Skal alting enten være helt perfekt eller helt i hundene?

Kan man kombinere et familieliv med en karriere?

 

Det spørgsmål ender tit i min indbakke fra kvinder, der er ved at være færdig med at studere og nu er på udkig efter deres drømmejob og også gerne vil have et familieliv.

Jeg er absolut ikke ekspert på området, men jeg har da formået at have et arbejde i en branche, man ellers forbinder med benhårde arbejdstider og jeg har samtidig produceret 3 børn, så jeg har da en smule erfaring. Mange gør helt sikkert tingene på en hel anden måde, end vi gør, men her har jeg samlet lidt tanker om emnet. Kan man have en karriere, alt imens man har små børn? Eller skal man drosle ned og holde en pause mens børnene er små? Hjemmepasning er meget moderne og jeg kan sagtens forstå det fine og vigtige ved det. Men personligt er jeg glad for at gå på arbejde og har end ikke overvejet tanken om at sætte alt det, jeg fagligt elsker, på hylden for at være sammen med mine børn på fuld tid.

Og det handler ikke om, om hvorvidt jeg elsker mine børn. De er de vigtigste i verden, men det betyder ikke, at jeg af den grund skal hellige hele mit liv og hvert enkelt af døgnets 24 timer til dem. Jeg er overbevist om, at mine børn nok skal blive nogle sunde og hele mennesker, selvom de ikke blev hjemmepasset de første 2 år og  forsat kommer til at bruge meget af deres liv i en institution. Hvis de nogensinde viser tegn på andet, har jeg naturligvis tænkt mig, at vende bøtten på hovedet, men alt imens, de giver udtryk for at de trives, har jeg nu tænkt mig at blive i mit lille sejlskib af et karriereforløb. Lige nu er sejlet slået lidt mindre op end de første par år, jeg var på arbejdsmarkedet og vi sejler ikke så hastigt frem af, som vi har gjort. Men lidt fremdrift skal der være. At udvikle mig fagligt, er vigtigt for mig som menneske. Så kan andre have nogle andre prioriteringer og meninger med livet, men jeg føler nu sagtens, at jeg (for det meste) kan se mig selv i øjnene, når det store hamsterhjul af en hverdag ruller.

Barsel – 6 måneder eller halvandet år?

Jeg blev gravid, da jeg havde været på arbejdsmarkedet i 2 år. Jeg arbejdede som jurist i det offentlige og de tog det, som en hver arbejdsgiver bør gøre, nemlig pænt.

Jeg selv definerede mig stærkt med mit arbejde. Jeg var flyttet til en anden by i den anden ende af landet for at forfølge mit drømmejob. Pludselig stod jeg der og skulle være nogens mor og ikke gå på arbejde hver dag.

Jeg kan huske, dagen jeg gik på barsel og afleverede min telefon og min computer. Jeg anede ganske enkelt ikke, hvem jeg så var, når jeg ikke var sådan én, der skulle gå på arbejde. Jeg har arbejdet siden jeg var 13 år, hvor jeg gik med breve for et firma ned til et lokalt postkontor (Ja, vi har engang sendt breve med posten)

På grund af den mindre identitetskrise tog jeg kun 6 måneders barsel. Jesper tog 4. Dengang føltes det helt rigtigt. Jeg havde nok valgt noget andet i dag. Jeg havde nemlig en frygt for at mit arbejde ville rende fra mig og alle ville glemme at jeg eksisterede.

Det gjorde det ikke. Til gengæld blev min lille baby fra dengang meget hurtigt 4 år og tiden fløj afsted. Men dengang kriblede det i mig, da jeg skulle starte på arbejde igen.

Min tilgang havde ændret sig lidt, da jeg skulle på barsel med tvillingerne. Det ville blive min sidste barsel og vi havde haft en lidt træls start. Så jeg havde et behov for at nyde det lidt længere. Det blev til 9 måneder. Så overtog Jesper rytmik, mødregruppe og bleskift. Han ville gerne og det skulle han have lov til.

Vores hverdag.

Som et stort godstog tonser hverdagen nu fremad. 3 børn og 2 fuldtidsjobs. Det er absolut ikke en dans på roser og jeg føler ind imellem, at vi dingler ud over en klippe med neglene haglet i væggen.

Der er altid noget, der skal nås. Vi løber afsted for at børnene ikke bliver de sidste, der bliver hentet og det føles nemt som om, at man ikke slår til hverken på arbejdet eller derhjemme, fordi man altid har dårlig samvittighed over, at man begge steder kunne have ydet lidt ekstra.

Den følelse dur ikke. Det må væk. Jeg tror på det gamle ordsprog om, at man skal nøjes med at slå sig selv oven i hovedet over de ting, man reelt har mulighed for at ændre. De øvrige ting må man acceptere som et livsvilkår. Og da vi har besluttet, at bo i et hus i Storkøbenhavn, er vi også nødsaget til at kunne finansiere det. Så indtil vi beslutter at flytte til Bornholm og så ramsløg på en mark og leve af det, må vi få det bedste ud af vores liv.

Men hvis jeg skulle finde på lidt råd omkring karriere og småbørn, må det være følgende:

  1. Lev med dine fravalg 

Før i tiden trænede jeg rigtig meget. Jeg nød mine løbeture om morgenen og ofte fik kroppen også en tur om aftenen.

Det sker ikke særlig ofte længere.

Jeg har kun 24 timer i døgnet. Jeg arbejder 8 af timerne. Bruger 3 timer på at hente og bringe børn (Damn you pladshenvisning), 1 time på madlavning og så er der alt det andet, der også skal passes. Der er bare ikke særlig mange timer at gøre godt med og selvom jeg elsker at træne, er det det, der i øjeblikket bliver nedprioriteret.

Sådan er vilkårene og man må acceptere de fravalg, man beslutter at tage. Én ting er sikkert: Man KAN ikke nå det hele.

2. Find de nemme løsninger

Når hele familien lander på matriklen klokken 17.00 gælder det om, at få proppet lidt mad i de små fugleunger, så de holder op med at pippe. Børn er nemlig indstillet til at skrige mellem 17.00 og 18.00, indtil man får proppet en solid mængde mad i hovedet på dem. Igen skal man lade være med at banke sig selv i hovedet, fordi man ikke leverer på den front. Enten skal man have brugt hele søndagen på at kokkerere hjemmelavet mad, der ryger i Tupperware og står klart, eller også skal man acceptere, at nogen andre laver det for én.

Vi har haft glæde af måltidskasser. Vi har været de fleste igennem: Kokkens hverdagsmad, Aarstiderne, Ret nemt og hvad de ellers hedder alle sammen. Det er lidt dyrere, end hvis man laver maden selv, men vi sparer tiden og falder desuden ikke i guldet ved Spot-varerne i Netto og mangel på spontan-køb kan mærkes på kistebunden.

Til alt det andet bruges Nemlig.com og desuden nyder vi godt af ophævelsen af lukkeloven. Jeg har dælme mange gange stået med en liter mælk i Netto kl. 23.15 en mandag aften.

3. Fleksibilitet

Det altafgørende for mig, når det kommer til at kunne varetage et arbejde og præstere nogenlunde på mor-fronten, er at jeg har et fleksibelt arbejdsliv. Det kommer til udtryk på mange måder. Jeg har meget forskellige uger. I sidste uge arbejdede jeg 55 timer. I denne uge er det hele lidt mere humant.

Hjemmearbejdsdage og generel fleksibilitet er afgørende. For med børn kommer meget andet end det faktum, at de skal hentes fra institution og have mad i bærret. Der kommer også tandlægebesøg, forældremøder og sygdom. Åh, den sygdom. Den kommer altid, når det er allermest ubelejligt og det kan ungen jo ikke gøre for.

Fleksibiliteten går begge veje. Jeg er ikke bleg for at hive min computer op af tasken klokken 20, når børnene er lagt, netop fordi, at jeg ved, at jeg en dag, hvor det hele presser på, kan gå lidt før. Desuden er det vigtigt for mig, at jeg ved, at min leder kan stole på mig. Det vil sige, at jeg altid knokler på de dage, jeg arbejder hjemme og får løst mine ting i hverdagene.

Generelt er jeg blevet meget mere produktiv efter jeg har fået børn. Før i tiden kunne jeg sagtens bruge lang tid på en opgave, fordi jeg vidste, at jeg havde al tid i verden. Nu har jeg ofte en deadline, når børnene skal hentes, hvilket betyder, at jeg får tingene ud over rampen.

4. Bedsteforældre

Det er jo ikke alle der har den mulighed.

Vi har valgt den lidt mere ekstreme løsning, hvor vi bor i et dobbelthus med mine forældre. Jeg elsker det. Og de er en kæmpe hjælp. Det betyder, at de kan hjælpe med at hente og bringe og passe syge børn, hvis det hele brænder på. Det er vigtigt for mig, at vi har klare aftaler. At de ikke skal føle sig udnyttet og de kun gør det, fordi de også synes, at det er hyggeligt.

Bedsteforældre eller ej er det en god ide, at man har noget backup, så man ind imellem kan få hjælp til sygdom eller hele hente/bringe-situationen. Jeg kender flere, der ikke har bedsteforældre i nærheden, men de har teamet up med for eksempelvis tidligere pædagogmedhjælpere i barnets institution, som barnet er tryg og glad ved.

5. Indse, at du er en periode ikke kan levere på alle parametre

Jeg har fundet ud af, at det er enten er mig eller vores hjem, der sådan rigtig kan spille, når hverdagen ruller. Hvis jeg ligner en hængt kat om morgenen, er det højst sandsynligt, fordi jeg har prioriteret at rydde op og tømme opvaskeren, inden jeg går ud af døren. Hvis jeg har gjort noget ud af mig selv, ligner vores hjem helt sikkert et bombet lokum.

Det er bare virkeligheden nu. Der er tider, hvor jeg har dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed overfor mit arbejde. Dårlig samvittighed overfor mine børn. Sådan er virkeligheden bare som en børnefamilie. Alle har det. Også den der sår ramsløg på Bornholm.

Hvad er dine erfaringer med karriere og småbørn?

 

 

 

 

 

6 kommentarer

  • Lis Y

    Jeg synes, at det at “drive” en hverdag med fuldtidsjob og flere børn, er den vildeste koordinerings-, planlægnings- og forventningsafstemningsopgave! Den burde kvalificere dig til et betydeligt løntillæg 😁 Men spøg til side – der er sgu en grund til at folk bliver skilt, går ned med stress eller flytter i nærheden af bedsteforældre. Jeg kan ikke forstå, at der politisk, ikke er fokus på at give børnefamilier andre forhold. Samfundsmæssigt tror jeg, at der er en god business case der! Jeg er offentligt ansat og har gode forhold, to hold bedsteforældre på pension samt en mand på 32 timer. Jeg tror, det er vigtigt med en grundig og løbende forventningsafstemning internt i parforholdet – det er jo hverdagen, der er mest af. Vi skal også have tid til at sætte pris på den ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Helt enig. Man kan hurtigt blive logistik-makkere frem for kærester.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chresta

    Udover jeg kun har 2 børn, så er vi 2 meget enige 😉 jeg kan ikke stoppe alt andet i mit liv fordi jeg har fået børn.. mine barsler har været præcis samme længde som dine, jeg arbejder i en tilsvarende branche som din med samme arbejdstimer og heldigvis med samme fleksibilitet som din.. spring over hvor det kan og klap dig selv på skulderen fordi du gør det bedste du kan ud fra de forudsætninger der er. 💪🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Indtil videre er min erfaring god. Også jurist i staten hér, btw. Både mig og min mand, faktisk… Og hus i provinsen – Nordsjælland – med arbejdsplads i Kbh.

    Vi får det til at hænge sammen ved at skiftes til at hente og bringe og så arbejde en times tid forskudt af hinanden. Mormor henter en gang om ugen og så kan vi lige lægge lidt ekstra timer på arbejdet dér. Det går ret fint op, indtil videre.
    Oveni barn og arbejde har jeg også en hest, og det tager bare meget tid, 2,5-3 timer hver gang. Og jeg ville da gerne ride den mere end jeg gør, men pt med en toårig accepterer jeg, at den får lidt rigeligt fri i hverdagene. Jeg får redet ca 2 hverdage og så i weekenden. Sådan må det bare være pt.
    Aftensmad… Tjae, det bliver ofte den nemme løsning med rugbrødsmadder. Både manden og jeg får varm mad til frokost og barnet har god madordning i vuggestuen, så aftensmad er lidt nedprioriteret i hverdagene. Min bedre halvdel kan heldigvis også helt lynbørge flikke en pizza eller boller i karry sammen og det er, heldigt nok, barnets livretter.

    Men hvis vi havde 3 børn og skulle aflevere flere steder ville vi helt sikkert være mere udfordrede!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Jeg er meget imponeret over, at du har tid til hest. Det er dælme flot at du kan få det ind i puslespillet også. Og ja. Vi prøver også den løsning med at hente og bringe lidt adskilt, så det hele kan blive lidt fleksibelt. Den eneste ulempe ved det, er at man så ikke ses så meget, men sådan må det være en periode.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skal alting enten være helt perfekt eller helt i hundene?