Mine egne dysfunktionelle spisemønste og Katrine Gisigers "Et lykkeligt vægttab"

Om falske følgere og en verden med sociale medier

 

Forleden læste jeg en artikel om falske følgere på sociale medier.

Jeg anede ikke, at det eksisterede og for dem, der er ligeså uvidende, som jeg selv er, kan jeg fortælle, at der findes tjenester, hvor man kan købe flere følgere til ens Instagram-profil.

En meget hurtig google-søgning afslører, at det faktisk ikke er mange surttjente penge, der skal kastes efter de små robotter, eller hvem det er, der fungerer som de falske følgere. 100 friske nye følgere koster nogenlunde det samme som 4 liter mælk i Fakta.

Er det uskyldigt?

Hvis man alene ser på den relativ lille gruppe af mennesker, der tjener penge på at være på Instagram, er det et problem.

Det er nok noget, der nærmer sig bedrageri, hvis man udgiver sig for at have 20.000 følgere, hvis det reelt kun er en fjerdedel af dem, der er rigtige mennesker. I hvert fald hvis man sælger sig selv, som én med 20.000 følgere. Det dur altså ikke!

Når det så er sagt, kan en del af mig godt forstå, at man gør det. Altså ikke influenceren, der i forvejen har enormt mange følgere, men snarere den yngre del af befolkningen. Måske en lidt yngre del af mig forstår det især. Måske en del af mig, der engang var en usikker teenage-pige, der gerne vil have anerkendelse eller have følelsen af at passe ind.

I virkeligheden synes jeg egentlig, at det er en smule trist.

Mest af alt for mine børn. At de lever en verden, hvor det er en nødvendighed for nogen, at man køber falsk anerkendelse på nettet for at kunne opnå en eller anden form for social status. At det er følgerne på internettet, der betyder noget og ikke følgerne i virkeligheden. Med mindre der er tale om stalkere. Så vil man nok helst nøjes med dem på internettet.

Da jeg var barn og teenager for den sags skyld, var man kun udsat, når man var i skole. Det var kun her, man kunne få smasket i fjæset af at være upopulær. At blive valgt til sidst, når der skulle opdeles hold i idræt, hvis man gik op i den slags. Eller aldrig at blive inviteret med til privatfester i gymnasiet, der måske sved lidt mere end en sviner af ens manglende evner i en gymnastiksal.

Nu kan man ikke engang kan slippe at få ens upopularitet tværet ud i ansigtet, når man er hjemme. Uanset hvor man kigger hen, er der andre, der får flere likes, flere følgere eller flere beskeder om, hvor awesome de er. Og derudover kan man se billeder af alt det fede alle andre laver sammen og som man ikke bliver inviteret med til.  Og det er dælme hårdt, når man i forvejen er 16 år, har akne og ikke laver andet end at føle sig grænseløst usikker, fordi man ikke aner hvem man selv er. Og om andre både af samme og modsatte køn nogensinde vil finde én interessant.

Jeg kan virkelig godt forstå det.

Og jeg kan endda sagtens selv have det på samme måde. På trods af at jeg er 34 år, har 3 børn og et godt arbejde, kan jeg sagtens blive usikker og ikke føle mig god nok. Især på de sociale medier.

For eksempel noget så åndssvagt som de der awards, der blev delt rundt omkring nytår, hvor man kunne angive, hvem der var ens yndlings profiler. Selvom jeg var så heldig, at jeg endda stod på nogen af dem, fik jeg i korte millisekunder følelsen af, at jeg sad til et award-show, hvor jeg fandt ud af, at jeg ikke var nomineret og alle omkring mig var.  Og som et voksent, rationelt menneske, kunne jeg heldigvis meget hurtigt slå følelsen ud af kroppen igen. Men hvis jeg kan få den følelse, er der nok også en hel del andre, der kan føle sig mindre værd, når det kommer til sociale medier.

Jeg er ikke vokset op med de sociale medier. Min første mobiltelefon kunne knap nok skrive sms-beskeder. Og den kunne i hvert fald ikke gå på internettet. Internettet var noget jeg gik på efter skole. Efter jeg havde brugt ca. 20 minutter på at starte modemmet op, der sagde sådan her

Og så kunne jeg ellers bruge internettet på flotte ting som fx et chatforum eller Jubii Debatten.Jeg fik min første smartphone, da jeg var voksen og jeg kom på Instagram, da jeg var 28 år. S

Jeg håber sådan, at de der er vokset op med sociale medier er bedre til at navigere i det. At de lærer at differentiere mellem mennesker, der holder af én i virkeligheden og mennesker, der holder af én på internettet. For vores digitale liv siger altså ikke noget om, hvem vi er i virkeligheden. Uanset hvor mange likes, man får.

4 kommentarer

  • Åh hvor jeg kender det og hvor er det ÅNDSSVAGT ALTSÅ! Man tørster efter følgere og likes og hvorfor?!
    Man håber at blive nævnt hos nogen ‘af de store’ fordi det ku være sejt. Men hvorfor? Og hvad får man ud af det? En lille portion klap på skulderen, hver gang en liker eller følger? Og undren når de smutter igen 🤔 men hvorfor?!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, i bund og grund er det jo fremmede mennesker. Man burde være fuldstændig ligeglad.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine Uhrup

    Det var meget fint skrevet. Det er nemlig hårdt at tænke på at ens børn skal gå igennem teeanageårene med de sociale medier som de er i dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, jeg har virkelig ondt af dem. Især med alle de forventninger, der er til udseende osv. Man kan jo ikke få lov til bare at være sig selv.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mine egne dysfunktionelle spisemønste og Katrine Gisigers "Et lykkeligt vægttab"