Når juleaften skærer i hjertet

Om at trække stikket til de sociale medier

Jeg fulgte en blogger i mine yngre dage i en lang årrække. Jeg vidste alt om hende: Hendes primære valg af tøj, hvad hendes kæreste hed til mellemnavn og hvilken kaffe hun gik efter, når hun havde tømmermænd om søndagen.

På et tidspunkt stoppede jeg af uvisse årsager med at klikke ind på hendes domæne. Det er den slags, der sker når livet ruller og hamsterhjulet skal passes. Her til aften kom jeg i tanke om hende og overvejede om hun mon stadig skrev sine daglige indlæg, som jeg holdt så meget af engang.

Du gjorde hun ikke. Tværtimod. Hun var som sunket i jorden fra alle sociale medier.

Der var ikke sket noget dramatisk. Det var bare et valg. En morgen var hun åbenbart vågnet og havde fået nok af den store digitale måde at leve sit liv på. Hendes blog var væk og der var ingen daglige opdateringer nogen steder.

Jeg kan godt lide tanken. Jeg elsker internettet og alle dets muligheder. Men jeg kan godt lide tanken om, at den virkelige verden er nok. At man ikke har behov for ens lille digitale getaway, når man skal underholdes og trækkes væk fra hverdagen en kort stund. Det faktum, at virkeligheden er underholdende nok i sig selv.

Jeg har selv tendens til at trække min telefon op af lommen, så snart tid skal fyldes ud. Det kan være de 4 minutter, der går fra man stiller sig på en perron til toget kommer. Eller de tidspunkter jeg er lidt mindre stolt af – Når man fx sidder og ser Ramasjang med børnene og Gurli Gris bliver en tand for intetsigende.

Jeg vil gerne have, at det bliver et aktivt tilvalg, men ikke noget, der sker helt af sig selv. At jeg slet ikke tænker over, at jeg endnu engang har trykket på den store knap nederst på skærmen. Det er noget spøjst noget. Ind imellem kan jeg lave en aftale med mig selv om, at jeg skal lade den være. Og før jeg ser af det, har den sneget sig op i min hånd igen. Og det er ligegyldige ting jeg tjekker: mail, Instagram, Facebook, nyheder og så forfra igen.. Hvis bare det var artikler om raketvidenskab, hvis raketvidenskab altså kan gøre én klogere.

Når jeg er på arbejde eller har behov for at koncentrere mig om noget, hvor jeg ikke hele tiden skal mobil-afledes, bruger jeg appen Forest. Med den planter man et lille frø, der skal vokse sig op til et træ. Frøet bliver kun et træ, hvis telefonen får lov at ligge urørt i 25 minutter. Tanken er så, at man skal plante hele skove i løbet af en dag.

 

Hvad med jer? Er I ligeså afhængige som jeg, eller er jeg den eneste med problemet?

 

 

6 kommentarer

  • Ja! Jeg skrev også lidt om det på et tidspunkt, om at være på afvænning. Men især efter jeg er startet på barsel (for snart læææænge siden), er det bare eskaleret….

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Jeg tror altså også, at min afhængighed især gik amok under barslen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Den app må jeg prøve!! Jeg kender godt til den der med at sidde pakket ind i børn i sofaen foran Gurli Gris og Prinsesse Nella, og så liiige kigge på ligegyldigheder på mobilen.. Det er sgu ret dumt! Men, jeg kobler altså ikke af på samme måde ved at se på grisebasser, som børnene gør 🤷🏻‍♀️🤦🏻‍♀️🤳🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Haha, nej. og jeg synes altså, at det er ok, selvom man ikke er så nærværende. Det er ungen jo heller ikke!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iben

    Så absolut! – og endnu vildere er det blevet imens jeg er på barsel🙈 Snapchat, Instagram, facebook, blogs over and over again!! Trøster mig med at jobstart om lidt bliver en kold tyrker🤪

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, varm kaffe og ingen Instagram. Så er man tilbage i den hårde virkelighed. På godt og ondt.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når juleaften skærer i hjertet