Giver du dit barn det bedste liv?

At stå på Nørreport og græde en tirsdag aften.

 

 

Jeg fik for nylig at vide, at når man er blogger, skal man helst skrive lidt om, hvad man går og laver. Så værsgo’. Her er lidt om min tirsdag. 

“Er I de sidste, venner?” 

Den store viser har kun lige ramt 10.  Som i 16.10. Igen kan jeg konstatere at børnene er de sidste i vuggestuen. Gad vide hvad de andre forældre har af arbejde? Hvordan kan ALLE børn allerede være væk?

Heldigvis er humøret højt. Børnene har hundrede ting, som de gerne vil vise. Tegninger, en ko med 3 ben, en håndsprit. De er vel deres fars børn. De gør op i hygiejne. Så prøver jeg at lokke dem ud i garderoben.

Det går ikke. Mine børn har nemlig på magisk vis ændret sig de sidste 3 uger. De er nemlig blevet 2 år. Og når man bliver 2 år, skal man krafteddde edderperkeme bestemme selv. INGEN skal sige, hvornår man er færdig med at være i vuggestue. Og INGEN skal vove på at fortælle, at man skal have flyverdragt på. Og i så fald skal man have lov til at tage den på selv. Selvom ens hjerne stadig er i samme stadie som hos en veltrænet labrador.

Så et barn begynder at skrige. Og skrige og skrige og skrige. Og skriget bliver kun højere, når jeg forsøger at nærme mig med flyverdragten.

Ingenting hjælper. Jeg forsøger ellers at lokke med alle de tricks, jeg har skrevet om her. Han nægter.

Til sidst må jeg trække det eneste, der virker frem. Telefonen. Han får lov til at se Gurli Gris, imens han får flyverdragt på. Min krop fyldes med dårlig samvittighed, da jeg ser det skilt, hvor det netop fremgår, at telefonen bliver i lommen, når man henter sit barn.

Jeg kigger på uret. 25 minutter er gået og jeg har endnu kun fået et barn i flyverdragt. Det andet har lagt sig på gulvet og er begyndt at hyle. Måske for at overtage, hvor hendes bror slap.

Sveden pisker af mig og alt imens, der bliver skreget nej ind i mit hovede, får jeg emdnu et barn i en flyverdragt.

“Pyh, vi gjorde det” siger jeg begejstret til børnene og forsøger at få dem gelejdet hen i mod døren. Under armen har jeg en klapvogn. En paraply-klapvogn. Til 2 børn.

Mens jeg forsøger at få transporteret klapvogne og 2 børn ned af en trappe sker det uundgåelige. Det ene barn snubler og som små domino-brikker vælter de ned oveni hinanden. Heldigvis først på sidste trin.

Jeg får stillet kpapvognen fra mig og forsøger at trøste 2 børn, der nu skriger i stereo. For fuld hammer. Og det kan man jo godt forstå. Selvom det nok mest er forskrækkelsen, der gør ondt.

Børnene kommer ud på vejen. Og så opstår næste 2 års-krise. Ingen skal dendundelyneme fortælle os, hvornår vi skal sidde i en klapvogn. Så det kan jeg glemme. Når jeg forsøger, laver de flitsbue det allerbedste, de har lært.

Så vi står der. Ingen vil med. Alle vil gå selv. Men dey nytter bare intet, når man går i vuggestue midt på Nørreport og det desuden er midt i myldretiden. Cyklister og bilister er generelt ligeglade med, at man er 2 år og vil bestemme, at man skal gå ude på vejen.

Så vi står der. 2 ud af 3 hyler. Og jeg står bare. Og overvejer om nogen i lejlighederne omkring os, snart vil stikke hovedet ud af et vindue og bede os om at lukke røven.

Det gør ingen. Til gengæld kommer børnenes søde pædagoger forbi. De har fri. Vuggestuen er lukket. Og jeg har nu brugt 50 minutter på at få 2 børn i flyverdragter og gå 30 meter.

Til sidst er der ikke mere at gøre. Børnene bliver placeret i klapvognene og jeg lever med, at de skriger hele vejen ned af Frederiksborggade. En proppet Frederiksborggade. Kl. 17.00 i december.

Vi bevæger os ned i metroen. Min hjerne slår fra. Og så kommer jeg til at gøre det utilgivelige. Jeg rammer en mand med klapvognen på vej ud af elevatoren.

Jeg siger undskyld. Han vender sig om og råber, at os mødre fandme aldrig tager hensyn til en skid.

Og så sker det. Jeg begynder at græde mit på Nørreport. Op i hovedet på en fremmed mand, der lige har skældt mig ud. Og jeg græder ellers aldrig.

Manden holder op med at skælde ud, men får mumlet noget om, at man heller ikke kan sige noget til nogen, uden at de tager på vej. Og så griner jeg åndssvagt tilbage og maner til besindighed og stopper med at tude på Nørreport station. Der er trods alt et helt år, til de fylder 3 år.

Se, det var en dejlig tirsdag. Jeg kan godt forstå at folk godt kan blive lidt misundelige på sådan et blogger-liv som mit. 

11 kommentarer

  • Mia

    Forleden da jeg hentede Ellie, kæmpede en far med sin datter. Hun ville ingenting. Så tog jeg over. Tog hende ud af armene på ham og fik hende i tøjet. Hun sagde ikke en lyd. Stirrede bare på mig med store øjne. Tænker, jeg hjalp faren. Han virkede lettet. Pigen er sikkert stadig traumatiseret. Ps Hvad vi arbejder med? Vi er bare på 30 timer:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Haha, det er fandme god stil. Det kan være at vi alle bare skal bytte børn. Så bliver de så chokerede, at de bare følger efter.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    High-five fra en anden mor til 3! I går skulle jeg som altid hente min 4-årige i børnehave. Jeg går hjemmefra med baby og barnevogn 14.30. Er ved børnehave 14.50. Går fra børnehave 15.50 med umulig 4-årig der har nægtet at tage flyverdragt på, tage hue på, tage cykelhjelm påkøre på sin cykel. ALT er galt. Stakkels tålmodige storebror blev hentet 16.30 i SFO. Øv øv øv! 🙁 Jeg HADER de andre forældres blikke, så måske var det meget godt I var de sidste i vuggestuen? 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, det er ikke noget værre end blikkene fra de andre forældre. Selvom de helt sikkert bare mest har ondt af én. Sådan har jeg det i hvert fald, når jeg ser nogle forældre, hvis børn får et mentalt sammenbrud. Men storebror hyggede sig helt sikkert i SFOén. Godt, at han i det mindste har tålmodighed.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lis Y

    Jeg har ikke børn i en vuggestue på Nørrebro og mit barn var nok omkring de tre år, så det var nede i børnehaven jeg begyndt at græde…. jeg har lavet tricket med begge børn! For sådan er det nogen gange at være mor – en anelse uoverskueligt! Ps i mine ungers børnehave bliver 95% af børnene hentet inden for ca 15 min. Og os der så kommer fem minutter efter “tømmetid”, tror at vores børn har siddet alene i tre timer…. 😑

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, du har helt ret. Man er jo helt sikker på, at ens børn har siddet alene i et hjørne. Du har helt ret i, at de fleste børn bliver hentet nogenlunde samtidig. Og det er mega uoverskueligt. Nogen gange er der sgu ikke andet at gøre end at begynde at hyle.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Melissa

    Du er så skøn Stinemor – elsker at høre om dit vilde og glamourøse bloggerliv. Møsser fra et mindst ligeså uglamorøst barselsliv

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Jeg savner dig så meget kvinde! Kom så tilbage.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bitten

    Jeg er dæleme glad for at jeg ikke skal have ungerne med i metroen efter vuggestue. Jeg kan slet ikke overskue tanken. Men min mand sendte en snap den anden dag, og sagde at de var forsinkede med at hente mig på arbejdet, for Amaia havde ligget på gulvet i bilen i 10 minutter og nægtede at komme i autostolen, mens hendes bror (allerede fastspændt i sin autostol) var ved at blive utålmodig og ville ud.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det er dælme også en stressende omgang. De klarer heldigvis turen i metroen fint. Men jeg kan mærke, at det er et spørgsmål om tid, før de begynder at kede sig og så kommer skrigeriet. Og det der med autostolene kender jeg godt. Når de først laver flitsbue, er der ikke meget at gøre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hæhæ. Stakkels dig altså!
    Men ja, blogger-mor-livet er glamourøst!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Giver du dit barn det bedste liv?