Når far reagerer

Når far reagerer – del 2

Denne fortælling er anden del af fortællingen om, når fædre får efterfødselsreaktioner. Det gør mange mænd. Ca. 4000 om året. Det kommer til udtryk på forskellige måder, men uanset hvilken, er det altså helt normalt og noget man kan få hjælp til at komme videre fra. 

“Jeg kan godt forstå, at man kan blive overvægtig, fordi man har det psykisk hårdt”, tænker jeg og stikker hånden dybt i den pose StjerneMix, der ligger på bordet foran mig.

Kl. er 22.30. Dagen startede kl. 05.15 og begge børn har grædt skiftevis fra kl. ca. 18.30. Jeg har et barn liggende i en slyngevugge, der hænger i en spiral fra loftet og et barn i en vikle på maven. Skiftevis gynger jeg vuggen frem, vugger min krop frem og tilbage og propper en vingummi i munden. Det skal gå stærkt med de vingummier.  Så snart børnene mærker, at jeg kommer ud af takt – selvom det bare er for et kort sekund – græder de igen.

Vingummierne er det eneste, der holder mig igang. Jeg har ikke sovet i hvad der føles som hundrede nætter og min krop er tung og udmattet af at bære børn. Jeg lader vingummierne ligge for et kort øjeblik og finder min telefon frem. Det er nu meget rart at flygte ind i en verden af internet. Jeg går Instagram igennem. Ser billeder af små smukke babyer iført og grå og pastelfarvet tøj. Billederne har et let filter på, der får det hele til at se blødt ud. Som om at babyerne hører til i en anden verden, hvor farverne er smukkere og det hele er bedre for øjnene. En mor sidder med sin baby i skødet. De ser hinanden dybt i øjnene. Både mor og baby smiler forelsket. I det samme skriger den baby, jeg har siddende i viklen på maven. Den har bemærket, at jeg ikke længere vugger kroppen frem og tilbage og jeg tænker, at intet filter i verden kan gøre dette øjeblik smukt nok til at indgå i den parallelle verden, som filter-babyen på Instagram lever i. Her er der hverken pæne farve eller nærvær. Vi kører ren overlevelse. I hvert fald hver aften fra kl. 18.30.

Jeg går ind til min mand. Han stirrer stift ind i TVet.

Hans humør har ændret sig de sidste par uger. Han er ked af det. Det kom blandt andet til udtryk, da vi så den film forleden. Jeg har aldrig set ham med så lidt overskud. Han skælder ud og reagerer voldsomt, når selv de mindste ting opstår.

Jeg har ikke set ham smile i flere uger og verdens mest kærlige og overskudsagtige far er blevet forvandlet til en far, der hurtigt skælder ud og farer op. Han er ikke en dårlig far. Han orker bare ingenting. Han er ikke glad.

Jeg taler med min sundhedsplejerske om det. Jeg er bekymret for ham og vi bliver enige om, at det måske er en god ide, at lave en af de tests, der kan påvise om man har fået en efterfødselsreaktion. “Det er der mange mænd, der får. Mænd kan bare have svært ved at indrømme det”, fortæller hun.

Indrømmelse er heldigvis ikke noget problem. Da vi taler om, at han sjældent er glad og har ændret nogle mønstre i forhold til før, kan han sagtens se det.

Han får lavet testen.

Testen fortæller, at han har fået en reaktion på vores nye familieliv. En efterfødselsreaktion.

Selvom sundhedsplejersken står for at undersøge, om der reelt er sket en reaktion i familien, er der ikke mere hjælp af hente derfra. Han skal selv et smut til lægen og fortælle hvad der foregår.

Da han kommer hjem fra lægen og fortæller hvad der er sket, overvejer jeg et kort øjeblik, om hvorvidt der er tale om en joke. Om lægen har været byttet ud med en vært fra et underligt reality-tv, der handler om, at man skal se hvor langt ud, man kan skubbe et menneske.

Mig: “Hvordan gik det?”

Ham: “Øhm, det var lidt sært..” 

Mig: “Hvad skal der ske?”

Ham: “Jamen, jeg skal ned og have svar på mine blodprøver i næste uge” 

Mig: “Blodprøver? Kan man måle, om hvorvidt man er ved at blive vanvittig af barnegråd i blodet?”

Ham: “Lægen sagde, at manglende overskud jo nok godt kunne skyldes noget sygdom. Altså ligesom hvis man er ved at få influenza.. Så han startede med en blodprøve” 

Varmen spredte sig i min krop. Jeg blev rødglødende af raseri. Nu havde han hevet sig selv, anerkendt at der kunne være noget galt, taget til lægen, hvor han så fik af vide, at det måske bare handlede om, at han var ved at få influenza.

 

 

#Bloggersdelightplus

 

 

 

 

8 kommentarer

  • Ej nej nej en l*rte-læge!!!
    Jeg håber der er kommet ro på – jeg under jer begge morgenmad på sengen og 8 timers sammenhængende søvn!

    Tak for indlægget – det er så vigtigt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Det er der heldigvis <3 Alt er godt. Og tak :*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bitten

    Ejmenforhelvede, jeg kan godt forstå at du blev gal. Hvorfor laver de screeninger hvis der så ikke bliver taget hånd om det??

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura Ø

    What!!! Jeg håber virkelig at det næste indlæg er noget om at lægen tog ham alvorligt lige med det samme bagefter😳

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Bare tak fordi du skriver jeres historie. Den er vigtig! Vi fik vores andet barn for lige knap et år siden, og min mand fik også en efterfødselsreaktion. Han er ved, at være på den anden side og begynder at knytte bånd til vores søn, men det er forfærdeligt, at se sin elskede have det så skidt og føle så lidt glæde.
    Så igen tak. Tak for at sætte lidt spotlight på det tabu som efterfødselsreaktioner hos mænd (og kvinder) desværre stadigvæk er.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, det er desværre meget tabubelagt, selvom det er helt naturligt, at man har en reaktion, når man går igennem en omvæltning så stor som et barn er. Jeg tænker også, at det er vigtigt at italesætte. Især fordi langt de fleste kommer ud af det og er gode og dejlige fædre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Med al respekt – og der er mange gode praktiserende læger derude… Men. Men. Men når det handler om psykiske udfordringer så er det fandme virkelig ikke godt nok at blive mødt med “ah, prøv at få lidt frisk luft”/“her er der piller uden opfølgning”/“det der sker ikke for mænd/kvinder/unge/gamle”. Been there… og Yay for seje Jesper der erkender og handler – selv om det er det sværeste i verdenen nogle gange! ❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, nogen læger skal lige på en form for kursus, når det kommer til mennesker. Jævnfør vores snak om koen, der var bekymret for en tur til lægen 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når far reagerer