Når far reagerer - del 2

Da min søn kastede op på en præst.

 

Det er hårdt at få børn. Ingen tvivl om det. Og det er især hårdt at have 3 børn i alderen 0 – 2 år.

Søvn skal gennemføres i intervaller af 20 minutter. Tvillingerne er indkodet nøjagtig således, at de aldrig sover samtidig. Den ene er nærmest indkodet til, at slå øjnene op i det sekund, den anden slår dem i. Både om dagen og om natten.

Jeg får sendt Jesper til lægen igen. Det kan ikke være rigtigt. Han skal ikke spises af med, at han nok bare har influenza. Vi har været igennem verdens mest sindssyge forløb. Det er helt naturligt at reagere. Ind imellem har man bare brug for at tale med nogen. At få anerkendelse. At få af vide, at det er helt normalt med en reaktion, når man får et barn. Eller to børn for den sags skyld. Man skal ikke have af vide, at man er svag. Det er man ikke. Fødselsreaktioner er helt normalt.

Heldigvis hjælper det at tale med en psykolog. Han er så småt på vej tilbage til at være sig selv. Så småt. Det tager lang tid. Især når man samtidig er så træt, at kaffe er ens primære ernæringskilde for at overleve.

Jeg forsøger at nyde min barsel. Efter turen på neo, har jeg behov for, at vi opretholder en hel normal barsel. Med barselsaktiviteter. Det er lidt en joke hver gang, at jeg deltager i den slags, det forventes, at man deltager i, når man er på barsel. Vi har helt droppet babysvømning. Hvis jeg medbringer to børn i en svømmehal vil enten jeg, eller en af børnene drukne. Til gengæld kommer vi ind imellem til salmesang for babyer.

Babysalmesang er Folkekirkens oprejsning. Alle mødre med respekt for sig selv farter til den nærmeste kirke for at synge om rasleæg og tænde stearinlys med en baby på armen. Foran Jesus hængende på korset.

Det skal vi da også. Vi skal også ned og synge om rasle-æg og stjernerne på himlen.  Min børn skal ikke være hæmmet af, at de tilfældigvis kom ud samtidig med bror eller søster. Nu er de også ved at være 3 måneder og ligner ikke længere nogen, der er blevet stjålet direkte fra neonetal-afdelingen og som burde ligge i en form for kuvøse.

Jeg sætter mig ned på store tæpper, der er spredt ud på gulvet foran alteret med alle de andre mødre og deres babyer. “Jeg har styr på det her”, tænker jeg og kigger ned på mit afkom, der ligger helt roligt blandt 20 andre babyer. Ingen græder. Jeg trækker vejret dybt ned i maven.

I det samme kaster den ene baby op på den anden. En stor mængde modermælk bliver skyllet direkte ind i ansigtet på brormand, der sætter i et skrig. Og det kan man jo godt forstå, at han gør. Hvem bryder sig i virkeligheden om at blive brækket sig på?

Jeg kigger panisk rundt. “Shit, en amatør-mor. Hvorfor fanden har du ikke taget stofbleer med ind. Du ved, at du har børn, der gylper som var de med i Excorsisten” tænker jeg, mens jeg rejser mig op og styrter mod barnevognen, der naturligvis er parkeret allerlængst væk. Bag mig sætter 2 børn i et skrig. Det er højst sandsynlig mine børn.

Med sveden haglende, vælter jeg tilbage midt i en sang om æbletræer. Det ER mine børn, der hyler. Mødrene der ellers var i dyb kontakt med deres smukke lyshårede børn smiler overbærende til mig. Nogen af mødrene har læbestift på. Seriøst mand. Jeg kan ikke engang klare, at tage 2 ens sokker på. Og jeg har tandpasta på kinden. Fra i går.

Jeg tørrer den ene baby af og prøver at synge med på sangen om æblerne, der falder ned. Børnene kigger skeptisk op på mig og jeg smiler entusiastisk ned til børnene. Ligesom for at overbevise dem om, at jeg ikke er ved drukne i min egen utilstrækkelighed.

“Så er det tid til at komme op og stå. Nu skal vi danse” siger rytmik-damen begejstret og alle bevæger sig ned af trappen fra alteret og mod kirkegulvet. Jeg kigger desperat ned på begge børn. De er umulige at bære samtidig. “Ælle bælle, ælle bælle.. Hvem af jer skal danske med mor? Og hvem skal efterlades..?” Jeg får ikke nogen kvalificerede input fra børnene. I stedet tager jeg det nærmeste.

Bag mig står pludselig præsten i sin fine præstekåbe. Desperationen i mine øje var vist ikke til at tage fejl af. “Skal jeg ikke hjælpe dig”, spørger hun sødt. “Så kan begge være med og du skal ikke efterlade nogen?”

Jeg takker ja og taknemmeligheden fylder hele min krop. Jeg er en lille smule flov over situationen, men på den anden side, er det nok de færreste, der ville kunne administrere situationen.  Jeg vælger det barn, der har tendens til at skide og brække sig mindst på folk og krydser fingre for, at ungen opfører sig ordentligt, mens det er hos den søde præst. Jesus har jo selv sagt, at børnene skal komme til ham. Det gælder vel også for babyer til babysalmesang.

Præsten danser begejstret rundt med min søn og jeg har en sjældent mulighed for at se min datter i øjnene.

Indtil kan jeg se, at Villum kommer med et underligt udtryk i øjnene. Der er ved at ske det, der ikke skal ske. Desperat gør jeg klar til at lægge Kaya fra mig.

“Bvadr” siger det lille menneske og sender en stråle af gylp direkte ind i på halsen af den søde præst. Det løber ned af hende. Og så kommer fandme en omgang mere. “Bvaaaardr” og denne gang rammer det meste af hendes skulder og løber ned af det mørke, tykke stof. Jeg aner ikke hvad en præstekjole er lavet af. Men jeg tænker, at det ikke er nemt at rense.

“UUUNDSKYLD” råber jeg, flår ungen ud af hænderne på hende og henter en rulle toiletpapir.

Præsten tager det som en champ. Hendes præstekåbe kan tåle lidt af hvert, siger hun.

Jeg har det ambivalent med situationen. Halvdelen af mig, er ved at dø af skam og den anden halvdel, må næsten æde min egen tunge for ikke at kaste op af grin.

Jeg forlader baby salmesang meget hurtig. Jeg kan ikke huske, om vi nogensinde kom igen.

#Bloggersdelightplus

 

 

 

 

3 kommentarer

  • Katja

    “Nogen af mødrene har læbestift på. Seriøst mand. Jeg kan ikke engang klare, at tage 2 ens sokker på. Og jeg har tandpasta på kinden. Fra i går.” Åh Stine, jeg har grinet og grinet 😂 Du må aldrig stoppe med at dele dine oplevelser og gode humor!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Det der er næsten en nøjagtig genvielse af min første (og sidste) tur til babysalmesang med mine tvillinger 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Haha, det er jeg dælme glad for at høre. Jeg tror det er et klassisk tvillinge-liv.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når far reagerer - del 2