Da vi blev gift første gang.

11.12.13

Da jeg slog øjnede op den dag, vi skulle giftes, var det en lille smule sært.

Det var nok ikke det, jeg helt havde forventet af min bryllupsdag. Jeg husker ikke, at jeg har haft prinsesse-drømme som barn om store hvide marengskjoler og et bryllup på et slot. Nok tværtimod. Men nu kunne jeg alligevel godt fornemme, at jeg ikke havde forventet, at jeg skulle giftes en tilfældig onsdag i Esbjerg. I et tings- og arresthus.

Det lyder som et sted, hvorfra man ikke lige umiddelbart slipper ud igen.

Jeg tror egentlig, at jeg var en lille smule skuffet den morgen. Måske fordi, at mit 6-årige jeg alligevel havde en plan om et ordentlig skrud af en tyl-kjole og en fest på et slot, der ville gøre selv Askepot misundelig. Men nu var det sådan, det var. Og livet er ikke altid et eventyr. Slet ikke når man bliver gift af kærlighed naturligvis, men også fordi der er en potentiel risiko for, at faderen til ens ufødte barn ikke vil blive en del af barnets liv.

Den 11. december 2013 var en populær dato at blive gift. Bevares. 11.12.13 er også nemmere at huske end den 22.3. 2014, så vi var ikke de eneste, der skulle giftes den dag. Faktisk var der så meget rift om pladserne på rådhuset, at man skulle stå i kø. Og hvis der er noget, der IKKE er romantisk, er det fandme at stå i kø.

Men det lykkedes. Vi kom ind. Og der blev underskrevet.

Det kan være fordi, at jeg er jurist, men det faktum, at man reelt skal skrive under på rådhuset, gør det endnu mere tydeligt, at ægteskabet er en juridisk bindende aftale, der altså som udgangspunkt løber uden nogen opsigelsesdato.

Juraen blev trukket lidt ud af det, da ringen blev fundet frem og jeg kiggede rundt og så et hav af gode venner, der var mødt op for at overvære vores lille aftale-indgåelse.

Men følelsen af jura stoppede, så snart vi trådte ud og væk fra Ting- og arresthuset.

Jeg kunne mærke en fysisk forandring i mig. Fra at have været nervøs og utilpas om morgenen, fyldte jeg mig nu lettet. Lykkelig. Som hvis man hele livet havde søgt efter svaret på et specifikt spørgsmål og nu langt om længe havde fundet det.

Netop som vi trådte ud på gaden, begyndte sneen at dale. Jeg kiggede op og blev i ansigtet ramt af små snefnug og følte en inderlig ro. Alt var som det skulle være. Som det altid har været meningen, at det skulle. Selvom jeg ikke tror på skæbnen, følte jeg i det sekund, at min liv var en fortælling, hvor ordene allerede var skrevet og lige nu læste vi fra den lykkeligste del.

Et par timer efter mødtes vi med alle dem, der havde lyst til at fejre aftenen med os ved færgen mod Fanø. En lille restaurant havde åbnet dørene for os, selvom de ellers havde lukket grundet vinteren.

Alle de følelser jeg havde haft omkring ikke at have en ægte bryllupsdag, blev gjort fuldendt til skamme. Der var pyntet op, der blev serveret lækker mad og omkring mig havde 25 mennesker, der kun var der for at fejre vores kærlighed. De betalte endda selv for deres mad.

Det hele summede af ægte bryllupsfest. Taler, grin og smil og tårer.

Dagen inden havde restauranten jo ringet og fortalt, at de ikke kunne levere den aftalte dessert. Det viste sig at være min mor, der havde lavet skumle planer med restauranten. Desserten udeblev. I stedet havde de søde kokke på restauranten lavet deres helt egne versioner af bryllupskager.

“Ja, vi er jo ikke ligefrem konditorer” sagde de undskyldende, da de kom ud med kagerne, men det var klart de fineste kager, jeg nogensinde har set. Til kagerne blev der delt den flaske portvin, jeg fik til min dåb, netop med henblik på, at den skulle skænkes til mit bryllup. Nogen har haft høje tanker om mig dengang.

Aftenen sluttede tidligt.

Det var onsdag. Og den sidste færge mod fastlandet sejlede klokken 23.

Da vi sad der på færgen. Med det sidste af en kage under den ene arm og en brudebuket under den anden, omgivet af en masse mennesker jeg holdt af, gik det op for mig, at dagen havde været lige så perfekt, som hvis det hele havde foregået i en kjole til 30.000 kr. på et slot. Måske var det her endda bedre.

Da jeg stod der på dækket med sneen dalende omkring mig og med lyden af bølger, der ramte skibet, nygift, forelsket og med min mand er hånden kunne intet have været anderledes.

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Da vi blev gift første gang.