Et lille hjerte

Et lille hjerte – anden del.

Dette indlæg er anden del af en fortælling, der starter her.

Sygeplejersken havde fortalt og forklaret. Det eneste jeg hørte var, at der var noget galt med min datters hjerte. Noget der fik hende til at holde op med at trække vejret.

Jeg så på min mand. Han havde ikke hørt, at der var grund til frygt. Han var rolig. Det var jeg ikke. Jeg følte mig lammet. Jeg følte, at min krop var holdt op med at fungere. Jeg følte, at hver enkelt bevægelse min krop skulle lave, skulle tvinges igennem. Hverken mine arme eller ben reagerede, når hjernen kom med en kommando. Jeg sad bare. Jeg kunne ikke rejse mig. Bare sidde.

Jeg fik spontan kvalme og det føltes som om, at hele mit mellemgulv og mine lunger var blevet tømt for luft på én gang. Som engang da jeg var barn, hvor jeg på årets første sommerdag var blevet hovmodig og havde bevæget mig op på toppen af et klatrestativ, selvom min motorik var omtrent så veludviklet som en pose med kartofler. Jeg faldt ned fra det klatrestativ. Jeg røg 2 meter ned og ramte jorden med mave og bryst først. Hvor alt luft blev slået ud af kroppen og jeg gispede efter vejret. Det var samme fornemmelse. Nogen havde frataget mig min luft i mine lunger i det sekund, at beskeden om det lille hjerte kom.

“Tag hende op..”, sagde min mand til mig.

Jeg ville ikke. Jeg kunne ikke. Hvad hvis det skete igen? Hvad hvis det var min skyld, at hendes vejrtrækning stoppede? Hvad hvis jeg ikke fik hende med hjem? Var det så måske bedre, hvis jeg ikke knyttede mig for meget? Og hvad hvis jeg bare gjorde det hele værre? Jeg følte, at jeg skulle kaste op.

Jeg bevægede mig ud på gangen. Mine ben blev tvunget til at gå, selvom de ikke ville. Jeg skulle væk. Jeg skulle væk fra vores stue, der føltes tryg, men samtidig føltes som et lille lukket fængsel. Hvor der hver morgen kom en læge, der skulle fortælle os, om det gik den rigtige vej. Om vi kunne blive løsladt.

Jeg gik med hurtige skridt ned mod afdelingens bagerste toilet. Jeg havde ikke lyst til at nogen skulle se, hvad der var ved at ske. At jeg var ved at knække.

Jeg hastede forbi væggen med de mange billeder om børn, der havde overlevet tidlige fødsler. “Du kigger ligefrem. Du skal ikke se på dem” messede jeg for mig selv og stirrede ned i gulvet.

Jeg passerede et forældrepar og lod som om, at alt var fint. Smilede og ønskede dem en god aften. Gik med raske skridt ind på toilettet og smækkede døren bag mig.

Trak vejret. Dybt. Og så kom tårerne. Jeg kunne ikke holde dem tilbage. Bekymringen havde invaderet min krop. Jeg var pludselig sikker på, at vi ville blive en del af den statistik, der ikke fik sit barn med hjem. Som de forældre, der aftenen forinden havde lidt det ultimative tab.

Jeg så mig selv i spejlet, mens mine kinder blev mere og mere vædede til af tårer. Så på mit eget spejlbillede med en brændende smerte i hele kroppen, der indikerede, at alt var galt. Fornemmelsen havde sat sig i min hals og det føltes som om, at nogen havde puttet en strømpe ned og havde lukket for mine luftveje. Jeg kunne ikke få luft.

Mine ben kunne ikke bære mig og jeg satte mig ned på gulvet.

Jeg stirrede ud i luften. Forsøgte at tale fornuft til mig selv. Hun har det fint. Hun har det fint. Hun har det fint. Jeg blev ved. Gentog det, indtil jeg selv troede på det.

Jeg rejste mig op igen. Betragtede mit spejlbillede endnu engang. Dette forløb havde sat tydelige spor. Jeg havde fået linjer i ansigtet, der ikke tidligere havde været der. Jeg havde dybe, mørke rander under øjnene. Mine øjne var blodskudte og jeg havde små røde blodudtrækninger i ansigtet.

“Jeg får alvorlig brug for botox..” tænkte jeg, da jeg låste mig ud og bevægede mig tilbage mod stuen.

Her mødte jeg en sygeplejerske. Hun var klart min yndlings af dem alle. Hun var sej og sød og sjov. Vi var måske blevet venner, hvis vi havde mødt hinanden et andet sted. Et sted hvor hun ikke stod for at behandle mine børn Og hvor hun ikke havde set mig helt så meget i net-underbukser og mine boppelopper hæftet fast til en malkemaskine. Jeg har ofte efterfølgende overvejet at google hende frem og fortælle hende, hvor vigtig og god hun var for mig. Jeg har ladet det ligge. I frygt for at blive vurderet som en creepy stalker.

Da hun tog imod mig på gangen, kunne hun se på mig, at noget var galt. Det krævede måske heller ikke de helt store efterforskningsevner, eftersom jeg så ud, som jeg beskrev lige før. Måske var hun også blevet tippet om, at hun skulle tage fat i mig af min kære mand. Han kunne nok godt fornemme, at jeg var tæt på at ramme et sammenbrud efter den besked.

Hun kiggede mig direkte i øjnene og fastholdt mit blik. “Der er ikke noget galt med dit barn. Det tror jeg simpelthen ikke på. Hun har været stærk og stabil, siden hun kom ud. De dyk må været forårsaget af nogle andre ting. Uanset om det er målingsfejl eller ej, kan der ikke være noget galt med hendes hjerte. Jeg har gennemgået alle hendes tal. Og alle hendes målinger. Du skal ikke være bekymret. Det vil jeg gerne love. Du kommer hjem med begge dine børn” 

Jeg nikkede. Alt imens at jeg kunne mærke at strømpen blev trukket ud af min hals. Jeg kunne trække vejret igen. Jeg besluttede at tro på hende. Slippe min bekymring og insistere på, at alt nok skulle gå.

Jeg gik ind og tog min datter op. Og lod frygt og ledninger være ligegyldigt. Kiggede på hende og lod al bekymring glide ud af kroppen. Eller i hvert fald i det omfang, at man kan som mor.

Den dag var sidste gang alarmen gik. Og sidste gang, at hun stoppede med at trække vejret.

Dagen efter var der en læge, der undersøgte hende fra ende til anden.

“Der er intet i vejen med det lille hjerte” sagde han.

 

 

#bloggersdelightplus

 

2 kommentarer

  • Maria

    Dit skriv minder mig meget om, da jeg fik oplyst at min søn havde et hul i hjertet en såkaldt VDS han er også født i uge 28+5 sygeplejerskerne sagde at det ikke var alvorligt, og jeg google facebook grupper for hjertebørn. Selvfølgelig modtager man også sådan en besked, den dag ens mand ikke er på sygehuset.

    Heldigvis er han vokset fra det, så de havde jo ret 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jernmor.dk

      Ja, jeg havde også en lang snak med min veninde, der er hjertelæge om det. Det er jo helt ufarligt, men lige når man får det af vide, er man sikker på det værst tænkelige. Og dejligt, at han er vokset fra det!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et lille hjerte