Kyllinge-nuggets med cornflakes

Skal I have flere børn?

Det spørgsmål bliver jeg ofte stillet. Meget ofte.

Mit ansigt skifter ofte farve, når det kommer og der trykkes små piplyde ud af min min hals. Tanken om det gør, at min krop fremkommer med en fysisk reaktion. Følelsen af en mindre kvælning. Hvor alt omkring mig bliver opslugt i et endnu større kaos.

Men når det nu er sagt, kan det umuligt være så slemt, som at gå fra 1 til 3, hvor vi havde 3 børn under 2,5 år.

Ældstebarnet er nu godt på vej mod de 5 år og de to små krudtugler bevæger sig hastigt ud af 2års-krisen og er på vej mod 3-årskrisen. Ja, alt er kriser med børn. Kriser og faser.

Men jo flere man leverer, jo flere hænder er der også til at passe, hvis vi pludselig skulle få en hjerneblødning og kaste os ud i flere.

Jeg kan sagtens forstå, hvorfor man får mange børn. Hvert eneste af mine børn, elsker jeg på en hel særlig måde. Jeg elsker ikke én af dem, mere end de andre. Men jeg ser mange forskellige aspekter og vinkler af min egen kærlighed. Hvert barn kommer med en ny pose kærlighed og en y måde at elske på, så jeg kan fornemme, hvad det kommer af, når man vælger at få 4, 5 eller 6 børn. Eller flere for den sags skyld. Det må være den ekstra mængde kærlighed.

Men nej tak. Der er mange årsager til, at vi ikke skal have flere børn. Der er hundrede aspekter i det. Vores økonomi kan først og fremmest ikke rumme det. Vi betaler i forvejen det halve af spidsen af en jetjager til institutioner. 8000 dadler bliver der hver måned revet væk fra vores stakkels, slidte konto og givet til kommunen. Desuden ville det kræve, at en af os fik buskørekort og blev håndværker, så vi kunne lave en tilbygning på huset. Til en au pair vi ikke har råd til.

Desuden tror jeg heller ikke, at vores ægteskab kan rumme flere børn.

I lørdags sad vi og talte sammen. Om hvad? Ja, den del er ikke så vigtig. Men faktuelt sad vi og talte sammen midt på dagen, mens alle 3 børn var vågne. Ingen skreg på mad, saft eller mælk. Ingen sloges. Ingen hylede. Børnene befandt sig på værelset og legede. Med hinanden.

Og vi sad helt stille og førte en samtale. For første gang i 2 år.

”Kan du høre det?” hviskede jeg. ”Hvad?” svarede han. ”Netop. Der er ingen der skriger. Jeg kan høre, hvad du siger

Man har nok forskellige forestillinger om, hvad det vil sige at blive forældre. Jeg har aldrig romantiseret hele den der baby-periode. Til gengæld forestillede jeg mig, hvordan jeg skulle bygge huler, tumle og lege fanglege med børnene. Jeg er ikke helt blevet den mor, jeg havde forestillet mig. Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg ville lege, tumle og tulle rundt på gulvet og lege hest.

Det er det ikke blevet til. I stedet er jeg nok blevet en lidt surere udgave af mig selv, der råber ”STOOOOOOOP” eller ”I gør mig vanvittig”, hvor særligt det sidste nu også bliver brugt af et andet familiemedlem nede i børnehaven, har jeg hørt.

Men i lørdags mærkede jeg for første gang, noget jeg virkelig havde glædet mig til. Jeg løb med mit barn.

Storesøster lærte for en lille måned siden at cykle uden støttehjul. Og i lørdags havde vi aftalt, at vi skulle på eventyr. Så jeg trak i mine løbesko, der ellers er blevet noget svigtet noget så grusomt og tog hende med på landevejene.

8 kilometer trillede de småbitte ben. Uden (så meget) brok. Og undervejs på den tur mærkede jeg noget af det, jeg har glædet mig til. Oplevelser med mine børn, som ikke handler om Gurli Gris eller et gudsforladt legeland blandt 500 andre børn og trætte forældre. Nej, i stedet var det bare hende og jeg, skov omkring os og en masse historiefortælling.

Hvis vi kan gøre det noget mere, kan det også være, at jeg kan få samlet min mor-røv op fra jorden, hvor den har hængt efter, at jeg er holdt op med at bevæge mig på regelmæssig basis. Og om 2 år kan jeg gøre det med alle 3. Så vi holder her.

Vi skal ikke have flere børn.

 

 

7 kommentarer

  • Helle

    Jeg kender det så godt, når du skriver at du havde forestillet dig at du ville være en anden og mere overskudsagtig mor. Jeg havde også forestillet mig en bedre “morudgave” af mig selv, håber den kommer en dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, det er sjovt, som man havde ideologier i vildskab inden man fik børn. Men ind imellem titter overskuddet og jeg håber, at det kommer mere og mere jo større børnene bliver

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Et ord: Sterilisation. Den største gave, jeg nogensinde har givet mig selv!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Min mand har heldigvis taget tjansen. Og du har helt ret 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bitten

    Hvis jeg havde været 5-7 år yngre havde jeg fået én til (eller to, de tvillinger der er arvelige i min familie), men jeg vil simpelthen også kunne nyde de to jeg har mens jeg ikke er hel geriatrisk endnu. Jeg er egentlig bare lykkelig for at jeg lige nåede at få de to inden jeg blev 40, og ikke skulle igennem møllen igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, uanset hvad elsker man jo heldigvis de børn, man har fået til skyerne. Jeg kunne dælme ikke forestille mig, at starte forfra om 5 år

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, uanset hvad elsker man jo heldigvis de børn, man har fået helt ubeskriveligt. Jeg kunne dælme ikke forestille mig at starte forfra om 5 år.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kyllinge-nuggets med cornflakes