Et lille hjerte - anden del.

Præmature og flyttekasser

Denne fortælling er en del af en længere historie. Sidste del kan læses her

 

“Nå, vi går og overvejer at sende jer hjem”, sagde den søde sygeplejerske efter hun havde talt med en læge.

Børnene var i fremgang. De var stadig meget under deres fødselsvægt. De vejede det samme som en stor lørdagskylling. 1900 gram. Men de kunne trække vejret selv og de kunne holde varmen, hvilket kan være et problem, når man ikke har et gram fedt på kroppen.

Jeg betragtede de små hjerter slå under huden. Man kunne se det hoppe op og ned, Lige ved siden af ribbenene. Ribbenene var også alt for tydelige. Men nu gik det den rigtige vej. Så rigtigt at de nu var klar til at sende os hjem. De havde ikke tænkt sig at slippe os helt. Man kan vel kalde det for en prøveløsladelse.

De ville sende os hjem på et tidligt hjemmeophold, da de stadig kun fik mad igennem en sonde. Her ville vi få besøg af en række sygeplejersker, der skulle holde øje med, at børnene tog på i vægt.

“Æææhm.. Det er en sjov historie” sagde jeg lettere nervøst med en berettiget frygt for, at den søde sygeplejerske ville indberette os til kommunen. “Meeen øhm.. Status er, at alle vores ting befinder sig på et skib et sted mellem Grønland og Danmark. Så vi har sådan ikke noget hjem” 

Men hjem skulle vi. Der var børn, der var mere syge end vores, der skulle have vores plads. En plads der var rift om, når nu det var lige her, at nogle af landets bedste læger befandt sig. Og det kan man jo godt forstå.

Igen måtte jeg ringe til min veninde, hvis seng jeg havde ødelagt og spørge om hun havde plads til 5, herunder 2 styks med sonde. Og et hold af sygeplejersker.

Hun tog os ind. Med smil og varm kaffe, der blev serveret hver morgen, når jeg sad og lignede en zombie.

Ugerne gik og inden længe stod vi med nøglen til vores hus. Et lille gult hus i indre by. Et lille gult hus vi aldrig havde set, da vi fik nøglerne.

Jeg kan ikke huske meget fra den tid. Jeg kan huske, at vi ingen sofa havde. Hvordan børnene lå på et tæppe i stuen pakket ind i tæpper. Hvordan vi forsøgte at finde rundt i flyttekasser, når vi ledte efter tøj eller køkkengrej, fordi der ikke var overskud til at begynde at pakke kasser ud, når der samtidig skulle passes 3 børn under 2,5 år.

En enkelt nat vågnede jeg gennemsvedt og med en puls på 220. Jeg var væltet ned af trappen. Halvt i søvne. Halvt vågen. Jeg var sikker på, at jeg havde lagt et barn i en kasse i løbet af natten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et lille hjerte - anden del.