Nye plakater til væggene

Kan man aftale, at man ikke bliver skilt?

Over halvdelen af alle par bliver skilt. Men det betyder også, at næsten halvdelen af alle par bliver sammen hele livet. Og det synes jeg faktisk også er noget. Men kan man aftale sig ud af en skilsmisse?

 

Photocredit

Hella Joof har sagt mange kloge ting. Men én af de mest kloge ting, var i et interview om parforhold og børn.

“Når man får børn, så skal man aftale, at man ikke går fra hinanden, før den yngste er 4 år. Det her er en warzone”

Og der er jeg faktisk fuldstændig enig. Lav den aftale.

“Så nemt er det sgu da ikke” tænker du nok.

Den slags kan man jo ikke aftale på forhånd. Der kan jo ske hundrede ting. Hvad hvis ens mand pludselig udvikler sig til en voldspsykopat eller pludselig på magisk vis kommer hjem med klamydia? Men det er ikke i det tilfælde, jeg mener. Det er i de tilfælde, hvor man bare er træt af, at ens mand lader sine sure underbukser ligge på håndvasken på badeværelset eller altid sidder og glor ind i telefonen. Hvor man ikke kan mærke forelskelsen længere og hvor det hele er lidt leverpostej. Så går man altså ikke bare.

Når man får børn, er man træt hele tiden.

Der er mennesker, der kræver én, fra man vågner bliver vækket til man går i seng falder om på sofaen i en form for koma. Og så kan det være svært at føre dybe samtaler og tage stilling til nogen mennesker, end de der er med i en dum form for reality eller som indgår i kataloget på Netflix.

Og udover det kommer der alle de ting, man kan skændes over, som jeg har skrevet om her.

Så jeg kan i den grad godt forstå, at man får lyst til at smide hinanden på porten.

Hvad hjælper det så at lave den aftale?

Engang havde jeg en bekendt, hvis kæreste hvert og hvert andet øjeblik truede med, at de skulle gå fra hinanden. Det var oftest, når de skændtes og det var uanset, hvad skænderiet tog udgangspunkt i. De kunne blive uvenner over, det tøj deres barn havde fået på, hvorefter han sagde, at det også bare ville være nemmere, hvis de gik fra hinanden.

Til sidst gik de fra hinanden.

Og jeg tror det faktum, at man går og truer med den slags hele tiden, er med til, at det til sidst bliver en realitet.

Først og fremmest bliver det til en fin anledning til, at begge parter lige overvejer, hvordan livet ville være uden ens partner.  Man bliver tvunget til overvejelsen om at blive skilt eller gå fra hinanden. Og man begynder at vurdere det som en mulighed. Hver gang det bliver nævnt, bliver det en mere og mere aktuel løsning, istedet for at overveje, hvordan man ellers kunne løse problemet og hvorfor det reelt opstod.

For alle par skændes. Alle par med børn. Det vil jeg vove at påstå. I mere eller mindre grad måske. Men alle skændes.

Herhjemme har vi også en aftale. Vi skal ikke gå fra hinanden. Vi skal ikke blive skilt. Punktum. Når det ikke er en mulighed, er vi tvunget til at tage os af de problemer, der opstår undervejs. Vi er tvunget til at åbne munden og gøre opmærksom på ting, der er træls, så vi begge kan rette ind og justere undervejs.  Hvis man ved, at man skal være i noget potentielt resten af ens liv, er man også nødt til at overveje, hvordan det skal lykkes. Om det så er at finde en løsning til de sure underbukser i form af en rengøringsdame eller at lave en vasketøjskurv med en basketkurv over, så ens husbond kan spille vasketøjs-lokum-basket med underhylderne.

Der findes dog én situation, hvor det er ok at komme med et ultimatum og en trussel om, at man går. Det er, når man mener det. Når man kan mærke det helt ind i knoglerne. Så er det ok. Man skal være helt derude, hvor man reelt ender med at tage sit gode tøj og gå, hvis der ikke sker en ændring lige nu og her. Så siger man det. Så skal man sige det faktisk. Og man skal faktisk have sagt det meget før – at der nu er nødt til at ske en ændring i ens parforhold, hvis det skal blive ved med at være et parforhold og man ikke skal blive skilt.

Det er måske en god ide at lægge en plan for, hvordan man skal løse det, hvis det begynder at gå skævt. Og måske skal den plan lægges, når det går godt.

Har I overvejet den slags hjemme hos jer?

 

 

 

14 kommentarer

  • Super fint indlæg, og du har så evigt ret. Der var også en gang i mit forhold, hvor min kone ofte truede med skilsmisse, hvis vi blev uvenner. Jeg måtte sige til hende, at jeg ikke gad høre på det medmindre hun mente det.
    Vi har faktisk lavet en aftale om ikke at gå fra hinanden de første to år af tvillingernes liv. Livet med småbørn er bare hårdt for et forhold. Nu er de snart 2,5 år, og mig bekendt er ingen af os på vej væk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Præcis. Det er dælme drænende, at blive truet med hver gang. Det gør kun ondt værre. Jeg læste engang at 80 % af alle tvillingeforældre var i parterapi. Det er der helt sikkert noget om. Det er bare benhårdt

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maybrit

    En af de andre fra min mødregruppe med ældste yngel sagde; vi har aftalt at vi som minimum behandler hinanden som kollegaer de første 5 år af barnets liv. Vi skal som minimum tale og agere som vi ville gøre overfor en kollega, børnenes første år er et projekt som jeg, sammen med min kollega, skal igennem og levere på 😁…..også ret kloge ord og går jo total i tråd med din aftale ❤️ Og vi havde både en aftale om kollega-versionen og at vi ikke ku’ gå fra hinanden mens ungerne var små – og Gudskelov for det, da en god nats søvn de første 5 1/2 år med børn bestod af 3×1 times søvn 😳😴 Ja vi var sgu lidt (læs; MAX) pressede 😬 men nu er drengene 9 og 12 år og vi holder ved hinanden ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Haha, det er en virkelig god ide. Vi er jo altid flinke og rare over ens tætte kolleger, men kan være så uendelig hårde overfor hinanden i et parforhold. Og hvor er det dejligt at høre. Har I så fundet hinanden lidt igen efter børnene er blevet store?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Herhjemme er skilsmisse heller ikke en mulighed… Så længe man ikke tænker i det som en reel mulighed, så tror jeg også på at man agerer anderledes. Jo, der er træls faser og der er da bestemt perioder, hvor jeg ikke just kigger på min mand med bankende hjerte og stor forelskelse, men jeg tænker netop på det som en fase, og istedet for at overveje om det hele bliver for surt, så overvejer jeg hvordan vi kommer igennem det.

    Men som du også nævner, så har vi også en aftale om at man fandeme skal sige det, hvis man en dag reelt set overvejer at skride. Jeg ville simpelthen blive så stiktosset, hvis han en dag tog sit gode tøj og gik, og jeg fik at vide at det var fordi jeg havde gjort dit og dat forkert i så og så lang tid. Hvis jeg gør – eller ikke gør – noget, som potentielt kan koste mig mit ægteskab (og betyde at jeg går glip af halvdelen af mine børns liv), så vil jeg fandeme have en chance for at rette op på det. Det er fejt og pisse unfair først at gøre sin partner opmærksom på problemerne, når man selv har truffet beslutningen om at man ikke orker det lort mere…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Du har helt ret. Man bliver sgu nødt til at varsle hinanden engang imellem. Vi var på et parterapi-forløb engang, hvor der var en der fortalte, at ham og hans kone engang om året tog ud og spiste og hyggede sig. Og alt imens de hyggede sig, fortalte de hinanden hvad de synes, de skulle arbejde med og hvad ens partner gjorde, der var lidt drænende. Det er faktisk ikke en dårlig ide

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Fantastisk indlæg! ❤️ Den aftale har vi også lavet hjemme ved os. Vi har en pige på 21 mdr. Og vi har lige købt et hus som pludselig skulle renoveres mere omfattende end forventet. Og begge mine forældre er alvorligt syge. Så nej – livet er sgu ikke altid hverken sjovt eller spændende lige pt. Men vi har hinanden, og det bliver vi ved med. Så skal tingene nok løse sig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Damn. Et lille barn og en renovering. Det lyder benhårdt. Og hvor er jeg ked af, at dine forældre er syge 🙁 Godt at I er gode ved hinanden. Man kunne sgu godt falde ind i en dårlig rytme i sådan en situation

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    I høj grad har vi overvejet det.
    Den første var en “hovsa” efter ca. 6 mdr. “bollen rundt” og han kom med kolik, dræn-ører og et uvilligt sovehjerte. Shiat det var drøjt, og især jeg var tæt på at gå flere gange fordi faderen havde temmelig svært ved at finde (sig i) tilpas i sit nye liv.. Men så tog han sig sammen!
    Da vi så 3 år efter snakkede om nr. 2, aftalte vi, at det var forbudt at gå de første 2 år. Uanset hvor slemt det blev. Det blev det ikke. Sikkert en kombi af udeblivende kolik, dræn-ører og et godt sovehjerte, samt det faktum at det, for os hvertfald, var meget nemmere her 2. gang (og at der er 4 år imellem dem har været en gave for os). Nu er der gået lige lovlig meget leverpostej i den igen, det er vinter, vi har døjet med sygdom på skift de sidste måneder, og det er sgu lidt surt. Men, vi snakker om det. Om at det er surt, hvordan vi kan få det fedt, om at det er ok at det er surt, og at græsset sikkert er grønnere på den anden side i en periode, men at vi altså har valgt den her familie sammen.
    Vi har dog også talt om, hvordan et set-up ville være HVIS der en dag ikke var mere at komme efter, og lavet nogle aftaler om, hvordan praktikken skulle forløbe hvis det blev tilfældet. Ikke fordi det på nogen måde har været aktuelt her i “2. omgang”, men fordi jeg tror det er bedre at tage de snakke mens man stadig er gode venner. Man kan selvfølgelig altid skride fra sine løfter (bare lige en disclaimer til dem der tænker; “ja ja, de tror de er så kloge, bare vent til den dag de står midt i lorten) og det er jo rigtigt, men man må da tro på hinanden til det modsatte er bevist <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Jeg tror, at du har helt ret i, at det ville være fornuftigt at aftale, hvad der skulle ske, hvis man gik fra hinanden. Man tænker bare ikke rationelt, når der er hundrede sårede følelser. Om ikke andet har man jo så noget, at tage udgangspunkt i, hvorfra man så må finde hinanden. Men lad os håbe, at det aldrig bliver aktuelt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fie

    Med tre børn under 3 år, er vi helt enige om at det ikke er en mulighed at gå fra hinanden, så længe vi har små børn (måske fordi ingen af os kan overskue tanken om at være alene med dem 24/7).
    Kort efter vi fik vores første, lavede vi den nok bedste og vigtigste aftale vi har: det der bliver sagt om natten er glemt dagen efter… Det er en fantastisk aftale, når man, som jeg, kan være en slags ammende monster overfor sin mand om natten, som ikke gør andet forkert end at sove når jeg ikke gør…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Haha, nej. Det tror jeg også, at vi tænker. Ingen orker at tage børnene, hvorfor vi aldrig skal skilles 😀 Og det er en god ide, at holde alt natteroderiet helt ude af, hvad man tæller som samliv

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Sådan en regel/aftale har vi også! Ligesom vi har en aftale om at alt hvad der blir sagt at dumme, onde og irrationelle ting mellem 22-06 gælder ikke! Det er 98 % mest mig der skælder ud om natten fordi det er mig der er oppe med vores barn der aldrig sover. Det er sgu meget befrigende ikke konstant at skulle sige undskyld for noget der er sagt i søvne-afmagt-og alt muligt andet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det kan jeg virkelig godt forstå. Jeg er også mega kort for hovedet og kan blive modbydelig, når jeg er træt

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nye plakater til væggene