Noget om nærvær - og en rabatkode til Designed Learning.

Da vi blev gift første gang.

 

For 5 år siden havde Jesper og jeg kendt hinanden i nøjagtig 1 år.

Vores forhold var noget anderledes end andre, jeg havde prøvet. Måske skyldtes det, at vi blev kærester, mens jeg lå på et operationsbord. Det lyder mere dramatisk, end det var. Historien er vist mere pinlig og klam end romantisk. Den må I få en anden gang, hvis jeg finder behovet for at dele det på det store internet, hvor man aldrig rigtig ved, hvem der egentlig læser med.

Men vi havde ikke været kærester i meget længere tid end et par måneder, da jeg fandt ud af, at Ellie lå og boblede rundt i min mave. 6 måneder sådan mere eller mindre præcist.

Men nu stod vi der. Vi havde end ikke boet sammen. Det var der ikke nogen grund til, for kort tid efter skulle Jesper en tur til det store udland i 6 måneder med sit arbejde. Og der var ingen vej uden om. Og jeg skulle i hvert fald ikke med. Det var nemlig en af den slags ture, hvor man ikke rigtig har lyst til at tage med. Det er det, mine damer og herrer, man kalder dårlig planlægning. Eller ingen planlægning.

Men på trods af det, føltes det helt rigtigt. Så vi besluttede, at vi lige så godt kunne få styr på formaliteterne og sætte en juridisk formel på. Hr. og fru. Det var vist også smart nok, taget hans kommende tur med sit arbejde taget i betragtning. Det var nemlig set før, at man ikke vendte hjem igen.

En tilfældig onsdag i december bookede vi derfor tid hos Esbjerg ting- og arresthus. Eller en hel tilfældig onsdag var det ikke. Det var en talkombination, som vi mente, at vi begge 2 kunne huske. 11. december 2013. Eller 11.12.13 som overskriften nok afslører.

Det skulle ikke være noget vildt. Det skulle bare lige ordnes i en frokostpause og så tilbage på arbejde. Måske kombineret med en middag om aftenen. Bare ham og jeg.

Tiden begyndte at nærme sig og gamle prinsesse-drømme om hvide kjoler, der skulle slæbes op af et kirkegulv, begyndte at dukke op. Kirkegulvet have vi besluttet kunne komme senere, men kjolen kunne jeg i det mindste få styr på.

Jeg bestilte en fin hvid blondekjole hos Asos.

Desuden var der nogle andre ting, der begyndte at nage mig lidt. Jeg er et socialt menneske. Jeg ville gerne dele dagen med andre.

Så 3 dage før besluttede jeg at tage action på det. Vi boede i Esbjerg, hvor vi var flyttet til for at arbejde. Hele vores netværk befandt sig derfor i København. Jeg var dog så heldig, at jeg havde fundet rigtig mange, rigtig gode venner blandt kolleger.

Jeg sendte derfor en mail rundt, hvor der stod, at jeg få dage efter skulle giftes. Jeg havde ikke ligefrem sparret op og havde ikke en rød reje, men jeg havde sørget for, at en virkelig hyggelig restaurant på Fanø tilbød 3 retters menu for 250 kr. Og så skulle jeg nok gi’ drikkevarer. Det gad rigtig mange. 30 styks meldte deres ankomst.

Så blev det tirsdag. Dagen inden vi skulle giftes. Kjolen var ikke kommet.

Jeg kontaktede Asos. Det viser sig, at kjolen var kommet. Den lå bare på et posthus, hvorfra den ikke kunne blive udleveret. Så vidt jeg husker, var det noget med en forkert adresse på en label. Men der var i hvert fald ingenting at gøre.

Klokken var 16.50. Dvs. 40 minutter inden butikkerne lukker i Esbjerg.

Der var kun én ting at gøre, hvis jeg ikke skulle giftes i et par joggingbukser, hvilket efterhånden var noget af det eneste, jeg kunne være i. Jeg var lige præcis der i min graviditet, hvor man ikke ser gravid ud, men blot ligner én, der er gået lidt for meget til den, når bageren har onsdags-snegle til en 10ér.

Jeg væltede ind i en butik, hvor en sød ekspedient henvendte sig,

“Hej. Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?”

“Ja tak. Det må du nok sige. Jeg skal giftes i morgen og min kjole er ikke kommet. Eller det er den. Det er en længere historie. Jeg har i al fald ingenting at tage på”

Et kort øjeblik lignede ekspedienten én, der skulle til at besvime. “Det er jo forfærdeligt..” udbrød hun og lignede én, der tog hele situationen lidt mere alvorligt, end jeg selv gjorde. Hun styrtede rundt i butikken og hev kjoler ned af bøjler. “Ingen kjole.. Dit bryllup.. Det må være alles værste mareridt” Det var da træls, bevares.

Det lykkedes. Klokken 2 minutter i butikkernes lukketid kom jeg gående ud af butikken med en ny kjole under armen. Den blev hverken hvid eller med blonder. Til gengæld var det en Tiger of Sweden kjole, jeg havde kigget på i et helt år, men havde været for nærig (eller fattig) til at købe. Og så var det jo belejligt at jeg lige kunne bruge vores bryllup som en undskyldning.

Og bedst som jeg gik der og følte, at nu kunne ingenting gå galt omkring vores onsdags-bryllup, ringede de fra restauranten,

“Hej. Vi glæder os rigtig meget til, at I kommer i morgen. Men vi har et problem. Vi kan ikke levere desserten, som vi aftalte. Jeg bliver nødt til at finde på noget andet”

“Det gør du bare. Jeg glæder mig. Vi ses” råbte jeg glad og lagde på.

Det gode ved ikke at være detalje-orienteret er, at man aldrig går op i detaljer. En anden kjole? En anden dessert? Whatever, mand. Bare vi bliver gift.

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Noget om nærvær - og en rabatkode til Designed Learning.