Mål for 2019 - gift, mad og vægttab

Hun var skide sur. Så mødte hun en mand i en elevator

 

Joey Tribbiani Flirting GIF - Find & Share on GIPHY

Hvis man tager den store flyvemaskiner og bevæger sig tværs over Atlanten i ca. 10 timer og lander i the big US AND A, bemærker man hurtigt, at noget ikke er som i Danmark.

Og her taler vi ikke kun om skumfiduser i morgenmaden, uanede mængder lækker fastfood og en noget anderledes våbenlovgivning – Nej, vi taler om noget helt andet. Det faktum, at det er helt normalt at tale til fremmede mennesker.

Jeg har rejst meget i USA. Hele min fars familie bor derovre og har gjort det de sidste 2 generationer. Det gjorde vi også i november.

Mængden af Donuts og pommesfritter, der blev indtaget, var ensbetydende med, at jeg ind imellem var nødsaget til at besøge hotellets fitness-rum. Det var der ikke mange, der gjorde. Oftest havde jeg det for mig selv.

Men en dag kom en mand spankulerende ind. ”How are you doing? Where are you from? Are you enjoying your time?” væltede det ud af ham, som hvis vi havde kendt hinanden i årtier.

”Æhm.. Fine. Thank you” sagde jeg på mit gebrokne engelsk og var lidt i tvivl om, hvor meget han egentlig ønskede, at jeg svarede inden han bevægede sig videre til vægtstængerne.

Og sådan er det jo alle steder. Man siger fandme dav og farvel til hinanden derovre. Og man spørger lige, hvordan det går. Ellers er man en lort.

Jeg talte så med mine fætre om det, der nok er at betegne som fuldblodsamerikanere, henset til at de aldrig har besøgt deres fædreland i det kolde ord og ikke taler et ord dansk. Jeg spurgte om folk forventede, at man indgik i en samtale, eller om det alene handlede om høflighed.

Uanset hvad voksede det på mig. Når jeg går på gaden, går jeg alt for ikke at se mine medmennesker i øjnene. Jeg stirrer ned i jorden. Gerne med musik i ørerne, så jeg ikke skal tage stilling til nogen andre. Og jeg identificerer mig endda som et åbent og ekstrovert menneske. Jeg aner ikke, hvordan det er blevet sådan. Men jeg tror, at langt de fleste er sådan.

I går morges var ingen undtagelse. Det var første dag efter juleferien. Det var januar. Og det blæste. Allerede af den årsag var jeg sur på verden. Og det blev kun værre.

Da vi stadig ikke har fået institutionspladser i nærheden af, hvor vi bor, men derimod i noget der føles som i den anden ende af landet, skulle børnene som sædvanlig transporteres med Metroen igennem byen. Og humøret var egentlig nogenlunde. Men så skete der det, der kan få enhver barnevogns- cykel- eller klapvognsejer til at se rødt.

Da vi var kommet frem til vores destinationssted, er der ingen anden vej med en klapvogn end med elevatoren op. Og så blev jeg forarget. For ingen gjorde plads til mig og tvillingerne og hurtigt var elevatoren fyldt og kørte op. Bevares det kan selvfølgelig være, at alle de 10-12 mennesker i alderen 25-45 år havde virkelig dårlige ben og derfor var nødsaget til at tage elevatoren op. Det kan da være. Men det pissede mig gevaldigt af. Så mit humør dalede endnu et hak. Og jeg var sur. Sur på elevatoren, sur på mennesker og sur over, at jeg ikke længere havde ferie.

Men så skete noget ganske magisk. Jeg forsøgte naturligvis, at se sur ud, da elevatoren kom ned igen. Nogen skulle nemlig vide, at jeg var utilfreds over at stå med 2 skrigende børn i en klapvogn og vente på en elevator. Men så åbnede dørene. Og ud kom en ung mand. Og han gjorde noget, ingen andre gjorde. Han kiggede på mig, kiggede mig i øjnene og smilede. Fra det ene øre til det andet.

Og ved I hvad der skete? Jeg gik fra at være skidesur til at smile tilbage. Og smilet forsatte. Selvom det var januar og skidekoldt.

Min pointe med alt det her, er bare at vi måske lige der kan lære lidt af amerikanerne. Måske skal vi begynde at tale lidt til fremmede. Måske er det ok, at spørge andre, hvordan de har det, selvom man ikke kender dem?

Jeg tror jeg har fundet endnu et nytårsforsæt. Lige der. Flere samtaler med fremmede mennesker.

Der nok kommer til at tro, at jeg er sindssyg.

 

1 kommentar

  • Lis Y

    Dejligt indlæg 😊 Det får mig til at tænke på dengang, jeg stod ved et fodgængerfelt i Australien og ventede på grønt. En mand stiller sig ved siden af mig og begynder, at snakke til mig og det første jeg tænker er “hvor er min pung?!” Ha, ha, ha det er så pinligt, at min første tanke om et fremmed menneske var noget negativt 🙈 Men min australske fætter har godt bemærket danskernes manglende evne ud i smalltalk…. jeg prøver at forklare ham, at vi snakker bedst med “fremmede”, når vi er fulde 🤣

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mål for 2019 - gift, mad og vægttab