Gæt og grimasser for børn

Da en magisk mail tikkede ind..

Der er intet, der kan give mødre noget, der minder om posttraumatiskstress-symptomer som uvisheden om en barns skæbne. Og nu taler vi ikke om den alvorlige slags, men snarere noget, der kan virke som et meget lille problem, når der eksisterer så mange forfærdelige problemer i verden. Men når man står i det, er det altoverskyggende.

Uvisheden om ens børns institutionsskæbne.

I juni sidste år flyttede vi i hus. Vi flyttede fra indre by til Dragør. Der er langt. I hvert fald hvis man er 2 år og har meget korte ben. Pladser var der ikke at få i nærheden af, hvor vi boede, så hver morgen transporede vi alle 3 børn fra Dragørs marker til Nørreport station. Men det var ok. For børnene elsker deres institution. Og vi elsker pædagogerne.

Men så skete der det skelsættende at Københavns kommune besluttede at lukke hele indre by ned og grave vejene op. Og dem der kender København K ved, at det i forvejen er småt med parkeringspladser. Alle parkeringspladser i nærheden røg og det betød, at der skulle parkeres noget der minder om et maraton væk.

Det betød at vores ellers rolige morgener blev ændret til noget fra en Indiana Jones-film, hvor de 3 små unger uden retningssans og almindelig sund fornuft skulle krydse veje, cykelstier, busser og hoppe for deres liv. Og hvis der er noget trafikanter i København K ikke har, er det overskud. Ikke engang til 2-årige. Så en dag besluttede jeg, at det orkede vi ikke længere. Især fordi, at det i forvejen tog 1 time og 45 minutter hver morgen at aflevere. Og sørme også en 1 time og 45 minutter at hente igen, inden vi var hjemme.

Så en dag i november, hvor både jeg og børn var blevet råbt af endnu en gang af en vred fodgænger, der mente at de små ben ikke gik hurtigt nok, ringede jeg til pladshenvisningen. Jeg orkede ikke mere. Børnene skulle ikke hver dag igennem en dagsrejse. De skulle passes i nærheden af, hvor vi bor. Ligesom alle andre børn.

Meget hurtigt kom der en plads til ældstebarnet. Hun var min største bekymring, da hun har været med under armen og er blevet flyttet fra Esbjerg til Grønland og til København. Og nu skulle hun flyttes igen. Men efter at have fået nogle virkelig gode råd i dette indlæg, besluttede vi at flytte hende. Ind imellem har hun nævnt, at hun savner sin gamle børnehave. Men alt i alt har det været en smertefri overgang og hun elsker sin nye hverdag og sin nye børnehave. Hver morgen hygger hun med mormor og morfar, der henter og bringer, da hun ellers skulle afleveres klokken 7 og hentes igen kl. 17, da tvillingernes vuggestue ligger en time væk. Thank God for bedsteforældre.

Og efterfølgende har jeg ringet og ringet og ringet. Og skrevet og ringet igen. Vi følte os splittet op som familie og mit moderhjerte blødte over, at tvillingernes dag, hver dag forløb fra tidlig morgen til sen aften grundet transporttid.

Men i fredags lykkedes det. En mail tikkede ind. En plads var fundet.

En dagplejeplads. Og det er jeg sgu lidt spændt på. De 2 små bæster er evigt på nakken af hinanden. Så meget at de hver dag bliver delt op i deres vuggestue, da de ellers skændes, som hvis de var 2 kvindelige deltagere, der var forelsket i den samme fyr i Paradise Hotel. Og det kan man jo ikke ligefrem hos en dagplejer. Deles op altså. Skændes kan man nok godt. De er jo ikke ligefrem babyer mere. De er i den berømte 2-års helvedes alder.

Den dagplejemor aner ikke, hvad der rammer hende.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gæt og grimasser for børn