Så er det på tide at komme i teatret! (Sarah)

Om at blive bange for at leve

 

Da jeg åbnede denne side var min plan egentlig at skrive om børns faser. Om børn der fordi de er indkodet til det og pludselig går fra at være et lille englebarn til at være djævlens værk.

Men så rejse jeg hovedet og kiggede op fra skærmen. Ude foran vinduet drøner  der biler hastigt forbi den togvogn, jeg sidder i. På den anden side af mig ligger Storebælt og ser mørkt og koldt ud.

Det er svært ikke at skænke den forfærdelige ulykke, der ramte landet som en chok, netop som 2019 lige var startet. Mennesker, der blot skulle transporteres fra A-B. Nøjagtig lige som mig lige nu. Mennesker med børn. Med ægtefæller. Med familier.

Det er svært ikke at blive bange for leve. Fordi der sker forfærdelige ulykker ud af det blå på tidspunkter, hvor man ikke forventer det sker. Jeg er bange for at flyve. Jeg ved det er fuldstændig irrationelt. Jeg ved helt faktuelt, at der er større mulighed for at vinde i Lotto end at sidde i et fly, der falder ned. Jeg ved, at man rent statistisk har større risiko for at blive dræbt af en flodhest, end man har for at dø i et flystyrt. Og jeg er jo ikke sådan rigtig bange for flodheste i min hverdag.

Men i toge har jeg altid følt mig tryg. Jeg har altid fundet ro, så snart jeg har placeret mig i et sæde i et tog, for at blive transporteret fra den ene landsdel til den anden. Og det er jeg heldigvis stadig.

Alligevel nev det lidt i hjertet, da jeg for lidt siden satte mig i forreste togvogn på vej mod Sjælland. Ikke fordi, at jeg nu er bange for at køre i tog. Men fordi den type ulykker minder os om, at det hele pludselig kan være forbi. Livet kan stoppe alt imens, vi sidder og læser DSBs Ud & Se. Uden at vi så det komme og uden man sagde farvel til dem man elskede allermest.

Jeg har prøvet 2 gange at blive bange for verden. Begge gange var lige efter, at jeg havde født børn. Måske er det et beskytter-instinkt, der sætter ind. Måske er det bare hormoner. I hvert fald blev jeg pludselig bange for alt. Da Ellie blev født rasede Ebola i Afrika. Og i et kort sekund af sindssyge, var jeg bange for at bevæge mig ud på Esbjergs gader. For tænk hvis nu, at hun og jeg blev smittet af Ebola?

Det samme kom da jeg havde født tvillingerne. En aften ringede en veninde og spurgte, om jeg ville med i biografen. Jeg sagde ja, men jeg kunne mærke, at jeg var bange. Jeg var blevet bange for at leve. Fordi jeg var bange for at dø.

Det er heldigvis helt normalt pludselig at få den frygt. Måske er det indkodet fra naturens side, for lige at sikre at nogen passer på artens overlevelse og tvinger moderen til at passe på det netop producerede afkom.

Når jeg bliver bange for livet, tænker jeg på en kvinde, jeg kendte. Hun ville ikke rejse nogen steder hen, fordi hun var bange for at flyve. Hun ville gå til koncerter, fordi hun var bange for bomber. Og hun ville slet ikke køre, fordi hun var bange for, at hun ville køre galt. En dag fik kvinden konstateret kræft. Hun døde 2 måneder efter. Hun havde brugt de sidste år på at sidde i sit hjem for at passe på sig selv.

Vi ved aldrig, hvad der sker. Vi ved alle bare, at vi skal væk herfra på et tidspunkt. Så det er noget med, at elske med alt hvad vi har og gøre ting, man har lyst til i dag i stedet for i morgen. Ikke fordi at vi alle skal gå ud og brænde alle vores penge af på strippere og sprut, i stedet for at betale af på vores huslån. Men det er nok meget fint ind imellem at stoppe op og reflektere lidt over, om der er ting, man gerne vil og om man er der i sit liv, hvor man ønsker at være.

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så er det på tide at komme i teatret! (Sarah)