentlig ikke så vigtig i min optik. Det er nævnt flere steder, at jeg er blogger og jurist. Men ingen af de titler er særlig vigtige i denne kontekst. I denne sag er det vigtigt, at jeg er nogens mor. Og den del af det, fik vi slet ikke talt om. Som mor er man nemlig indkodet til, at man vil passe på sine børn, hvis der sker noget uretfærdigt. Og lige i det her tilfælde, er det altså uretfærdigt, at Kaya skal have skylden for noget, hun ikke har gjort.

Jeg håber da, at alle forældre, vil stille op for deres børn. Man behøver ikke nødvendigvis at gå på TV2News, men det værste man kan gøre, er at sætte sig ned og tie stille, hvis man virkelig mener, at noget ikke er ægte ok. Og her taler vi altså ikke, at “der bliver sunget en forkert sang fra en sangbog”-krænkelses-kultur-forkert. Men mere det faktum, at man med helt almindelig sund fornuft, kan se, at dette ikke er i orden.

Hele sagen fik faktisk en meget sød afslutning.

Jeg hoppede direkte fra studiet ind i et tog. Her endte jeg tilfældigt ved siden af en DSB-medarbejder, der var på vej hjem efter fyraften. Et sted mellem Høje Taastrup og Odense så jeg tilfældigt (okay, lettere stalker-jeg-ser-dig-over-skulderen-agtigt), at han læste artiklen om Kaya.

Og så var det alligevel svært ikke lige at spørge, hvad han som DSB-mand tænkte om hele affæren.

Skæbnen ville, at det var verdens sødeste togkontrollør, der sad lige der ved min side. Vi havde en lang snak om håndtering af børn og her var der tale om en DSB-medarbejder, der havde balloner i lommen til børnene og gik rundt med små Rasmus Klump-pixi-bøger, hvor der på forsiden stod reglerne om, at man kun måtte tage 2 børn på en billet. Den kunne jeg passende tage med hjem til mormor, der vist aldrig igen kommer i tvivl om reglerne.

Og efter at have fået et par træls beskeder fra personer, der mente, at jeg kun udnyttede situationen for at få opmærksomhed, var det svært ikke at smile, da jeg stod ud af toget. Fordi jeg havde mødt en mand, der netop stod for alt andet, end det jeg har set i denne sag. Nemlig bare forståelse, kærlighed og omsorg for at små børn får en god oplevelse, når de kører tog.

Og så taler vi ikke mere om det.

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Langrendsugen - VASA 2019