At græde i en garderobe i vuggestuen

Jeg har aldrig tidligere blevet påvirket af hverken kulde eller mørke.

Januar har i år ramt mig med et brag. Jeg er fløjet direkte ind i januar, som en lille spurv, der er hamret ind i en rude og nu ligger med en brækket vinge på en terrasse.

Det er måske det, jeg føler mig mest som. Et lille dyr, der slææææber sig afsted med en brækket vinge. “Av” pipper jeg, hver gang jeg tager et skridt frem.

Men ingenting er brækket. I bund og grund har jeg en hel masse at være glad for. Ingenting er ændret i forhold til december andet end, at det ikke længere er jul, at min konto er blevet ædt op af et forsikringsselskab og det bare føles mørkere og koldere. Og fordi januar bare aldrig nogensinde stopper. Har denne her måned 60 dage, eller hvad sker der?

Bevares der er ting, der ikke kører på den allerstørste klinge. For eksempel det faktum, at jeg nu i 8 måneder har brugt 3 timer om dagen på at hente og bringe tvillingerne til en vuggestue i en helt anden kommune. Vores egen kommune har glemt, at der eksisterer børn, der kommer i par. Ingen af de ting, jeg ellers gav gode råd om her i forhold til pladshenvisningen har virket.

Det må man gerne brokke sig over, men lige nu er jeg i sandhed slået helt ud af kurs.

I går ville ingenting, som jeg ville. Jeg endte med at sidde ude i  garderoben i vuggestuen og græde. Seriøst. Jeg er ikke et menneske, der græder. Ikke fordi, at der er noget som helst galt med at græde. Jeg gør det bare ikke. Jeg har det som om, at jeg tidligere i mit liv, har grædt så mange tårer, at der ikke er flere tilbage. Nu skal det hele smuldre før mine øjne løber over.

Og i går smuldrede det altså. Bussen kørte ikke, som den skulle og børnene skulle afleveres inden et specifikt tidspunkt, da de skulle på tur. Så jeg løb hjem igen med en klapvogn med 2 forvirrede børn. Så blev de sat op i en ladcykel. Den virkede heller ikke og bedst som jeg ellers havde tænkt mig at opgive nogensinde at komme af sted, kom min mor mig til undsætning.

Ind i bilen og afsted. Det lyder nemt. Men faktum er bare, at det er omtrent ligeså nemt at få 3 børn i autostole i vintertøj, som at iføre en elefant et sæt nattøj. Og hvis du nu sidder og tænker, at ingen da giver elefanter nattøj på, har du helt ret. Netop fordi, det er fucking besværligt.

Da vi ramte vuggestuen, stod der er en pædagog og tog imod os. Bussen var kørt og det var træls for alle, men pædagogen kunne godt se på mig, at jeg var 1 sekund fra et nervesammenbrud efter at være blevet skreget af over en time af 2 børn, der var pænt ligeglade med busplaner og cykler, der ikke virkede.

Så der knækkede filmen.

Jeg satte mig ned og græd. Og jeg kunne ikke stoppe igen. Heldigvis var der hverken pædagoger eller børn, der så det. For jeg tænker, at de stakkels pædagoger hverken har hænder eller normering til også at varetage forældre, der sidder og græder i garderoben.

Så jeg rejste mig op og gik på arbejde. Og heldigvis stoppede jeg med at græde undervejs.

Det der med børn er i den grad ensbetydende med, at man mister alt kontrol og det kan være en svær kamel at sluge. I går var det mange kameler på én gang, der ramte min hals helt tilfældigt. Busser der ikke kom, ladcykler der var gået i stykker og vuggestue-ture, der ikke blev til noget, fordi det skulle tage 2 timer at aflevere børnene.

Men det er nok det hårdeste ved at få børn: At man aldrig har kontrol over noget som helst. Hvis man fx er klar til at komme ud af døren i god tid, er det noget så sikkert, som at en bjørn bruger skoven som toilet, at børnene mener, at deres bukser også er det. Og hvis du har et vigtigt projekt på arbejdet, eller har taget dig selv en velfortjent fridag, hvor du skal til frisøren, kan du være sikker på, at dit barn har fået fod, mund- og klov-syge og skal hentes.

Det er reglen. Og hvis man er forberedt på det, er det fucking nemt at have børn. Men lige nu er det hele svært at magte, fordi det er januar. Og januar består af 31 mandage.

I sidste ende er der kun en voksen og fornuftig måde at løse den slags frustrationer på:

Sæt dig ud i din bil, kør en tur og sæt Anna Davids “Fuck Dig” på. Og gerne på en skinger skrigende måde. Du kan selvfølgelig også vælge den kalorieforbrændende, miljøvenlige måde og løbe en tur med sangen i ørerne og skrige “fuck dig” undervejs. Men altså.. Du har børn. I mangler helt sikkert ostehaps eller køkkenrulle eller noget. Så brug anledningen til en halv times tid ved Nettos spotvare-hylder.