At stå på Nørreport og græde en tirsdag aften.

Skat, jeg skrider.

 

Klokken 19.15 tikkede der en sms ind på min telefon.

“Jeg har en ekstra billet til koncert med Lauren Hill. Hvis du er klar, skal du afsted NU! Dørene lukker om 45 minutter..” 

Klokken 19.15 er altid et kaotisk tidspunkt hos os. 3 børn skal have nattøj på og have børstet tænder. 2 ud af 3 er i trodsalderen. Så der går lang tid med først at jage dem rundt i hele huset med en tandbørste, mens de råber”NEEEEEEEEJ” og flygter. Når det så er gjort, kan man starte forfra med nattøjet.

Når man er 2 år, vil man nemlig ikke særlig meget. Man vil i al fald ikke have nattøj på. Og slet ikke have børstet tændet.

Jeg lagde den blødt op: “SkaaaaAAAAT… Altsååååååå. Nina har lige skrevet. Ehm.. Det er bare fordi, at hun har en billet til en koncert. OG DET ER MIN ALLER YNDSLINGSKUNSTNER, DER SKAL SPILLE. HUN VAR (næsten) DET ENESTE JEG LYTTEDE TIL HELE MIN UNGDOM…” (det sidste sagt lidt for hurtigt og med en smådesperat klang i stemmen)

Overskudsagtig ægtemand: “Nej, hvor fint. Det skal du da. Hvornår er det?” 

Mig, der svømmer langsomt ud på dybt vand:Nu. Som i lige nu. Som at du overtager putning og tandbørstning herfra og jeg løber ud af døren.” 

Overskudsagtig ægtemand:Gør du bare det..”

På med mascara for at redde det allerværste tømmermænds-look fra gårsdagens begivenheder, hvor han jo sådan set også stod for hele trædemøllen, fordi jeg var til julefrokost med mit arbejde. Og ud af døren med mig. Mens 2 børn hyler i baggrunden, fordi de ikke er enige i, at de skal i seng nu.

Det er vigtigt i et parforhold, at man giver plads til hinanden. Man skal have lov til at have nogle interesser, der plejer den person, man var inden der blev sat en label med “Forælder” i panden på én.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har fundet en mand, der i den grad giver plads til mig. Det er nemt for mig, at skrive at det er vigtigt for et parforhold, at man er rummelig og sætter hinanden fri . For det er vist mest mig, der bliver gjort plads til her hjemme.

Det er mig, der drøner ud af døren, fordi jeg pludselig finder ud af, at jeg skal til koncert. Det er mig, der pludselig finder ud af, at jeg har en middagsaftale efter, at vi har handlet ind til aftensmad, fordi jeg har glemt at skrive det i min kalender, hvorefter jeg styrter ud af døren. Det er mig, der pludselig beslutter mig for at skulle bruge en hel dag i en hal i Vordingborg en søndag for at spille hockey.

Jeg får det til at lyde som om, at det kun er mig, der bliver luftet.

Sådan er det ikke.

Jesper er bare den lidt mere organiserede og strukturede type, der gerne har varslet, at han skal noget med en måneds frist. Det føles derfor aldrig rigtig som om, at jeg på samme måde er så overskudsagtig og bare nonchalant vifter med hånden og siger “Bare tag afsted baby. I got this.. God fornøjelse” . For så har jeg jo kunne forberede, at jeg skal være alene og har på forhånd købt ind til aftensmad og har sørget for at downloade 50 afsnit af Gurli Gris, der kan køre uafbrudt.

Hvis han nogensinde med 5 minutters varsel skred fra hele puttesituationen, havde jeg nok fået et mindre angst- kombineret med et panikanfald.

På tirsdag har vi været gift i 5 år. Han fortjener et alvorligt stort diplom for at rumme kaosset og bare træde til uden et ords brok.

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At stå på Nørreport og græde en tirsdag aften.