Om at blive bange for at leve

Skal alting enten være helt perfekt eller helt i hundene?

 

Det er lørdag aften.

Aftenens planer er skiftet ud med et sygt barn. Resten af familien er sendt afsted og Kaya og jeg har indtaget sofaen. Livet med 1 barn er stille i forhold til livet med 3 lige nu. Der er reelt tid til at koncentrere sig om det, der sker på skærmen – Netflix-serien “You”, der minder om en kombination af Gossip Girl og Dexter.

Vores lørdag har været lang. Det er lørdage med børn. De starter som regel tidligt og der skal helst ske noget hele tiden. Og hvis man ikke arrangerer noget for dem, arrangerer de det selv. Og det er som regel noget med at skrige af hinanden, smække med døre og slås om det samme legetøj.

Dage med børn er en kombination af mange ting: Frustrationer, irritation, glæde, vrede og kærlighed. I et stort sammensurium. Den ene følelse kan overtages af den næste på få sekunder. Især irritationen. Den kan vælte op i én lige så hurtigt som trangen til kaffe mandag morgen.

For nylig var der én der skrev og spurgte, hvorfor jeg altid viser de negative sider af at få børn. Jeg følte mig naturligt misforstået. Jeg føler egentlig bare, at jeg viser billeder fra et helt almindeligt familieliv. Jeg har ikke et specifikt fokus. Jeg lægger egentlig bare noget op, når jeg synes det er sjovt og selvom lykkelige hverdags-situationer er dejlige, er det for mig ikke noget, jeg har behov for at dele.  Hyggelige bevares, men jeg tænker, at de er ligegyldige for alle andre.

Men der er stor forskel på, hvad der bliver delt på sociale medier. Heldigvis for det.

Forleden læste jeg et opslag, der handlede om, at hele den polerede perfekte overflade, nu er skiftet ud med det modsatte. Vi gik fra at alting skulle være perfekt til at alting skal være det modsatte. Nu skal svesken på disken og livets værste sider skal frem i lyset: Angst, lidelser, børn der skriger og rodede hjem.

Helt generelt i livet vil jeg helst gerne altid være iført ja-hatten. Det hele er bare nemmere, når man forsøger at være positiv og det håber jeg også skinner igennem. Jeg tænker i al fald, at hele forløbet omkring tvillingernes ankomst havde været noget mere drænende, hvis vi ikke havde joket med det hele undervejs.

Den samme lørdag kan i den grad blive oplevet forskelligt alt efter, om man er iført de polerede perfekte briller eller den store uperfekte nej-hat.

Lad os give det et skud. Alt det nedenstående er fra vores dag i dag. Den samme dag med det samme indhold, fortalt med 2 meget forskellige fokus.

Den perfekte lørdag:

Da børnene begyndte at røre på sig efter 10 timers sammenhængende søvn, var det eneste jeg havde lyst til at sove videre. Vi havde nemlig den perfekte kæreste-aften i går, hvor vi holdt i hånden og var i biografen. Jeg elsker mine børn, men det er rart at have tid uden dem. Så kan vi virkelig dyrke vores kærlighed, som selvfølgelig stadig gror, selvom vi nu er en familie.

Min søde mand stod op. Tog sig af børnene og lod mig sove.

Efter et par timer kunne jeg høre, at de havde brug for mig. Det er dejligt at føle, at man er vigtig i et familieliv.  Så jeg bevægede mig ind i stuen til 3 børn, der bare gerne ville beskæftiges. De ville bare gerne lege med deres mor. Så jeg satte mig naturligt på gulvet og legede med dem, alt imens min søde mand lavede ristet rugbrød og spejlæg til mig. Det er vigtigt, at man stimulerer sine børn. Hele tiden. Så vi skulle bygge den perfekte togbane omringet af små lego-huse. Så de også får fornemmelsen af fysik – altså togdrift, geometri og den slags.

Dagen skulle bruges på et loppemarked, da vi jo går ind for genbrug og for at redde planeten. Det er klart. Men inden vi nåede dertil, skulle alle i bad, så vi var klar til at møde dagen ordentligt.

Og så den lidt mere uperfekte version:

Jeg vågnede ved børnenes skrigeri klokken kvart i kvalme. Jeg var på ingen måde klar til at stå op, så jeg vendte mig om på siden og lossede min mand ud af sengen: “Det er din tur” vrissede jeg. Surt og halvt søvndrukkent.

Han stod op og jeg sov videre.

Efter alt for kort tid blev jeg vækket. 2 ud af 3 børn skreg af hinanden og dørene blev smækket i ægte teenage-stil. “Jeg magter det ikke” tænkte jeg og slæbte mig ind i stuen, hvor børnene nu var igang med en form for slåskamp over et udefinerbart stykke legetøj.

Jeg kunne godt se, hvor det bar hen. Den eneste måde, at få dem til at holde op på, var at aflede dem fra den ene genstand, de sloges om. “Kom venner. Vi finder noget Lego” Jeg gad alt andet end at bygge Lego, men det var det, der skulle til for at skabe ro. Farvet plastik. Jeg hader Lego. Især under fødderne.

Alt i mens lavede Jesper morgenmad. Det var altid noget, så skulle jeg i det mindste ikke også i køkkenet med 3 børn skrigende om benene på mig. Men jeg ved jo godt, hvad det ender med. Jeg får jo ikke lov til at spise det selv alligevel. Lur mig om det ikke ender med at blive fordelt på 3 barnemunde, der mener at mors morgenmad er bedre end det, de selv lige har spist.

Ganske rigtigt. Jeg får 2 mundfulde selv. Resten bliver indtaget af andre.

Mens ældste-barnet tager en bid af mit morgenmad, bemærker jeg at hun klør sig i håret. Som om at hun er ved at blive ædt op af små dyr. Og det var præcis det, der var ved at ske. Lus. Nu er det nok. Nu klipper vi snart ungen skaldet. Det er anden gang på 2 måneder. Det er freaking ulækkert.

Alle skal i bad.

Efter en times skrigeri over sæbe i øjnene og at luse-midlet lugtede ulækkert kom vi igennem. Langt om længe.

Og nu kan vi så kan bevæge os mod et loppemarked. Brugt tøj er nemlig det eneste, vi har råd til efter en dyr december og en endnu dyrere januar. Årh, livet er så drænende.

 

Det er lidt ligesom om, at begge versioner er lige irriterende. Livet er måske bare et sted der midt i mellem. Og måske er det fint at dyrke det. Det helt normale.

 

 

 

 

7 kommentarer

  • Jeg har en veninde, som sagde det samme efter jeg havde fortalt om mit liv,: ‘nå, men skal vi ikke snart høre om det gode ved at have børn’. Så føler man sig virkelig ikke hørt. Det er jo godt. Det er bare pissehårdt. Og bare det faktum at man ikke har slået nogen ihjel endnu er jo et tegn på, HVOR meget kærlighed der er involveret. Jeg kan slet ikke se, hvordan man kan overleve det, hvis man ikke må nyde lidt galgenhumor undervejs. Jeg er i øvrigt enig i ovenstående kommentarer. Version 2 er klart sjovere og mere givende for læseren ‘jeg hader lego -især under fødderne’. Hahaha….

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Lige præcis. Man må fandme gerne lave lidt fis med det hele. Ellers knækker man først nakken.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan bedst lide den sidste udgave. Det andet var for overskudsagtigt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    HAHAA. Sjovt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fedt indlæg! 😃

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at blive bange for at leve