Præmature og flyttekasser

Når far reagerer

De sidste uger har jeg berettet om vores liv i 2016. 

Hvor vi kom fra at leve et meget roligt liv i nordligere breddegrader. Hvor hele vores liv foregik inden for et område på de samme 5 kilometer. Hvor dagens største udfordringer bestod i, hvad vi skulle have af spise den dag. Vi kunne vælge mellem frostgrønt eller frostgrønt. Hvis du først lige er hoppet med på min lange historie, starter min fortælling her. Da vi pludselig fandt ud af, at vi ventede tvillinger.

Undervejs var der ikke meget tid til at sidde og dvæle ved, hvad vi havde oplevet. Jeg havde ikke tid til at reflektere over, at jeg havde ligget helt alene på et hospital med besked om, at børnene måske ikke overlevede. For min mands vedkommende var der ikke tid til at sidde og ærger sig over, at han havde fået nyheden om børnenes fødsel i en lufthavn. At han trådte ind på en fødestue klokken 2 om natten, hvor hans første møde med børnene foregik i en opvarmet vugge. Med elektroder og apparater, der trak vejret for dem. 

Det er måske nogens holdning, at man ikke skal dvæle ved ting, der ikke kan gøres om. At det ikke nytter noget, at mærke efter, hvordan man havde det, da det hele ramlede. At det kun handler om at se fremad. At man skal videre. 

Det er jeg ikke enig i. Det er et nødvendigt onde at mærke efter og dvæle ved en ulykkelighed, der i det øjeblik føltes som så altoverskyggende og afgørende, at det bristede dit hjerte i tusinde stykker.  Man skal ikke fængsle sig selv i følelsen. Man skal ikke sidde der i flere år eller måneder. Men det er fint, at vende tilbage engang imellem. Træde ind i det samme rum, hvor det gjorde ondt. Føle de samme ting igen. Mærke smerten et kort øjeblik. For at huske sig selv på, at det hele gik godt og at der netop var en vej ud af det rum. Som man selv fandt ud af med langsomme skridt. Uden flugt.  

På det tidspunkt blev den ene situation, hvor pulsen galoperede afsted, ved med at overtage den næste. Der blev aldrig ro til at trække vejret og få følelsen af, at man selv eller andre ikke længere var i fare. Der var ikke tid til at kigge sig over skulderen og huske sig selv på, at det der ikke slår én ihjel, gør én stærkere, som der så fint står på Gajol-pakkerne.

Istedet følte vi, at vi var i færd med at løbe alt hvad vi kunne fra noget, der gjorde forfærdelig ondt. Og hvad hvis det pludselig indhentede os? Hvad end det var. Død, sygdom eller ødelæggelse? Så vi løb. Altså ikke sådan bogstaveligt, for det var der ikke tid til. Men vi gjorde i hvert fald vores for ikke at dvæle alt for meget ved en hård tid.

Det vi fik vores første børn levede vi en lille kærlighedsbobbel de første mange måneder. Det hele var så smukt og fint. Jeg kan huske, da vi forlod hospitalet efter min meget ukomplicerede fødsel og kom hjem til vores meget etablerede hjem. Hvor der ikke var fare for, at barnet skulle blive væk i en flyttekasse. Den dag satte vi os på sofaen. Kiggede hinanden i øjnene, på vores baby og fældede en lille tåre over, hvor smukt det hele var. 

Sådan var det ikke ligefrem denne gang. Intet havde været ukompliceret. Der var ikke mange glædestårer. Ikke fordi, at vi ikke elskede vores børn mere end livet selv. Det var hele situationen, der havde krøllet os sammen som et stykke sølvpapir.

Den næste del af historien handler om de reaktioner, der kom efterfølgende. 

Min mand fik en efterfødselsreaktion. Det er der mange mænd, der gør.  Ca. 4000 om året. Altså hver ottende, der bliver far. Det er mange. Til gengæld er der ikke mange, der taler om det. Det burde vi måske gøre noget ved. 

“Det er jo bare en film” 

Der var ro i det lille gule hus.

Det var der sjældent. De to babyer havde fundet sine lunger og var blevet store nok til at skrige. Og det gjorde de. Det gjorde de begge. Meget af tiden. Vi brugte derfor tiden på at besøge kiropraktorer, der kunne fortælle om låsninger i nakker og i ryg. Tænk at man allerede kan få det, når man vejer 3 kilo.

Men lige nu var der så meget ro, at der var plads til at sætte en film på.

“Room” hed filmen. Jeg havde læst, at den skulle være god. Den handlede om en kvinde, der var blevet kidnappet og havde været indespærret i flere år af en gal mand. Undervejs var hun blevet gravid og havde født en søn, der nu var 7 år. Moren råber af barnet. Måske lidt uberettiget. Fordi barnet er lidt irriterende og moren ikke har meget overskud. Det er der ikke noget at sige til. Hun er trods alt kidnappet og er spærret inde med en 7 årig.

“Vi bliver nødt til at slukke” lyder det fra min højre side af sofaen.

“Hvorfor? Hvem græder?”, svarer jeg forvirret og rejser mig for at gå imod børneværelset.

“Det gør jeg.” siger min mand. Tårerne løber ned af hans kinder.

“Rolig, skat. Det er bare en film”, siger jeg og tager hans hånd.

“Du skal slukke.. Jeg kan ikke se det.” 

Noget er galt.

 

 

 

#Bloggersdelightplus

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Præmature og flyttekasser